Om natten den 17. juni 1972 tager politiet fem mænd på fersk gerning i at bryde ind i Watergate-bygningen i Washington, D.C., hvor Det Demokratiske Parti har hovedkontor. I første omgang får indbruddet kun omtale i lokalaviserne, men snart fatter journalisterne Carl Bernstein og Bob Woodward fra avisen The Washington Post interesse for sagen.
“Følg pengesporet”, siger Bernsteins hemmelige kontakt, der mødes med journalisten i en mørk parkeringskælder for at hjælpe med at kaste lys over den politisk sprængfarlige sag.
Og det gør de to journalister så, indtil de står med den største journalistiske afsløring i det 20. århundrede: Præsident Nixon, som står over for et genvalg i 1972, og hans nærmeste rådgivere planlagde indbruddet i et forsøg på at underminere Demokraterne.
“Jeg er ikke en skurk”, siger Nixon to år senere, hvorefter han træder tilbage som verdens mest magtfulde mand i vanære – væltet af to ihærdige snushaner fra The Washington Post.
Genskabt i detaljen
Bernstein og Woodwards afsløring står stadig tilbage som guldstandarden for journalister verden over. De startede lavinen, som endte med en præsidents fald. Større bliver det ikke.
Filmen: Journalistduo knækker Watergate
Bob Woodward og Carl Bernstein dedikerer al deres tid til at løse puslespillet om Watergate-indbruddet. De følger på egen hånd sporene helt op til Det Hvide Hus ved at æde sig igennem tusindvis af dokumenter og få anonyme kilder i tale.
Fakta: Flere hjalp til
I virkeligheden fik Bernstein og Woodward (midterst i billedet til hhv. venstre og højre) hjælp fra hele Washington Post-redaktionen, i takt med at skandalen voksede.
Myten om de to journalister blev ikke mindre, da deres gravearbejde resulterede i Oscar-guld med dramaet “Alle præsidentens mænd” fra 1976 med Dustin Hoffman og Robert Redford i hovedrollerne.
Filmen er baseret på bogen af samme navn skrevet af Bernstein og Woodward selv, og det er stadig den bedste film om undersøgende journalistik, der nogensinde er lavet.
“Alle præsidentens mænd” er befriet for melodrama og ligegyldige sideplots. Ligesom journalisterne har filmen konstant øjnene på bolden.
Vi lærer aldrig noget om Woodwards og Bernsteins personlige liv, og politikerne og embedsmændene, som er i centrum for skandalen, optræder kun som stemmer i telefonrøret og som grynede billeder i avisredaktionens TV-apparat.
Fokus er udelukkende på det journalistiske arbejde ned i mindste detalje, og det er filmens helt store styrke.
Filmen: Hovedkilde er et mysterium
Watergate-historien får for alvor vind i sejlene, da Bob Woodward tager kontakt til sin hemmelige kilde med pseudonymet “Deep Throat”. Han bekræfter løbende journalistens teorier om Det Hvide Hus’ indblanding i Watergate-affæren.
Fakta: Deep Throat var højtstående FBI-agent
Historiens vel nok berømteste whistleblower forblev et mysterium helt frem til 2005, hvor den tidligere FBI-souschef Mark Felt trådte ud af skyggerne og afslørede over for magasinet Vanity Fair, at han var Woodwards hovedkilde.
I en af filmens bedste scener zoomer kameraet ind på Robert Redford, mens han taler i telefon med to kilder, der giver ham nye spor i sagen. Undervejs må han holde sig for det ene øre, fordi redaktionens kakofoni af tastende skrivemaskiner, larmende kolleger og ubesvarede telefonopkald truer med at drukne stemmerne.
Sjældent har en avisredaktion fremstået så levende på film, og instruktøren Alan J. Pakula satte da også en stor ære i, at rammerne skulle gengives så virkelighedstro som muligt.
Washington Post-redaktionen blev genskabt en til en i et filmstudie – helt ned til møblerne, skrivemaskinerne, tøjet og sågar affaldet i skraldespandene, der bestod af papiraffald “lånt” af den rigtige redaktion.
De fleste af scenerne uden for avisredaktionen, hvor Woodward og Bernstein graver sig gennem kvitteringer i Kongressens bibliotek eller opsøger kilder, er optaget on location – altså de steder, hvor episoderne rent faktisk udspillede sig i virkeligheden.
Arbejdet for at gengive historien så faktuelt som muligt gik så langt, at Dustin Hoffman overtalte Carl Bernstein til at låne ham sit armbåndsur, som skuespilleren bærer under hele filmen.
Og Robert Redford, der er venstrehåndet, lærte at skrive alle sine notater ned med højre hånd, fordi Bob Woodward var højrehåndet.
Filmen: Woodward og Bernstein væltede Nixon
“Alle præsidentens mænd” slutter, før taburetten for alvor begynder at vakle under præsident Nixon. I et efterskrift får vi at vide, at journalisterne udgav nye artikler om Watergate, indtil præsidenten valgte at træde tilbage.
Fakta: Hemmelige optagelser blev dødsstødet
Præsident Nixon optog i al hemmelighed alle sine telefonsamtaler. Da det kom Kongressen for øre, krævede den optagelserne frigivet. Optagelserne afslørede, at Nixon forsøgte at forpurre politiets efterforskningsarbejde. Kort efter den afsløring havde han intet andet valg end at træde tilbage.
Er aldrig blevet overgået
Den samme detaljegrad går igen i optrævlingen af Watergate-indbruddet, som afslørede Nixon.
Man kan diskutere, om de to journalister ikke ender med at blive mytologiseret lige lovlig meget undervejs. The New York Times og en række andre aviser havde også en del af æren for afsløringerne. Omvendt skaber den skarpe vinkling en medrivende fortælling, som bestemt ikke er forkert, men højst en smule unuanceret.
“Alle præsidentens mænd” er en mesterlig hyldest til det journalistiske benarbejde. Filmen inspirerede ikke blot generationer af unge mænd og kvinder verden over til at blive journalister.
Med sin realistiske gengivelse af pulserende redaktionslokaler og journalister, der kæmper med deadlines, umedgørlige kilder og magtfulde mænd i kulisserne, dannede “Alle præsidentens mænd” skole for alle film om undersøgende journalistik.
