Fortiden får nyt liv på få sekunder

I 1897 rejste de franske brødre Auguste og Louis Lumière fra Paris til Liverpool. I bagagen havde de deres banebrydende cinematograf – et kamera, der både kunne optage og fremvise levende billeder.

Brødrene stillede kameraet op på den travle hovedgade Lime Street i Liverpool. I baggrunden tårner St. John’s Church sig op, og en strøm af mennesker og hestevogne glider forbi linsen.

De historiske optagelser var de første levende billeder af Liverpool – og en af de første filmoptagelser nogensinde.

For den moderne beskuer kan det være svært at mærke bylivet, som kameraet dengang indfangede. Billederne er i sort-hvid, og lyden af klaprende hestehove og talende mennesker er totalt fraværende.

I dag, 125 år senere, har de historiske klip imidlertid fået en digital makeover. Nu er billederne i farver, og lydene fra det pulserende byliv strømmer ud af højttalerne. Liverpools Lime Street anno 1897 har fået helt nyt liv.

Manden, der har vakt de gamle optagelser til live, er en 45-årig historielærer ved navn Lee Rymill, der er bosat i Liverpool. I sin fritid driver han hjemmesiden www.historyofliverpool.com, der beskriver byens historie.

Se Liverpools travle gadeliv anno 1897:

Under corona-nedlukningen besluttede Lee Rymill sig for at puste liv i Lumière-brødrenes gamle sort-hvide optagelser fra Liverpool ved hjælp af gratisprogrammet DeOldify. Softewareprogrammet er baseret på en underkategori af kunstig intelligens kaldet deep learning.

Programmet kan genkende forskellige objekter i en video – fx mennesker, heste og biler – og farvelægge dem ud fra lagret viden om, hvilken farve ting typisk har.

“Softwaren indeholder en database med millioner af billeder, som den ‘lærer’ fra. Når jeg kører de sort-hvide klip fra Lime Street gennem programmet, analyserer den kunstige intelligens objekterne i billederne og krydsrefererer med sin database af lignende objekter i farver”, forklarer Lee Rymill til HISTORIE.

“Softwaren ved altså, at himlen er blå, skyerne er hvide, og hestene sandsynligvis er brune, hvorefter den automatisk farvelægger billederne ud fra disse oplysninger”, siger Lee Rymill.

Programmet virker på sekunder og anses af mange for en teknisk landvinding. Men den nye teknik kan også risikere at devaluere de historiske film, frygter kritikere.

Film blev håndmalet

Farvelægning af sort-hvide film begyndte, få år efter at Lumière-brødrenes cinematograf fik sit gennembrud i 1895. Blot to år efter specialiserede fx franske Élisabeth Thuillier sig i at farvelægge de nye biograffilm med håndkraft. Det var en ekstremt tidskrævende proces, hvor hvert eneste billede fik påført farve med tynde pensler.

Thuillier hyrede derfor 200 kvinder til opgaven. Hver farvelægger havde ansvaret for én farve, som hun påførte det enkelte billede. Herefter sendte hun billedet videre til den næste kvinde med ansvar for en ny farve.

I 1970 opfandt den canadiske ingeniør Wilson Markle en metode til digitalt at sætte kulør på de optagelser, som var blevet bragt hjem fra Månen året før. Ved hjælp af computere blev optagelsernes gråskalaer “oversat” til forudbestemte farver. Arbejdet var dog relativt enkelt, eftersom måneoptagelserne ikke var sindsopvækkende forskellige farvemæssigt.

Langt besværligere var det, da filmindustrien snart efter begyndte at farvelægge gamle spillefilm med masser af mennesker. Filmene blev digitaliseret, hvorefter farvelæggerne afgrænsede forskellige områder på billederne og valgte en farve til dem.

Computeren sørgede så selv for at skabe de mørke og lyse farvetoner ud fra lysindholdet på den oprindelige film, ligesom den dannede de nødvendige overgange mellem farverne.

Det var også den teknik, historielæreren Lee Rymill oprindeligt brugte, når han ville vække fortiden til live med kulører.

Kunstig intelligens gør arbejdet

For år tilbage begyndte Lee Rymill at farvelægge sort-hvide fotos fra sit familiealbum i fotoprogrammet Photoshop.

“Det var et langsommeligt arbejde, hvor jeg kopierede de oprindelige fotos ind i Photoshop i adskillige lag. Når jeg farvelagde en persons ansigt, fjernede jeg alle andre elementer i billedet og påførte en hudfarve på deres ansigt manuelt. Den samme proces gentog sig så i de andre lag, hvor jeg påførte farver til tøj, hår og lignende”, forklarer han.

Ifølge Rymill satte han en ære i at vælge de helt korrekte farver.

