Eksistentialisme i Mens vi venter på Godot

Eksistentialismens historie fra Sartre til The Cure

Sartre og de franske eksistentialister gjorde det cool at lede efter meningen med livet. De greb også dybt tilbage i filosofien til Kierkegaard og Nietzsche for at finde frem til, hvordan man bliver sit eget autentiske selv.

Sartre og de franske eksistentialister gjorde det cool at lede efter meningen med livet. De greb også dybt tilbage i filosofien til Kierkegaard og Nietzsche for at finde frem til, hvordan man bliver sit eget autentiske selv.

Creative Commons

I kølvandet på verdenskrigene gør franske filosoffer det til et modefænomen at stille spørgsmålstegn ved livets mening.

Men selvom Jean-Paul Sartre og hans skare af café-intellektuelle måske var de første eksistentialister, var de langtfra de første til at tænke dybt over eksistensens store spørgsmål.

Følg eksistentialismen fra Søren Kierkegaard over Friedrich Nietzsche til Samuel Beckett, Albert Camus og Jean-Paul Satre.

Eksistentielle kriser

I dag har eksistentielle kriser fået flere navne. Midtvejskrisen rammer midaldrende mennesker, når børnene er flyttet hjemmefra, og livets mening skal defineres på ny.

Yngre mennesker har også fået en eksistentiel alderskrise, nemlig kvartvejskrisen, der rammer mennesker i 20'erne, når alle veje stadig er åbne, og de mange valg kan virke overvældende.

Robert Smith fra The Cure i 2012.

Eksistentialismen kaster lange skygger. Blandt andet til den dystre new wave-musik fra England og til bands som The Cure. Forsangeren Robert Smith har faktisk direkte hentet inspiration fra en af eksistentialismens frontfigurer, den franske forfatter Albert Camus.

© Shutterstock

Heldigvis er der et væld af faggrupper, der kan hjælpe, når livet virker meningsløst, og sindet bliver sort. Psykologer, psykoterapeuter, filosoffer, religiøse autoriteter og coaches er bare nogen af dem.

Fælles for dem er, at de kan hjælpe folk ud af kriser ved at stille svære spørgsmål og hjælpe en angst- eller depressionsramt med at finde ind til, hvem de er, og hvad deres liv skal handle om.

For at blive klogere på de dybe tanker og svære følelser, har mange af dem sandsynligvis læst de eksistentialistiske filosoffer. Eller eksistentialisterne.

Det er en filosofisk skole, der blev navngivet og berømt i Paris efter Anden Verdenskrig. Men problemerne med at finde mening med sit liv, og hvordan man kommer til at leve i overensstemmelse med sig selv, er naturligvis spørgsmål, der har optaget mennesket siden civilisationens vugge.

Eksistentialisternes Paris

Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre

Eksistentialismens bannerfører var dels Jean-Paul Sartre, men i lige så høj grad hans livsledsager, forfatteren Simone de Beauvoir. Sammen rejste de under Den Kolde Krig hele verden rundt på ofte kontroversielle rejser til østbloklande som Sovjetunionen og - på billedet - Kina.

© Wikimedia Commons

Klædt i sort røg de cigaretter, lyttede til jazz, drak rigelige mængder vin og diskuterede livets store spørgsmål. Stambarerne hed 'Le Tabou' og 'Les Deux Magots' og lå i Paris' sjette arondissement på Seinens vestbred.

Det var her efterkrigstidens intellektuelle avantgarde omkring filosoffen Jean-Paul Sartre og hans livsledsagerske Simone de Beauvoir holdt til.

De var flankeret af forfattere, anmeldere og tænkere som Albert Camus, Raymond Aron, Henri Pichette og Raymond Queneau.

Mennesket er dømt til at være frit, for når først det er kastet ind i verden, er det ansvarlig for alt, det gør. Jean-Paul Sartre

I kølvandet på Sartres forelæsning i 1946, 'Eksistentialisme er en humanisme', der kort efter blev udgivet som pjece, havde verden fået øjnene op for de franske forfattere og tænkere, der forsøgte at forene efterkrigstidens pessimistiske sortsyn med mere opbyggelige moralske ideer om, at mennesket var herre over sin egen skæbne og selv kunne definere livets værdi og mening.

Jean-Paul Sartres liv

Filosoffen Jean-Paul Sartre i 1967
© Creative Commons / Moshe Milner

Modstandsmand og nobelprismodtager

Les Deux Magots - Sartres stamcafé

Et af Jean-Paul Sartres og de øvrige parisiske eksistentialisters vandhuller var caféen Les Deux Magots.

© Shutterstock

Eksistentialismen voksede sig hurtigt til en undergrunds- og ungdomskultur, der tiltrak studerende fra de gymnasier og universiteter, hvor flere af Sartre og hans kumpaner underviste.

De unge klædte sig typisk i sort unisex-tøj og delte gavmildt ud af ironiske pessimist-slogans som “hvorfor slå tiden ihjel, når du kan slå dig selv ihjel?”

Replikken er fra filmen 'Rebellen' fra 1961, der er en satire over eksistentialismen som modefænomen.

