Google Art Project
Romersk fest

De rige og magtfulde gik amok i vanvittige fester

Dansende vildmænd, udstoppede skildpadder, ildspåsættelse og et ædegilde med 108 retter. Alt kunne ske, når de rige og magtfulde indbød til selskab. Her er fem af historiens vildeste fester.

HOVEDSTAD BRÆNDTE NED

Thäis, Persepolis, Alexander den Store

Den græske kurtisane Thaïs satte angiveligt som den første ild til paladset i Persepolis.

© VTR/IMAGESELECT

Alexander den Store væltede byen

I årene 334 f.Kr. til 325 f.Kr. erobrede den makedonske kong Alexander den Store det vældige Perserrige. Erobringens vendepunkt, indtagelsen af hovedstaden Persepolis i 331 f.Kr., blev fejret med en vældig fest.

Som indledning plyndrede Alexanders mænd byen. Paladset alene indeholdt så meget guld og sølv, at det krævede 3000 kameler at bære det væk, fortæller den græske historiker Diodurus Siculus

Herefter ofrede kongen til guderne og afholdt lege som underholdning for soldaterne. Under festlighederne besluttede de berusede grækere at brænde paladset ned.

"En stor mængde fakler blev samlet ind, og de kvindelige musikere, som deltog i banketten, stemte i med fløjter og piber, mens kongen ledte vejen til lystigheden", skriver Diodorus Siculus.

Branden bredte sig til resten af byen, som brændte ned.

HERTUG SLOG FIRE IHJEL

Bal des Artent, Karl 6., Isabeau af Bayern

Dronningen skærmede kongen med sin kappe, da ilden bredte sig, og reddede derved hans liv, fortælles det.

© Rijksmuseum

Kostumebal endte fatalt

I 1393 holdt Isabeau, den franske kong Karl 6.s dronning, et stort maskebal på sit slot i Paris.

Aftenens højdepunkt var et danseoptrin udført af seks riddere forklædt som lodne vildmænd. Vildmandsdansen var i datiden et gængs symbol på vovet løssluppenhed.

Men det muntre optrin endte fatalt. For at få den kunstige pels til at sidde fast på riddernes kostumer, var deres lærredsdragter indsmurt i harpiks. Da kongens bror, hertugen af Orleans, med en fakkel i hånden ved et uheld kom til at skubbe til én af danserne, antændte den brandfarlige harpiks.

Ilden spredte sig med stor hast, og fire af de optrædende brændte ihjel.

Også kongen selv blev forbrændt. For at overraske gæsterne havde han forklædt sig som vildmand og i hemmelighed sluttet sig til de øvrige dansende.

ROLLESPIL TIL MILLIONER

Versailles slottet, Spejlsalen, Ludvig 14.

Spejlsalen var endnu ikke opført i 1664, men dannede ramme om mange af Ludvig 14.s senere ekstravagante fester.

© Shutterstock

Solkongens temafest overgik alt

I 1664 besluttede Frankrigs festglade konge, Ludvig 14. – bedre kendt som Solkongen – at holde et bal, som skulle overgå alt andet.

Festlighederne foregik i parken omkring kongens jagtslot i Versailles og varede fra den 7.-13. maj.

For at more de 600 gæster formede festen sig som et rollespil. Kongen selv spillede hovedrollen som fangen på en fortryllet ø, og alle de øvrige gæster legede med.

Rollespillet omfattede bl.a. en mere end syv meter lang guldkaret, heste med seletøj pyntet med guld og ædelsten, optrin med hyrder og hyrdinder, balletdans og fyrværkeri. Også en bjørn, en elefant og en kamel medvirkede i forestillingen.

Som festens højdepunkt bortførte en hvalfigur ved hjælp af en mekanisk indretning rollespillets heltinde tværs over en kunstig sø i paladsets park.

VANVITTIGT ÆDEGILDE

Manchu Han, Xuanye, Kangxi kejseren

Kejser Kangxis omfangsrige menu er blevet genskabt på et tableau i Tao Heung Museet i Hong Kong.

© Cara Chow (Charlotte1125)/Wikimedia Commons

Kejseren fejrede fødselsdag med grisehjerne og søpølse

I foråret 1714 fyldte den kinesiske kejser Kangxi 60 år. For at fejre dagen og demonstrere sin magt og velstand inviterede kejseren alle betydningsfulde mænd over 65 år til et enormt ædegilde. I alt deltog næsten 3.000 mænd, som hver fik serveret mindst 108 retter.

Blandt delikatesserne var grillet abe, søpølse, braisseret bjørnepote, pattegris og dampet kamelpukkel. Dertil kom supper kogt på grisehjerne, silkeorme og skildpadde.

De enkelte ingredienser var nøje udvalgt. Fx var pattegrisene opfedet på havregrød. Kun forpoterne af en sort bjørn skudt om efteråret blev anvendt, da fedtindholdet her var højest og smagen bedst.

Den overdådige menu blev legendarisk i Kina og efterlignes nu af kinesiske restauranter verden over – dog i mindre skala.

FUGLE PÅ HOVEDET

Salvador Dali, Surrealisme, kaeledyr

Den surrealistiske maler Salvador Dali var selvskreven som gæst ved Rothschild-familiens absurde bal.

© Library of Congress

Velhavere inviterede til absurd bal

“Jakkesæt, lang kjole og surrealistisk hovedbeklædning”. Sådan lød dress-coden, da den hovedrige Marie-Hélène de Rothschild i december 1972 inviterede til bal på familiens slot i Frankrig.

Invitationen var skrevet spejlvendt som et tegn på, at noget helt usædvanligt ventede gæsterne.

Festen levede op til selv de vildeste forventninger. Tjenere iført kattekostumer serverede maden, som blev anrettet på nøgne mannequin-dukker.

Bordet var dekoreret med roser og udstoppede skildpadder, og tallerknerne beklædt med pels.

Blandt gæsterne var skuespillerinden Audrey Hepburn, som ankom med et fuglebur med udstoppede fugle på hovedet. Blandt andre surrealistiske hovedbeklædninger var et elghoved med gevir og en enorm maske med en collage af Leonardo da Vincis Mona Lisa.