“Skal vi tigge og smile som venlige piger for at få lov at beholde vores egne kulturgenstande?” Sådan spurgte den daværende præsident for samefolket i Nordnorge, Aili Keskitalo, i oktober 2021. Samtidig sendte hun et brev til dronning Margrethe for at gøre opmærksom på sagen.
Det lader til, at brevet til dronningen satte skub i udleveringen. Stridens æble – en rituel samisk tromme fra 1600-tallet – har siden 1979 været udlånt af Nationalmuseet til det samiske RiddoDuottarMuseat i Norge. Nu har samerne fået overdraget trommen permanent.
Begivenheden er noget af et særsyn i den danske museumsverden. Det er 14 år siden, at noget tilsvarende skete. En masse faktorer skal vurderes, hvis museer skal tilbagelevere genstande:
Har museet fx erhvervet genstanden på ulovlig vis? Råder den retmæssige ejer over passende faciliteter til at opbevare genstanden?