Eksistentialisterne yndede at vende gængse værdier på hovedet. De var nemlig bevidste om, hvor lidt samfundets klassiske sandheder egentlig betød, fordi de havde stirret livets meningsløshed i øjnene.

The Cure: Killing an arab

Albert Camus

Forfatteren Albert Camus (1913-1960) nævnes ofte i samme åndedrag som Jean-Paul Sartre, selvom Camus langt fra altid følte sig på bølgelængde med Sartres eksistentialisme og navnlig med den lidt ældre filosofs flirten med den yderste venstrefløj og med revolutionære koryfæer som terroristen Andreas Baader og den revolutionære Che Guevara. Begge opsøgte Sartre personligt.

© Flickr / Jared Enos

Eksistentialisternes sorte æstetik og ironisk distancerede udsyn har siden inspireret et hav af bands og kunstnere, der i tidens løb har inspireret millionvis af unge fans og teenagere til at tænke over meningen med livet.

Da skribenten her læste en bachelor i filosofi blev eksistentialismen dog affejet som “teenage-filosofi” af en forelæser.

Det engelske band The Cure, der hittede stort med sortklædt goth-pop i 80'erne, stjal for eksempel tematikken til en af deres første singler 'Killing an Arab' ('At slå en araber ihjel', red.) fra Albert Camus, hvis hovedperson i mesterværket 'Den Fremmede' netop slår en araber ihjel, tilsyneladende uden grund.

Hvad er eksistentialisme?

Eksistentialisme i Mens vi venter på Godot

Eksistentialismen gennemsyrede teatret i efterkrigstiden. Både Sartre og Camus skrev dramatik. 'Mens vi venter på Godot' af den irske forfatter Samuel Beckett er det mest berømte stykke dramatik med tematik fra eksistentialismen. Det beskriver den eksistentielle gru hos to vagabonder, der venter på en vis Godot, der alligevel aldrig dukker op. Scenebilledet er fra iscenesættelsen af stykket ved Festival d'Avignon i 1978.

© Creative Commons

Som alle andre filosofiske skoler og idéhistoriske perioder er eksistentialismen svær at afgrænse eller definere fuldstændigt.
Akademikere diskuterer stadig, hvad og hvornår eksistentialismen helt præcist var og er.

Eksistentialismen betegner både det historiske kulturfænomen, som Sartre og slænget gjorde populær i Paris - og siden andre dele af den vestlige verden - i efterkrigstiden (fra lige efter Anden Verdenskrig til 60'erne).

Men eksistentialisme er også en særlig måde at tænke på indenfor filosofien.

Jean-Paul Sartre var den første tænker, der selv accepterede 'eksistentialist' som varedeklaration for sine tanker.

Ifølge filosofihistorikeren Frederick Coppleston samler Sartre hele den eksistentialistiske skole omkring læresætningen “eksistensen går forud for essensen”, som han selv står bag.

Fordømt til frihed

Ideen er, at for mennesket gælder det - i modsætning til ting eller dyr - at livet først får mening, efter det er født.

En hammer er udset og designet til at være en hammer, længe inden den bliver fremstillet.

Faktisk er dens essens eller funktion hele planen bag, at den bliver til og får en eksistens.

Mennesket derimod skal først blive til, før det kan finde ud af, hvad meningen med eksistensen er.

Det betyder også, at mennesket ikke kan undgå at være frit - det er “fordømt til frihed”, som Sartre skriver.

I den frihed ligger, at mennesket skal finde ud af, hvem det er, og hvad der har værdi for det.

Det gælder altså om at leve så autentisk og i så god overensstemmelse med sig selv som muligt.

Nietzsches opgør med Gud

Friedrich Nietzsche malet af Edvard Munck

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche malet af den norske maler Edvard Munck i 1906.

© Thiel Gallery

Nok gør Sartre, Camus og de Beauvoir eksistentialismen hip i slutningen af 1940'erne og i løbet af 50'erne.

Men meget af tankegodset stammer fra tidligere tænkere som tyske Martin Heidegger og Friedrich Nietzsche samt danske Søren Kierkegaard.

Friedrich Nietzsche (1844-1900) er berømt for at erklære “gud er død”.

Hans filosofi tager på den måde udgangspunkt i en nihilisme ('nihil' betyder 'intet' på latin), og begrebet dækker over en tilstand eller en verden fuldstændigt blottet for moral og etik. Intet har værdi, alt er meningsløst. Ud af den meningsløshed forsøger Nietzsche at skrive et overmenneske frem.

Når menneskeheden har gjort op med Gud og andre værdisystemer, kan vi endelig selv definere, hvad der har mening og værdi for os. Men - ligesom hos Sartre - kræver det, at mennesket tager sig selv og sin frihed alvorligt og kæmper for at finde frem til, hvad der skal give livet fylde.

Søren Kierkegaard – eksistentialismens fader

Søren Kierkegaard.

Portræt af Søren Kierkegaard tegnet af N.C. Kierkegaard i ca. 1840.

© Flickr / A. Currel

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-55) kæmper også med meningsløsheden, men han er dybt religiøs og er derfor ikke lige tilbøjelig til at afskrive Gud.