“Jeg brugte lang tid på at researche på tidsperioden – fx hvilke tøjfarver der typisk blev brugt dengang – for at gøre fotoet så virkelighedstro som muligt”, fortæller han.

Nu overlader han farvedetaljerne til den kunstige intelligens og koncentrerer sig i stedet om at tilføje lyd til filmene. I optagelserne fra Liverpool har han fx tilføjet lyden af hestehove, der rammer brosten, samt lyden af stemmer på gaden.

Lydene har Lee Rymill fundet på internettet og klippet ind i de originale optagelser. Til tider optager han dog også selv lyde.

“I et af klippene fra Liverpool står en dreng på gaden og sælger aviser. Drengen har ca. samme alder som min søn, så jeg fik ham til at indtale avisdrengens stemme. I et andet klip holder en mand en tale for nogle soldater. Dér er det min stemme. Jeg fandt den originale tale på internettet og indtalte den selv”, siger han.

Lee Rymills videoer har fået flere hundrede tusind visninger på YouTube, og han er sikker på, at videoerne aldrig var nået så bredt ud, hvis ikke han havde givet dem en moderne farvelægning.

Ikke alle er dog enige i, at trenden er en god idé.

Historikere er bekymrede

Farvelægningen af historiske filmklip har åbnet mange menneskers øjne op for fortiden, men farverne har også fået flere historikere op af stolene.

Et af problemerne er, at de nye farvelægningsprogrammer ikke har nogen historisk viden. Ofte sker det, at fx soldater fra verdenskrigene får forkerte uniformsfarver, der måske ligefrem tilhørte fjenden. I andre tilfælde har algoritmerne givet forkerte øjenfarver eller ansigtskulør.

Mest udbredt er dog problemerne med tøjets farver. Her er programmerne nødt til at gætte på den originale farve, og de gætter meget konservativt.

I Lee Rymills Liverpool-film får nutidens beskuer fx indtryk af, at Liverpools indbyggere anno 1897 stort set alle iklædte sig tøj i samme blå-lilla nuance. Sådan forholder det sig naturligvis ikke, men programmet tager det sikre valg og giver dermed et misvisende indtryk.

Da instruktøren Peter Jackson i 2018 præsenterede den stort anlagte – og farvelagte – 1. verdenskrigs-dokumentar “They Shall Not Grow Old”, havde holdet bag sørget for, at uniformerne fik den helt rigtige farve.

Alligevel fik “They Shall Not Grow Old” kritik af Luke McKernan, der er kurator for levende billeder ved British Library – den britiske kulturarvs største vogter.

“Hvis vi vil tilskynde nye generationer til at forstå, hvad krigen betød, skal vi vise filmklippene, som de blev lavet. Det kræver en større indsats at sætte sig ned og studere de originale optagelser, men det er netop igennem denne indsats, at en dybere forståelse for krigen opstår. Uden den indsats opstår der ingen ægte sympati, kun falske følelser. Film, der ser ud, som om de er optaget i sidste uge, hører kun til i sidste uge”, skrev han på sin blog.

Farvelægning skaber interesse

Fotohistoriker og lektor ved Aarhus Universitet Lars Kiel Bertelsen er ikke enig i kritikken af Jacksons film.

“Det er forkert at kritisere Peter Jackson og YouTube-amatørerne for at pille ved historien. Først og fremmest skaber de jo en enorm interesse for de originale optagelser. Og det er for mig at se dét, som denne tendens handler om. Det handler ikke om at forfalske historien, men om at vække den til live for nye generationer”, forklarer han.

Kiel sammenligner farvelægningen af historiske filmklip med opdateringer af H.C. Andersens klassiske eventyr.

“Hvis vi ikke løbende opdaterer sproget, så mister teksterne også deres appel. Ingen orker at læse H.C. Andersens eventyr, som de oprindeligt var skrevet i 1800-tallet. Sproget skal have lov til at udvikle sig over tid, og det samme gør sig gældende for historiske fotos og videoer”, siger han.

Lars Kiel slår dog fast, at det er vigtigt at værne om de originale filmklip.

“De originale optagelser ligger jo stadig som celluloidfilm et eller andet sted i en fryser, og det skal de blive ved med at gøre. Men det betyder ikke, at vi skal afholde os fra at pille ved dem og lege med dem. Hvis farvelægning kan være med til at få nye generationer til at interessere sig for historiske filmklip, er det jo kun positivt”, siger Lars Kiel.

Samme holdning har Lee Rymill fra Liverpool:

“Jeg forstår udmærket kritikken af, at jeg går ind og manipulerer historien. Men for mig at se bringer jeg den til live for et nyt publikum, som ellers aldrig ville have set optagelserne. Og det synes jeg er en gyldig grund til at manipulere med historiske filmklip. Hvis Lumiére-brødrene kunne have filmet Liverpool i farver og med lyd for 100 år siden, så havde de jo også gjort det”.