Var Frank Lucas så sympatisk en gangster, som filmen fremstiller ham?
Ligesom i filmen er virkelighedens Frank Lucas en meget sammensat person. Den nådesløse gangster skånede ingen, hvis de svigtede ham. Brutalt skaffede han dem, der blandede sig i hans forretninger, af vejen. Samtidig var Frank Lucas en usædvanlig charmerende person, som mange kom til at holde af på trods af hans gerninger. Richie Roberts – politimanden, der i filmen anholder Lucas – blev gode venner med gangsterkongen og er det stadig i dag 32 år efter. Men filmens skildring af Frank Lucas som en samvittighedsfuld samfundsstøtte, der hjælper de fattige Harlemborgere, passer ikke.
Er Roberts portrætteret sandfærdigt?
Nej! Richie Roberts, politimanden, der i filmen fælder Lucas, spillede ikke en stor rolle i optrevlingen af Lucas' narkohandel. Roberts var del af en gruppe, der fældede narkobossen, men var ikke med ved hans anholdelse eller under det dramatiske opgør med Lucas' livvagter. Filmens portræt af den følsomme skilsmissefar stemmer heller ikke overens med realiteterne – Roberts var ugift og
havde ingen børn, da filmens handling udspiller sig.
Smuglede Frank Lucas heroin i døde soldaters kister?
Ja! Lucas smuglede heroin fra Vietnam i hemmelige rum i amerikanske soldaters kister. Lucas bestak soldater og officerer til at putte 12 kg heroin i særlige kister med dobbelt bund. Metoden blev kendt som Kadaverforbindelsen. “Hvem fanden vil finde på at lede i en død soldats kiste?”, som Lucas udtrykte det under sin retssag. På den måde kunne Lucas importere heroin uden at skulle
handle med mafiaen, der kontrollerede markedet. Som i filmen havde Lucas udelukkende nøgne kvinder til at klargøre heroinen. Fra Lucas' skjulested i en boligblok i Harlem sorterede kvinderne heroinen i mindre poser til salg i USA's gader. De arbejdede uden tøj, så de ikke havde mulighed for at stjæle stofferne.