Hos Kierkegaard er frihed og autencitet også i højsædet, særligt i hans tidlige, mindre religiøse bøger som 'Enten-Eller', 'Begrebet Angst' og 'Sygdommen til Døden'.

Førstnævnte er nok Kierkegaards mest berømte værk.

Her forsøger en jurist og ægtemand, Assessor Vilhelm, at hjælpe en ung person, der ikke hedder andet end A, ud af en depressionslignende tilstand.

“Tungsind” hedder det på Kierkegaards tid, længe inden Freud grundlagde psykologien som videnskab.

Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det. Søren Kierkegaard

Medicinen fra den borgerlige Vilhelm er, at A må vælge sig selv eller blive sig selv. Det kræver en seriøs og dyb accept af, hvem og hvad man er, hvad man kan og ikke kan, og hvad man vil og ikke vil. At vælge sit autentiske selv svarer til, at man ville vælge at være den, man er, også selvom man kunne vælge at være en hvilken som helst anden person.

Martinus Rørbye: Arrestbygningen ved råd- og domhuset

Sådan cirka kan bylivet have set ud i Kierkegaards København, da han spadserede rundt i byen og grublede over eksistensen. Maleri af Martinus Rørbye: Arrestbygningen ved råd- og domhuset, 1831, Statens Museum for Kunst.

© Public domain

Kierkegaard skriver i “Sygdommen til Døden”, at selvet er det forhold, en person har til sig selv - både til sine fysiske og materielle forudsætninger som udseende, talenter, familie og formue, men også til sjælen.

Forholdet mellem sjælen og det fysiske giver tilsammen en person.

Men det er hvordan, denne person forholder sig til lige præcis dette forhold, som er selvforholdet eller selvet.

Og her argumenterer Assessoren i 'Enten-Eller' for, at man skal tage sig selv og sin frihed seriøst. Der er nogle ligheder med ideen om at vælge eller finde sin essens hos Sartre, men Kierkegaards frihed er måske ikke helt så radikal. Som Assessoren påpeger, er alle bundet til en krop, en tid, et sted, et ophav og så videre.

Men ideen om at vælge sig selv - og ikke mindst at mennesket netop har friheden til at vælge sit eget liv - inspirerede Martin Heidegger, der siden inspirerede Jean-Paul Sartre og resten af eksistentialisterne.

Fjodor Dostojevskij

Fjodor Dostojevskij.

Endnu en uforvarende fader til eksistentialismen var den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. Portræt af Vasilij Perov fra 1872.

© Public domain

Eksistentialisterne har inspireret et hav af kunstnere inden for stort set alle genrer og medier.

En af de utvivlsomt største eksistentialistiske forfattere er Fjodor Dostojevskij (1821-1881), der var Kierkegaard og Nietzsches samtidige i det 19. århundrede.

Dostojevskij skildrer mange af de samme temaer som de to filosoffer, særligt Nietzsches kamp med nihilismen, efter Gud er død, og livet har mistet sit anker, går igen hos den russiske forfatter.

'Forbrydelse og straf' er nok Dostojevskijs mest berømte roman, ligesom den mest åbenlyst slår de eksistentialistiske temaer an.

En ung jurastuderende, Rodion Raskolnikov, er murstenromanens hovedperson. Inspireret af tidens nye ideer har han opgivet den kristne moral, og det får ham til at slå en ond pantelånerske ihjel.

Han vil bruge pengene, der bare ligger og trækker renter hos den griske dame, til at gøre sin uddannelse færdig, og derefter vil han arbejde for at gøre verden bedre.

Oversat til mere filosofiske, eksistentialistiske termer kan det tolkes som, at han vil bruge sin frihed til at give sig selv muligheden for at blive sit autentiske selv.

Men det er lettere tænkt end gjort at gå imod samfundets værdier, finder Raskolnikov ud af i sin jagt på at blive sig selv.

Absurd teater

Samuel Beckett, Mens vi venter på Godot
© Creative Commons

Andre forløbere for eksistentialismen er forfattere som den norske Nobelprisvinder Knut Hamsun, Franz Kafka, Hermann Hesse samt Jack Kerouac og de andre beatniks, som hippiebevægelsen hentede inspiration fra.

I teatret blev eksistentialismens temaer brugt til at grundlægge en ny genre, nemlig Absurd teater.

Som navnet antyder er det en form for teater, hvor meget af stykkets handling viser sig at være meningsløst i sidste ende.

Det mest berømte eksempel er nok Samuel Becketts 'Mens vi venter på Godot'.

Hele stykket handler om to karakterer, der bare fordriver tiden, mens de venter på den mystiske Godot.

Til sidst viser det sig, at ingen af dem rent faktisk kender Godot eller ved, hvordan han, hun eller det ser ud.

Absurd teater har siden inspireret flere generationer af filmskabere.

Et åbenlyst eksempel i slipstrømmen på 'Venter på Godot' er Coen-brødrenes 'Burn After Reading' og 'The Big Lebowski', der begge er præget af en meningsløs og absurd venten på nogen eller en, man ikke kender.