Fransk tryllekunstner opfandt de levende billeder

Fra støvlemager til tryllekunstner

Havde det været op til faren, den parisiske støvlefabrikant Jean-Louis-Stanislas Méliès, så var Georges Méliès aldrig blevet filmskaber.

Da den senere filmmager kom til verden en vinterdag i 1861, glædede faren sig nemlig over at have fået endnu en hjælper til sin støvlefabrik.

Méliès var imidlertid temmelig ligeglad med skotøj. Allerede som syvårig viste han talent for tegning og dukketeater, og han drømte om at komme ind på den parisiske kunstskole – École des Beaux-Arts – for at blive maler.

For Méliès’ far var kunstnerdrømmene det glade vanvid. Han nægtede derfor at støtte sønnen økonomisk, medmindre han indgik i familiebedriften.

Méliès indvilgede på én betingelse: Maleren Gu­stave Moreau skulle give ham privatlektioner. Faren accepterede.

Efter et par år på fabrikken blev Méliès i 1884 sendt til London for at knytte kontakter til den engelske skobranche.

I sin fritid lod den unge franskmand sig underholde af de teaterforestillinger, der ikke krævede de store sprogkundskaber – varieté og pantomime. Inspireret af førstnævnte fik Méliès selv lyst til at give sig i kast med trylleriet, der hurtigt fortrængte maleriet som hans foretrukne hobby.

Han opsøgte John Nevil Ma­ske­lyne, en af datidens største britiske magikere, for at lære af ham.

Méliès vendte efterfølgende hjem til Paris med kufferten fuld af tricks. Her blev han i 1885 gift med Eugénie Genin, en datter af et par velhavende familievenner, og slog sig ned i bydelen Montreuil.

Meget tyder dog på, at ægteskabet var motiveret af en klækkelig medgift. Méliès tilbragte nemlig mere tid sammen med elskerinden Jehanne d’Alcy, som blev stjernen i flere af hans film.

Tre år efter brylluppet lod faren støvlefabrikken gå i arv. Méliès skyndte sig at sælge sin tredjedel til sine brødre, og for pengene købte han et teater. Stedet var som skabt til tryllerier.

Der var faldlemme, indviklede hejseapparater og mekaniske robotter, der kunne underholde publikum mellem tryllenumrene.

Méliès udviklede efterhånden 30 storslåede illusioner til sit teater, bl.a. en, hvor et skelet tilsyneladende stak af med en levende mands hoved, så det løb koldt ned ad ryggen på publikum.

Paris rammes af filmfeber

Den 28. december 1895 oplevede den 34-årige franskmand for første gang en film. Brødrene Auguste og Louis Lu­mi­ère havde nemlig indbudt ham til Grand Café, hvor de henrykkede Paris med en af historiens første offentlige fremvisninger af levende billeder.

“En hestevogn begyndte at køre mod os, fulgt af andre køretøjer og fodgængere – kort sagt al gadens larm og leben. Vi sad der med åbne munde, uden at sige ét ord, fyldt af forbløffelse”, skrev Méliès i sine memoirer.

Méliès bød med det samme 10.000 franc, ca. 170.000 kr. i dag, for brødrenes filmfremviser – cinematografen.

De afslog tilbuddet, men Méliès lod sig ikke slå ud. Han tog til London, hvor han for 1.000 franc købte en efterligning af en anden filmfremviser – Thomas Edisons kinematoskop.

Franskmanden lagde derefter alle kræfter i at udvikle sin egen projektor, som han kaldte kinetografen.

I forsommeren 1896 debuterede Méliès med kortfilmen Une partie de cartes (Et spil kort). Den 17 m lange filmstrimmel var blevet til i hans have i Montreuil.

På under ét minut så det måbende publikum Méliès, broren Gaston og en tredje herre spille kort og ryge cigarer.

De hyggelige hverdagsscener var dog kun det første skridt for Méliès.

Méliès bygger det første filmstudie

I slutningen af 1800-tallet begyndte forlystelsesparkerne i Paris at anskaffe filmfremvisere. Dermed fik Méliès et marked til sine film, som nysgerrige mennesker myldrede ind for at tage i øjesyn.

Den franske filmproducent arbejdede derfor konstant med at forbedre sit produkt. I 1897 byggede han Europas første filmstudie, et 17 m langt glashus i sin have, og stiftede filmselskabet Star Film.

Den elektriske scenebelysning var da endnu i sin vorden, så Méliès blev tvunget til at filme fra kl. 11 til 15, hvor sollyset var stærkest.

Hvis han ville dæmpe lyset, foregik det via persienner oppe under loftet.

Bygningen var i øvrigt fyldt med meget af det samme illusions-tilbehør, som han havde brugt i teatret – deriblandt faldlemme, trisser og hejseværk.

På 15 år producerede Star Film hele 520 film. Méliès spillede selv hovedrollen i en række af produktionerne, der spændte over så forskellige genrer som dokumentar, erotik og science fiction.

I 1898 hjalp hans datter Georgette ham med at projicere en af Europas første reklamefilm – der skulle sælge en whisky – op på udvalgte bygninger i Paris.

I reklamefilmen ses en række malerier med afbildede personer. I løbet af filmen blev de levende og steg ud af malerierne for at tage sig en tår whisky.

Effekterne fremstilles i et drivhus

Méliès’ grænseløse fantasi sprængte fuldstændigt rammerne for, hvad der med datidens teknologi blev troet muligt.

Kameraet – der larmede så meget, at Méliès kaldte det for “kaffemøllen” – var et ubevægeligt skrummel uden zoom. Han måtte derfor bruge al sin kreativitet for at lave scener, der i dag nemt ville kunne filmes med en mobiltelefon.

