Epilepsi skulle kureres med djævleuddrivelse
Isolation, tæsk og kranieboringer var blandt behandlingerne af “faldesyge”, som de lærde var overbeviste om, udsprang fra djævle og dæmoner. Og overtroen lever i bedste velgående i dag.

Epilepsi-patienter blev anset som værende besat af dæmoner, som skulle uddrives af præster. Især efter alle andre behandlingsmetoder var fejlet.
“Hans hals er drejet om til venstre. Hans hænder og fødder er spændte. Munden er åben og omgivet af fråde, mens han er bevidstløs”.
Sådan lyder indskriften på en stentavle udhugget i Mesopotamien mellem 1067 og 1046 f.Kr.
Teksten udgør historiens første beskrivelse af et epileptisk krampeanfald og afspejler den rædsel, som datidens mennesker må have følt, når de observerede et offer for en sygdom, som de hverken forstod eller kunne afhjælpe.
I dag ved vi, at anfaldene skyldes en forstyrret elektrisk aktivitet i hjernen, og at epilepsi er en kronisk lidelse.
Men længe mente man, at overnaturlige kræfter var skyld i de skræmmende symptomer.
Og kurene, som datidens lærde foreskrev, var lige så uhyggelige som sygdommens formodede årsag. Bizarre ritualer, djævleuddrivelse og torturlignende operationer udgjorde i århundreder behandlingen for epilepsi eller “den faldende syge”, som lidelsen hed i folkemunde.