Ofrede mayaerne mennesker i stor stil?
Ja! Men det skete, 600-700 år før filmens handling udspiller sig. Mayacivilisationen var på sit højdepunkt i 800- og 900-tallet, hvor mayaerne aggressivt bekrigede nabostammer. Fangerne fra krigene blev henrettet i enorme officielle ceremonier. I 1500-tallet fandt der stadig menneskeofringer sted i Amerika, men kun blandt aztekerne, der i stor stil henrettede fanger for at glæde guderne.
Er pyramiderne i Apocalypto realistiske?
Nej! Pyramidernes udsmykning er en pærevælling af 1000 års forskellige stilarter. Pyramiderne låner træk fra både mayaerne, aztekerne og andre mellemamerikanske indianerkulturer. I filmen er hundreder af slaver i gang med at stampe kalk for at beklæde en pyramide med kalkmørtel, men mayaernes pyramider blev ikke bygget af slaver. Byggeriet foregik over flere generationer, som en religiøs handling, hvor borgerne øste jord på en større og større pyramide. Når jordhøjen havde nået en passende størrelse, blev den beklædt med sten og kalk af professionelle håndværkere.
Omkring år 1500, hvor filmen udspiller sig, havde mayasamfundet ikke kræfter til at skabe så store bygningsværker. Det tidligere så mægtige rige var hårdt trængt af aztekerne og kæmpede en desperat kamp i befæstede byer for at holde de aggressive fjender stangen.
Brugte mayaerne levende mennesker som skydeskiver?
Nej! Intet tyder på, at et af filmens mest dramatiske højdepunkter, hvor filmens hovedperson Jaguarpote agerer skydeskive, har hold i virkeligheden. Ingen kilder underbygger eksistensen af sådanne skydebaner.