Kulisser blev skubbet omkring på hjul, ramper blev brugt til at skabe dybde, og skuespillerne blev sminket med masser af hvid og sort ansigtsmaling for at øge kontrasten i billedet.

I filmen Faust aux enfers (Faust i helvede) falder to mænd tilsyneladende ned i en afgrund. I virkeligheden bevægede Méliès’ folk baggrunden, mens mændene var hængt op med snore.

Franskmanden var også en pioner i brugen af miniaturer. Fx fremstillede han i 1902 en vulkan-model til en nyhedsfilm om et udbrud på den caribiske ø Martinique.

Med datidens udstyr kunne Méliès imidlertid kun lave 20 m film ad gangen. Ønskede han at fortælle en længere historie, var det nødvendigt at klippe filmstrimlerne sammen.

Processen krævede fingersnilde for at undgå, at det færdige produkt blev fyldt med ujævne overgange mellem de enkelte filmstrimler.

Det var især som klipper, at Méliès revolutionerede filmen, og flere af hans metoder er stadig i brug.

Magikeren opfandt stop-motion

En af Méliès’ mest berømte teknikker var det såkaldte stop-trick. Han afbrød filmen, ændrede en detalje og fortsatte så med at filme.

Det var forløberen for den moderne stop-motion-film, hvor fotografen – i modsætning til Méliès – standser efter hvert enkelt billede.

I film som Escamotage d’une dame (En dames forsvinden) fra 1896 bliver en kvinde først til luft for så at blive til et skelet og til sidst en kvinde igen.

Méliès fik idéen ved et tilfælde en dag, hvor hans kamera gik i stykker foran Paris’ opera. Efter at have løst problemet fortsatte han med at filme, hvilket resulterede i, at en bus blev til en ligvogn og mænd til kvinder.

For at skabe bløde overgange mellem klip brugte Méliès det, som i dag kaldes en overblænding. Dvs. at ét klip tones ned, samtidig med at det næste klip tones op, så publikum i et kort nu ser begge klip oven i hinanden.

Méliès blev også en mester til multieksponering – kunsten at filme flere gange på den samme filmstrimmel.

På franskmandens tid havde et filmkamera ingen motor, så et håndsving fik strimlen til at køre gennem det.

Méliès selv brugte en metronom, som hjalp ham med at holde en jævn rytme, og samtidig talte han håndsvingets omdrejninger for at holde øje med, hvor han var i filmen.

Det var vigtigt, hvis en scene skulle sættes ind et bestemt sted på filmstrimlen.

Et eksempel er filmen L’Homme-orchestre (Enmandsorkestret) fra år 1900. Heri filmede Méliès sig selv flere gange i det samme rum, så en hel række kopier af ham til sidst sad og spillede på instrumenter.

Franskmanden blev dermed den første til at “klone” sig selv på film.

På Méliès’ tid blev film typisk vist med 16 billeder i sekundet og havde hverken lyd eller farve.

Den tidligere tryllekunstner ansatte derfor en flok kvinder til at male direkte på udvalgte filmruller, så han kunne sælge dem som farvefilm!

Dyre produktioner dræner kassen

I de første otte-ni år skovlede Star Film penge ind. Méliès åbnede i 1903 et kontor i USA for at handle med de amerikanske selskaber, der forsøgte at kopiere hans film – uden at betale ham for det.

I 1905 opførte Méliès et nyt studie ved siden af det første. Omtrent på denne tid begyndte det uheldigvis at gå ned ad bakke.

Franskmanden var simpelthen for perfektionistisk, og han blev efterhånden overhalet indenom af sine mere skødesløse konkurrenter.

I 1905 spyttede rivalen Charles Pathé 18 film ud pr. måned – mens der kun kom to stk. fra Star Film. Méliès’ film var desuden langt dyrere at producere.

Også i USA, hvor opfinderen Edison prøvede at monopolisere markedet, sank Méliès’ salgstal. En ny aftale med amerikanerne forpligtede Star Film til at levere 300 meter film pr. uge.

I 1908 producerede Méliès således tre gange så mange film, som han plejede, men tabte stadig penge.

Da en ny ordning i 1909 gjorde, at de franske tivolier kunne leje film i stedet for at købe dem, var enden nær for Star Film. Méliès formåede ikke at tilpasse sig de nye tider.

Filmene ender som støvlehæle

I 1911 var Star Film næsten konkurs, hvorfor Méliès med stor bitterhed måtte opgive sin kunstneriske selvstændighed for i stedet at arbejde for Pathé.

Året efter døde hans hustru Eugénie Genin. Hun var dog for længst gledet i baggrunden i forhold til Jehanne d’Alcy, som Méliès hurtigt giftede sig med.

Efterhånden gik Méliès’ filmproduktion dog i stå, indtil den 62-årige filmskaber i 1923 måtte overlade sit filmstudie til Pathé, som han havde lånt penge af.

De følgende år arbejdede Méliès ved forskellige varietéscener og i en legetøjsbutik ejet af Jehanne.

I 1931 blev han tildelt Æreslegionen, Frankrigs fornemste orden, der kun uddeles til de mennesker, som har ydet en ekstraordinær indsats for den franske nation.

Samtidig fik han fans blandt de yngre filminstruktører, som opsøgte den gamle mester for at få tips og tricks. Således nåede Méliès at høste en smule anerkendelse, inden han døde af kræft i 1938.

Knap så megen respekt udviste de franske soldater imidlertid over for filmtroldmandens kreationer.

Under 1. verdenskrig plyndrede de i 1917 hans arkiv, hvor de beslaglagde ca. 400 film.

Støvlemagersønnens rablende billedfantasier blev omsmeltet til celluloid, der, ironisk nok, skulle bruges i fremstillingen af støvlehæle. Derfor eksisterer kun 170 af Méliès’ mere end 520 film i dag.