HISTORIE anmelder: Allied

I det sydlige Marokko lander en mand sikkert med faldskærm i Saharas ørken. Han bruger et øjeblik på at spejde ud over det øde landskab, indtil en bil henter ham, og kører ham ind til Casablanca.

Manden er den hemmelige agent Max Vatan (Brad Pitt), der skal mødes med den franske agent Marianne Beauséjourder (Marion Cotillard). Sammen har de fået til opgave at dræbe landets magtfulde nazistiske ambassadør.

Marokko er under den franske Vichy-regerings kontrol ­– og det vrimler med nazister og mistænksomme øjne overalt.

Marianne har tidligere kunnet sno hele den marokkanske elite om sin lillefinger, men Max er ikke i samme liga, når det kommer til spionernes spil, og de to agenter må spille på alle tangenter for at få deres dækhistorie som ægtepar til at virke troværdig.

Som dagene går i den højspændte situation, bliver spillet for galleriet dog erstattet af ægte og stærke følelser. Efter missionen er overstået, slipper parret væk på et hængende hår og flygter til England, hvor Max på trods af talrige advarsler fra sine overordnede gifter sig med Marianne.

Her lever de lykkeligt, indtil det kommer frem, at der er en spion i London, som sender klassificerede oplysninger tilbage til nazisterne i Berlin.

Den britiske efterretningstjeneste kan ikke forestille sig, at disse oplysninger skulle komme fra andre end Marianne. Max nægter at tro det, men hvor meget ved han egentlig med sikkerhed om sin kone, udover at hun er effektivt trænet i løgn og bedrag?

Tilbage til Hollywoods guldalder

Sådan lyder plottet i Allied i korte træk. Det er svært at kalde plottet nyskabende, men man får også hurtigt fornemmelsen af, at det absolut heller ikke er meningen.

Allied er ikke bare en historisk film, som foregår under 2. verdenskrig, men også et kærlighedsbrev til de romantiske spionthrillere fra Hollywoods guldalder i samme periode.

Alfred Hitchcock må med film som Notorious (1946) og North by Northwest (1959) nok betegnes som genrens mester, men der er ingen tvivl om, at det især er den udødelige klassiker Casablanca (1942), producenterne gerne vil lede tilskuerenes tanker hen på.

Begge film skildrer kampen mod nazismen og franske kollaboratører i den Vichy-kontrollerede by, og det virker ikke helt tilfældigt, at Allied foregår i 1942, samme år som Casablanca fik premiere.

I både plot, opsætning og filmteknik gør filmen meget for at efterligne og til dels modernisere gamle filmiske virkemidler, og selvom Allied måske ikke ligefrem kan kaldes en ny Casablanca, har filmen held til at skabe en fortælling, der er klassisk uden at blive kedelig.

Millionerne springer frem på lærredet

Et aspekt, hvor samspillet mellem det klassiske og det moderne er lykkes særligt godt, er i filmens visuelle side. Lige meget, om der er tale om et goldt ørkenlandskab, en gadecafé i Marokko eller en nedslidt lejlighed i London, er Allied proppet med smukke billeder.

Især filmens scenografi er en fryd at opleve. Der er kælet for selv de mindste detaljer, så alt lige fra lamper og stikkontakter til biler og kostumer føles gennemtænkt og medvirker til at skabe et meget realistisk tidsbillede.

Scenografi er et filmteknisk aspekt, som har en tendens til at blive taget for givet af tilskuerne, men netop i en film som Allied viser, hvor vigtigt god scenografi kan være, ikke mindst i historiske film.

Man kan virkelig se, hvor millionbudgettet er blevet brugt, og den gennemførte scenografi lader kameraet, så vel som tilskuerens blik, bevæge sig frit rundt i filmens historiske univers uden nogensinde at blive mødt med lette løsninger.

Parforhold uden lige arbejdsindsats

Skuespillet fra Marion Cotillard er et andet af filmens højdepunkter. Hun spiller Marianne som en kvinde, der kan skifte mellem farlig femme fatale og sød hjemmegående husmor ligeså let, som hun veksler mellem fransk og engelsk.

Anden halvdel, hvor filmen går fra at være et spiondrama til en mere traditionel thriller, fungerer primært pga. denne dobbelthed, der konstant har været i Mariannes adfærd, hvilket både skaber en usikkerhed hos hendes mand, så vel som hos publikum.

Skuespillet er desværre også udtryk for filmens værste aspekt, og hans navn er Brad Pitt.

Pitt forsøger umiddelbart at skabe en form for stoisk helt i bedste Cary Grant-stil, men formår kun at virke følelsesløs og totalt uinteresseret i at være tilstede, når han dukker op på lærredet.

Den mangelfulde præstation bliver kun tydeligere af, at han spiller overfor eminente Cotillard, der når banen rundt flere gange, før han overhovedet er ude af starthullerne.

Hvis Pitt og Cotlillard havde en affære på settet, som mange sladderblade rapporterede for nogle måneder siden, må det have været verdens kedeligste oplevelse. For Pitt sørger desværre også for, at kemien mellem det forelskede par kan måles på en meget lille skala.

Brad Pitts præstation er det store skår i glæden i en ellers ganske vellykket film. Især første halvdel i Allied er præget af smukke billeder og veksler godt mellem spænding og action, hvorimod anden halvdel, som fokuserer mere på Max og hans jagt efter sandheden, til tider er lidt lang at komme igennem.

Selvom plottet naturligvis er dramatiseret, skal filmen også roses at skabe et særdeles realistisk tidsbillede fra 2. verdenskrig efter en skabelon, som vi kun sjældent ser nu om dage.