“Apollo 13” er et historisk mesterværk

Få film er så tro mod begivenhedernes gang som “Apollo 13” fra 1995, der med en enorm detaljegrad genskaber NASA’s mislykkede mission til Månen.

Få film er så tro mod begivenhedernes gang som “Apollo 13” fra 1995, der med en enorm detaljegrad genskaber NASA’s mislykkede mission til Månen.

Pictorial Press Ltd/Imageselect

Den 11. april 1970 kl. 19.13 lettede Apollo 13-missionens rumskib. Ombord var astronauterne James Lovell, John Swigert og Fred Haise. Få dage senere skulle de planmæssigt gøre Apollo 11- og Apollo 12-missionerne kunsten efter og lande på Månen.

Det var mindre end et år siden, at Neil Armstrong som det første menneske nogensinde satte sin fod på Månens overflade, men da Apollo 13 fløj ud af Jordens atmosfære, var befolkningens interesse allerede aftaget betydeligt.

Ni måneder tidligere havde en halv milliard seere verden over siddet klistret til skærmene, da Apollo 11’s landingsmodul ramte Månen. Nu gad TV-kanalerne ikke engang rydde sendefladen for et par minutters optagelser inde fra Apollo 13. Missionen til Månen var blevet kedelig.

Se traileren til “Apollo 13”

Men få minutter efter at astronauterne slukkede kameraet den 13. april 1970, skete der noget, som snart skulle få hele verdens opmærksomhed. En fejl fik en af ilttankene til at eksplodere, så den ene side af rumskibets servicemodul blev flænset i stykker.

Eksplosionen afbrød strømmen i store dele af rumfartøjet, og pludselig var det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt de tre astronauter ville lande på Månen, men om de nogensinde ville sætte deres fødder på Jorden igen. Som astronauten Jack Swigert køligt sagde det over radioen til NASA’s kontrolrum:

“Houston, vi har haft et problem her”.

© Universal Pictures

Filmen: Hjemmelavet filter redder astronauterne

Da niveauet af giftig kuldioxid stiger til faretruende højder i månelandingsmodulet, får de tre astronauter hjælp fra NASA’s ingeniører til at bygge et nyt kemisk filter, der kan supplere de to, de har i forvejen.

© NASA

Virkeligheden: Filter bestod af sure sokker og tape

Astronauterne byggede det nye rensningsfilter af bl.a. følgende materialer: To litium-hydroxid-beholdere, to plastikposer, en rulle gaffatape, to slanger, to sokker og en elastik.

Katastrofe blev succeshistorie

Apollo 13’s farefulde færd mod Månen er det stof, som store dramaer er gjort af. Det er derfor ikke overraskende, at Hollywood i 1995 valgte at forvandle den mislykkede Måne-mission til det neglebidende drama “Apollo 13” med Tom Hanks, Kevin Bacon og Bill Paxton i hovedrollerne. Filmen kan lige nu ses på Netflix.

Katastrofen endte som en succeshistorie for NASA og beviste, at USA som nation kunne overvinde selv de største problemer gennem samarbejde, kølig kommunikation og viljen til at løbe en risiko. Som flyvelederen Gene Kranz sagde det fra NASA’s kontrolcenter: “Fiasko er ikke en mulighed”.

Trioen ombord på Apollo 13 overlevede mod alle odds problemer som ekstrem kulde, kuldioxidforgiftning og et defekt varmeskjold og landede sikkert på Jorden igen den 17. april.

© Universal Pictures

Filmen: “Houston, vi har et problem”

Da en af ilttankene eksplodere, så Apollo 13’s servicemodul bliver delvist ødelagt, ytrer James Lovell de udødelige ord: “Houston, vi har et problem”.

© The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Virkeligheden: “Houston, vi har haft et problem her”

I virkeligheden lød den berømte sætning til NASA’s kontrolrum: “Houston, vi har haft et problem her”. Og beskeden kom ikke først fra James Lovell, men Jack Swigert.

For holdet bag filmen syntes fiasko heller ikke at være en mulighed. Baseret på James Lovells erindringer, “Lost Moon: The Perilous Voyage of Apollo 13”, gik instruktør Ron Howard og resten af filmholdet til “Apollo 13” med en mission om at genfortælle historien så autentisk og faktuelt korrekt som overhovedet muligt.

Rumfartøjet blev genskabt med så stor en sans for selv de mindste detaljer, at selv James Lovell måtte overgive sig, da han trådte ind i Apollo 13-modellen. “Det er helt fantastisk. Instrumentpanelerne, displayet, det hele er genskabt fuldstændig som i virkeligheden”, udtalte han til The New York Times.

Dialogerne er – med få undtagelser – taget direkte fra James Lovells egen bog, og når skuespillerne svæver rundt i rumskibet uden tyngdekraft, er der ikke brugt billige Hollywood-effekter. Scenerne blev filmet ombord på de test-fartøjer, som NASA’s ægte astronauter sendes op i, når de skal trænes i at være i vægtløs tilstand.

© Photo 12/Imageselect

Filmen: Mislykket Måne-mission bliver Lovells sidste

James Lovells mission til Månen skal være kulminationen på en lang karriere som astronaut. Efter nærdødsoplevelsen på Apollo 13-missionen lægger han rumdragten på hylden.

© NASA Human Space Flight Gallery

Virkeligheden: Lovell blev teledirektør

Apollo 13 blev ganske rigtig sidste gang, James Lovell satte sine ben i et rumfartøj. Han blev senere direktør for teleselskaberne Fisk Telephone Systems og Centel.

Selv de øjeblikke, der føles konstruerede, er autentiske. Da James Lovells kone, Marilyn, taber sin vielsesring ned i afløbet samme morgen som opsendelsen, vil nogle måske tage sig til hovedet over den tykke symbolik, men ifølge Marilyn Lovell selv var det, præcis hvad der skete.

Det samme er det dramatiske højdepunkt i filmen, hvor astronauterne med hjælp fra NASA-holdet i Houston bygger et filter ud af bl.a. sokker og tape, som kan rense luften for den giftige kuldioxid, der hober sig op i månemodulet. Det virker som Hollywood-dramatik opfundet til lejligheden, men sekvensen er gengivet, fuldstændig som den udspillede sig i virkeligheden.

“Apollo 13” er med NASA-videnskabsmanden Rick Elphics ord “en af de mest korrekte gengivelser af rumrejser nogensinde”.

De få hår i suppen, der dukker op undervejs – astronauterne mødtes fx aldrig hos James Lovell og så Månelandingen i 1969 sammen, som det fremgår af filmen – er ikke nok til at ødelægge indtrykket af “Apollo 13” som et af de mest autentiske historiske dramaer nogensinde begået på film.

HISTORIEs dom: 6/6 stjerner.