Amerikanernes Uncle Sam var en sammensat personlighed

Uncle Sam blev kendt som frontfigur på de berømte amerikanske hverveplakater, men eksisterede han i virkeligheden?

Uncle Sam blev kendt som frontfigur på de berømte amerikanske hverveplakater, men eksisterede han i virkeligheden?

Shutterstock

USA’s national-ikon Uncle Sam er sammensat af flere personer. Sit navn fik han fra grossisten Samuel Wilson, der leverede kød til hæren i 1810’erne.

Wilson stemplede sine varer med “U.S.” – “United States” – men spøgefulde soldater mente, at “U.S.” stod for Wilsons kælenavn: Uncle Sam.

Således blev Uncle Sam hos soldaterne synonymt med USA. I 1961 vedtog Kongressen sågar en resolution om, at Wilson var “stamfader” til Uncle Sam.

Tegner brugte sig selv som model

Sit udseende fik han i 1870’erne, hvor en avistegner gav Uncle Sam fipskæg og høj hat.

I 1916 brugte en anden tegner James M. Flagg sig selv som model til en Uncle Sam-tegning.

Den blev senere brugt i de berømte hverveplakater.