I 1993 gav Israels premierminister Yitzhak Rabin og Yasser Arafat, formanden for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), hinanden hånden foran Det Hvide Hus i Washington. De havde netop underskrevet en fredsaftale.
Billedet af håndtrykket, og den smilende præsident Clinton i baggrunden, gik verden rundt. Men kun de færreste kender til de hemmelige forhandlinger på et norsk gods, der gik forud for den historiske aftale.
Den mangel forsøger HBO-filmen “Oslo” at rette op på. I begyndelsen af 1990’erne var det norske ægtepar, diplomaterne Mona Juul og Terje Rød-Larsen, værter for en række møder mellem israelske og palæstinensiske repræsentanter gennem uofficielle kanaler. Forhandlingerne stod på i ni måneder og førte til Oslo-aftalen, der for en kort stund skabte tro på fred i Mellemøsten.
Se traileren til “Oslo”
Mere gætværk end gedigne fakta
“Oslo” inviterer seeren ind bag de lukkede døre på godset Borregaard i det sydlige Norge, hvor møderne fandt sted.
På papiret er det en interessant idé, at zoome ind på det diplomatiske arbejde, der gik forud for den historiske aftale. Problemet er bare, at skildringen af forhandlingerne i sagens natur baserer sig mere på gætværk end fakta. Emnet er så sprængfarligt, at det i årevis er blevet holdt hemmeligt præcis hvad der skete.
I 2001 skulle den norske historiker Hilde Waage skrive en detaljeret gennemgang af Norges rolle under forhandlingerne og fik adgang til alt klassificeret materiale i det norske udenrigsministerium.
Til hendes store forbløffelse var der ikke så meget som en lap papir fra tidsrummet januar til september 1993, hvor møderne foregik. Arkiverne var som støvsuget og reelt er det stadig kun er de implicerede parter, der ved, hvad der udspillede sig ved forhandlingsbordet.
Ægtepars rolle overdramatiseres
Filmen: Nordmænd leder forhandlingerne
Mona Juul og ægtemanden Terje Rød-Larsen spiller en afgørende rolle under hele processen. Juul får bl.a. parterne tilbage til forhandlingsbordet, efter at de sent i forløbet river aftaleudkastet i stykker.
Fakta: Ægtepar reddede ikke aftalen
Kun de færreste ved, hvor stor en rolle, det norske ægtepar spillede i forhandlingerne. Der er dog intet som tyder på, at Juul reddede forhandlingerne i 11. time, som filmen skildrer det.
Instruktøren Bartlett Sher og manuskriptforfatteren J.T. Rogers indrømmer da også, at der er tale om et “fiktionaliseret” forsøg på at gengive hændelserne.
Til filmens forsvar handler “Oslo” om de mennesker, som var med til forhandlingerne, og holder sig fra at opfinde en masse nye karakter. Fokus på Juul og Rød-Larsen er også interessant og heller ikke forfejlet, da ægteparret var årsagen til de hemmelige møder kom i stand.
Men selve forhandlingerne, som fylder stort set hele filmen, har ikke den store bund i virkeligheden – andet end at vi ved, de fandt sted.
Det mærkes tydeligt, at filmen bygger på J.T. Rogers tre timer lange teaterstykke “Oslo”. Filmen føles som et kammerspil og vi kommer sjældent væk fra godset, hvor bølgerne til tider går højt mellem parterne.
Håbefuld slutning er bittersød
Filmen: Aftale baner vej for palæstinensisk stat
Da parterne giver håndtryk på Osloaftalen er håbet om fred stærkt. Som Mona Juul proklamerer til slut: “Der er etableret en palæstinensisk stat og taget skridt i retning af en fredsaftale mellem Israel og Jordan.”
Fakta: Palæstina kæmper stadig for anerkendelse
Den palæstinensiske stat blev aldrig officielt etableret, i stedet regeres Palæstina af en såkaldt selvstyremyndighed. Israel nægter fortsat at anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
Vi får aldrig at vide, hvorfor netop Mona Juul og Terje Rød-Larsen bliver værter for forhandlingerne. Faktisk lærer vi ikke rigtig noget om det norske ægtepar. Deres baggrund, personligheder og motiver kommer aldrig for alvor frem i lyset. De ender næsten som statister i deres eget politiske teater.
Det ville være oplagt i højere grad at skildre, hvad disse forhandlinger egentlig betød for indbyggerne i Israel og Palæstina. Hvilket også ville kunne give filmen historisk tynge – i stedet for at være rent gætværk – men det sker meget sjældent. Den fem år lange Intifada, der gik forud for møderne i Oslo, og som kostede over tusind mennesker livet, bliver fx kun nævnt i få vendinger. Derfor er det svært at få en fornemmelse af, hvor meget der er på spil bag godsets lukkede døre.
Forhandlerne kan ikke kende sig selv
Filmen: Der skændes voldsomt
De stridende parter fra PLO og den israelske regering råber og skriger af hinanden under forhandlingerne. På et tidspunkt kommer PLO-forhandleren Ahmed Qurei til at slå Rød-Larsen ned.
Fakta: Forhandlerne hævede sjældent stemmerne
I et interview har den israelske advokat Joel Singer sagt: “Under Oslo-forhandlingerne var der ingen, som hævede stemmerne. Vi er blevet forvandlet til stereotyper, der råbte og skreg”.
Kedeligt kammerspil uden tyngde
Den israelske jurist Joel Singer spillede en afgørende rolle under de hemmelige forhandlinger i Oslo. Da han havde set teaterforestillingen, som HBO-filmen “Oslo” er baseret på, var han nådesløs i sin kritik:
“Selvom de påstår, at stykket er baseret på omfattende research, er der nærmest ingen forbindelse mellem det, du ser på scenen, og det, der rent faktisk skete i virkeligheden”, sagde han.
Men det er ikke filmens eneste forbrydelse. “Oslo” reducerer de historiske forhandlinger mellem Israel og Palæstina til et kedeligt kammerspil uden politisk eller historisk dybde, og det er den komplekse konflikt i Mellemøsen ærlig talt ikke er tjent med.
