Epilepsi skulle kureres med djævleuddrivelse
Isolation, tæsk og kranieboringer var blandt behandlingerne af “faldesyge”, som de lærde var overbeviste om, udsprang fra djævle og dæmoner. Og overtroen lever i bedste velgående i dag.
Epilepsi-patienter blev anset som værende besat af dæmoner, som skulle uddrives af præster. Især efter alle andre behandlingsmetoder var fejlet.
“Hans hals er drejet om til venstre. Hans hænder og fødder er spændte. Munden er åben og omgivet af fråde, mens han er bevidstløs”.
Sådan lyder indskriften på en stentavle udhugget i Mesopotamien mellem 1067 og 1046 f.Kr.
Teksten udgør historiens første beskrivelse af et epileptisk krampeanfald og afspejler den rædsel, som datidens mennesker må have følt, når de observerede et offer for en sygdom, som de hverken forstod eller kunne afhjælpe.
I dag ved vi, at anfaldene skyldes en forstyrret elektrisk aktivitet i hjernen, og at epilepsi er en kronisk lidelse.
Men længe mente man, at overnaturlige kræfter var skyld i de skræmmende symptomer.
Og kurene, som datidens lærde foreskrev, var lige så uhyggelige som sygdommens formodede årsag. Bizarre ritualer, djævleuddrivelse og torturlignende operationer udgjorde i århundreder behandlingen for epilepsi eller “den faldende syge”, som lidelsen hed i folkemunde.
Et epileptisk anfald varer typisk mellem 30 sekunder og to minutter. Den ramte kan let gøre skade på sig selv og fx bide sig hårdt i tungen.
Hekse gjorde djævelens værk
Sygdommen blev fra første færd sat i forbindelse med de onde kræfter. På en 2.700 år gammel lertavle fra det mesopotamiske oldtidsrige Assyrien fremgår det, at epilepsi skyldes en dæmon forbundet med måneguden Nanna.
Dæmonen – en frygtindgydende bukke-lignende skabning med horn, hale og tunge som en slange – er afbildet på lertavlen, som beskriver, hvordan den forårsager sygdommen bennu, som forskerne i dag ved er epilepsi.
Men det var især med kristendommens indtog i Europa, at sygdommen blev kædet sammen med mørke kræfter. Middelalderens kristne mente, at alt, hvad der overgik mennesker, enten kom fra Gud eller Djævlen. En så uhyggelig lidelse som epilepsi kunne kun komme fra Mørkets Fyrste selv, var de overbeviste om.
Djævlens håndlangere, i form af bl.a. troldmænd og hekse, kunne give mennesker sygdommen ved fx at forgive deres ofre med æg, som forinden havde været brugt som rekvisitter i et dystert ritual.
Malleus Maleficarum, på dansk “Heksehammeren”, var en håndbog i at bekæmpe kætteri. Bogen understregede bl.a. sammenhængen mellem epilepsi og heksekunst.
“Vi har ofte opdaget, at visse mennesker er blevet ramt af epilepsi ved hjælp af æg, som først er blevet begravet sammen med lig”, fastslår “Heksehammeren”, en drejebog for renæssancens hekseforfølgelser udgivet i 1486.
Præsten piskede det onde ud
Som modsvar greb kristne til djævleuddrivelse, som beskrevet i den hellige skrift. Her helbreder Jesus en dreng, som lider af kramper.
“Jesus truede ad dæmonen, og den fór ud af ham, og i samme øjeblik blev drengen rask”, fortæller evangelisten Matthæus.
Men præsterne nøjedes ikke altid med at true. Hvis hverken fadervor, vievand eller korsets tegn hjalp, piskede eller slog kirkens mænd den syge for at drive det onde ud. Behandlingen har ofte været så hårdhændet, at det førte til dødsfald, mener historikerne.
Sygdommen blev desuden anset som smitsom, og de ramte endte derfor ofte i isolation. Franciskanermunke i østfranske Rouffach byggede i 1486 et kloster med tilhørende isolationshospital for epileptikere. Men selv her måtte de syge fx ikke tage del i nadveren, da munkene frygtede, at de ville smitte vinen og brødet med deres ondskab.
Nogle epilepsiramte fik egentlig lægehjælp, men det var ikke en meget bedre skæbne. En af de mest anvendte behandlingsformer var trepanering, hvor der blev boret hul i patientens kranium, så det onde kunne slippe ud.
Lægen Arnaldus de Villa Nova var meget anerkendt i sin samtid og skrev i starten af 1300-tallet en bog om epilepsi. Her var et af hans behandlingsforslag, at igler skulle placeres over patientens milt, mens et grødomslag bestående af duelort og ravneæg blev viklet om hovedet.
Men intet syntes rigtigt at hjælpe, og utallige absurde metoder blev taget i brug gennem middelalderen og renæssancen. Mange fik deres tøj brændt, mens fadervor blev fremsagt, fordi et folkerygte lød på, at det skulle kunne hjælpe.
Korsets tegn, bønner og stænk af vievand mod den syge hørte til blandt eksorcismens mildeste metoder.
Indtagelse af blod og andre ligdele fra henrettede blev også anset som gavnligt.
“Brænd Hjærneskallen af et dødt Menneske til Pulver, giv Patienten fastende heraf et Kvintin (fem gram, red.) sammen med tre stødte Pionkjærner i en Skefuld Lavendelvand; en sådan Portion tages tre Morgener i træk”, lyder et gammelt dansk husråd mod “den faldende syge”.
Åndetroen består
Først med den moderne videnskabs fremvækst i 1800-tallet begyndte lægerne at behandle epilepsi-patienter med videnskabeligt afprøvede metoder, fx medicinering med grundstoffet brom.
Men overbevisningen om, at den onde står bag epilepsianfaldene, lever i bedste velgående.
I mange år blev patienter med epilepsi bundet fast, for at de ikke skulle gøre skade på sig selv, hvis de fik et anfald.
Et studie fra Saudi-Arabien, offentliggjort i 2012, viser, at hele 50 pct. af de adspurgte studerende tror, at epilepsi skyldes onde ånder – kaldet jinn i arabisk folketro.
En lignende kinesisk undersøgelse fra 2019 viser, at 40 pct. af de adspurgte hospitalsansatte mente, at epilepsi skyldes onde øjne, ånder eller smitte fra andre patienter.
Også i den vestlige verden trives troen på ånderne. I 1976 døde den kun 23-årige tyske epilepsi-patient Anneliese Michel efter et ti måneder langt djævleuddrivelsesritual.
Eksorcisme anbefales stadig, bl.a. af International Society of Deliverance Ministers, en sammenslutning af præster og lægfolk, som har specialiseret sig i djævleuddrivelse.
Krampeanfald kan være forårsaget af dæmoner, og behandlingen “kræver kun en Kristi tjener for at smide den på porten”, skriver et af organisationens medlemmer på sin hjemmeside.