Ifølge museumsinspektør Jo Anderson skete ændringen, fordi ordet mumie skabte associationer til “frygtelige monstre, takket være utallige b-film”. Ordet underminerede dermed mumiens menneskelighed, fortalte Anderson i 2021.
British Museum understreger dog, at museet ikke har bandlyst ordet helt, men primært vil holde sig fra at bruge det i nye udstillinger. Museet påpeger også, at “mumie” stadig bruges rundt omkring på museet og på museets hjemmeside.
Ordet kommer fra arabisk
Ordet mumie kommer fra det arabiske ord mumiya, som betyder voks eller mere præcist bitumen, det sort-brune restprodukt fra råolie, som de gamle egyptere brugte til mumificeringsprocessen. Ordet blev omdannet til “mummy” af europæere i 1600-tallet.
Ordets ophav er en anden grund til, at flere museer nu bevæger sig væk fra det. Det giver uheldige påmindelser til Storbritanniens koloniale fortid, siger en talsmand fra British Museum til avisen Daily Mail.
At størstedelen af de mange tusind genstande på British Museum reelt er blevet plyndret fra deres oprindelsessted, da Storbritannien var et koloni-imperium, bliver dog ikke umiddelbart anset som ligeså problematisk af museet.
På trods af utallige krav og opfordringer fra regeringer, arkæologer og forskere verden over, har British Museum hidtil nægtet stort set alle opfordringer til at levere genstande tilbage. I 2022 skrev 2.500 arkæologer fx under på, at Rosettastenen burde leveres tilbage til Egypten, hvilket museet ignorerede.