I dag bliver bugtaleri forbundet med sjove dukker, men fænomenet har en langt alvorligere fortid.
Skriftlige kilder fra oldtidens Grækenland omtaler en kult af engastrimanteis – bug-profeter – som skulle have haft en særlig forbindelse til de dødes verden.
Profeterne holdt til i templer, hvor de under religiøse ritualer frembragte lyde fra deres maver.
Lydene blev betragtet som beskeder fra de afdøde, der talte til de levende via bugtalerne.
Generelt nød bugprofeterne stor anseelse, men ikke alle var lige imponerede; fx advarede filosoffen Plutarch grækerne mod profeter og orakler, som påstod, at de kunne tale med guderne “på samme vis som bugtalerne”.
Selv efter kristendommens indtog fortsatte bugtaleri – omend i det skjulte – med at blive brugt til at tale med den anden verden.
Bugtaleri mistede dog al religiøs troværdighed i 1500-tallet, hvor den engelske læge Reginald Scott afslørede, at det var et verbalt fupnummer, som kunne læres.
Omtrent på samme tid begyndte bugtalerne at slå ind på underholdning som en levevej.
De begyndte fx at dukke op ved europæiske hoffer, hvor bl.a. franske kong Frans 1. (1494-1547) havde sin egen bugtaler.
Det store spring ind i underholdningsverdenen kom dog først i 1800-tallet, hvor bugtaleri blev et populært indslag på varietéer i de europæiske storbyer.