Vi giver "Hacksaw Ridge" 5 ud af 6 jordkloder
Hovedperson i Hacksaw Ridge er den unge amerikaner Desmond Doss (Andrew Garfield), en stærkt troende syvendedagsadventist, der nægter så meget som at røre ved et våben, men alligevel ønsker at kæmpe for sit land. I stedet for at tage liv, vil Desmond redde dem som sygehjælper på slagmarken.
Der er dog ikke den store forståelse for Desmonds pacifistiske livssyn i den amerikanske hær. De andre rekrutter ser ham som en kujon, og delingsføreren prøver igennem både fysisk og psykisk afstraffelse at tvinge den unge mand til enten at opgive sine religiøse idealer eller indrømme, at han ikke har, hvad der skal til for at være en god soldat.
Men den stålfaste unge mand viger aldrig i sin tro, og får til sidst lov til at blive sendt i krig sammen med resten af sin deling.
De skal til Okinawa i de sidste måneder af 2. verdenskrig, hvor tusindvis af fanatiske japanske soldater venter dem på bjergskråningen Hacksaw Ridge.
I det inferno af blod og ødelæggelse, der møder soldaterne i kampen om det lille stykke land, viser Desmond, at det ikke nødvendigvis kræver våben at være en god soldat. Hans enorme mod gør ham bl.a. i stand til at redde 75 soldaters liv, imens eksplosioner og kugler regner om ørene på ham.
Sandheden ifølge Mel Gibson
Inden denne fantastiske fortælling ruller sig ud, starter Hacksaw Ridge med sætningen: “En sand historie”. Det må siges at være store ord ikke mindst fra den kontroversielle instruktør og skuespiller Mel Gibson, som i sine tidligere historiske projekter sjældent har været bange for at lege med de historiske kendsgerninger.
I Gibsons store internationale gennembrud Braveheart (1995) er den skotske frihedskæmper William Wallace f.eks. ændret fra en hensynsløs adelsmand til en fattig bonde med et hjerte af guld.
Og The Patriot (2000) skildrer de britiske rødfrakker under Den amerikanske uafhængighedskrig som en flok så moralsk forkastelige soldater, at de glædeligt bruger nazistiske SS-metoder til at terrorisere den amerikanske civilbefolkning.
Andre gennemgribende elementer ved Gibsons tidligere film er de religiøse undertoner og så en udpræget tendens til at udspille sig i et univers, hvor den symbolske kamp mellem de gode og de onde er den altoverskyggende rammefortælling.
Rent historisk holder disse grandiose fortællinger dog sjældent vand og medvirker i stedet til at skabe et ekstremt sort/hvidt billede af helte og skurke.
Selvom det er 10 år siden Mel Gibson sidst har siddet i instruktørstolen, kan man derfor ikke undgå at modtage løftet om sandhed med en sund portion skepsis. Men 2 timer og 17 minutter senere er denne mistro i det store hele blevet sat til skamme.
Et nuanceret portræt fra 2. verdenskrig
Hacksaw Ridge er på mange måder filmen, hvor Mel Gibson revurderer sig selv som instruktør, men han holder dog fast i meget af det, der tidligere har kendetegnet hans film.
Der er f.eks. ingen tvivl om, at de religiøse undertoner stadig står særdeles skarpt. Desmond er god som dagen er lang, han vender den anden kind til, når han får tæsk af sine “kammerater” og hjælper endda også japanske soldater midt i krigens kaos.
Her er tydelige paralleller til Jesus, hvilket både symbolsk i Braveheart og konkret i Passion of the Christ (2004) er et tema, Gibson har arbejdet med før. I forhold til tidligere består det nye i, at bare fordi Desmond er god, bliver hans modstandere ikke per automatik onde.
Hærledelsen, især i skikkelsen af den højtråbende sergeant Howell (Vince Vaughn), gør f.eks. næsten alt for at nedbryde vores hovedperson, men dette kommer sig ikke af had, men en ganske forståelig frygt for følgevirkningerne af at have en soldat, der nægter at følge reglerne.
Desmonds alkoholiserede og voldlige far (Hugo Weaving) er heller ikke portrætteret som et ondt menneske, men som en mand, der er blevet ødelagt af sine egne oplevelser som soldat under 1. verdenskrig.
Selv japanerne, der på et tidspunkt bliver kaldt “satan selv” af en korporal, er ikke skildret som sadistiske på noget tidspunkt. Deres fanatisme fungerer snarere som en parallel Desmonds stærke tro.
Begge kan give livet dybere mening, men hvor Desmond vil redde liv, er japanere mere fokuseret på at tage dem, enten fjendens eller, når stillingerne er tabt, deres eget i skam.
Generelt er filmens store styrke, at selvom Gibson ikke nødvendigvis har lagt den vanlige religiøse symbolik på hylden, har han formået at tøjle den, så den ikke føles forceret, men som en ganske naturlig del af en ung mands liv.
Den kommer heller ikke ind og skævvrider skildringen af det historiske miljø i 1940’ernes USA, som generelt er troværdigt, og hvor dialog og dialekter passer godt ind i tidsbilledet.
Andrew Garfield i hovedrollen er også værd at fremhæve. Han formår at få manden med en urokkelig tro til stadigvæk at fungere som et menneske, man kan relatere til, og som tydeligt bliver påvirket af krigens rædsler.
Især i forholdet til kæresten Dorothy (Teresa Palmer) bliver Desmond menneskelig og finder styrken til at kæmpe for det, han tror på. Det er ikke tilfældigt, at det første, der møder vores helt, når han åbner sin bibel, ikke guds ord, men et billede af Dorothy derhjemme.
En pacifist midt i et blodbad
Afslutningsvis er det umuligt ikke at nævne krigsscenerne. Filmens første halvdel foregår i et stille og roligt tempo, hvor man introduceres for karakterne og følger Desmonds kamp for at blive accepteret i hæren. Men ligeså snart soldaterne er sendt i krig og har kravlet den lange tur op af den bloddryppende stige til Hacksaw Ridge, bryder helvedet bogstavlig talt løs.
Lemmer bliver sprængt til alle sider, indvolde flyder frit på slagmarken, og maddiker spiser kødresterne på halve kranier. Det er ekstremt voldsomme billeder, som uden tvivl vil afskrække nogle fra filmen. Det er dog også en rammende skildring af det blodige kaos, Stillehavskrigen ofte var.
Modsætningen mellem rekrutlivet og krigens barske realiteter er skildret på film utallige gange før, men sjældent så gennemgribende voldsomt og med så stor kontrast, som det er tilfældet her.
Når Desmond forsøger at redde en enkelt soldat, imens ti andre bliver sprængt til småstumper omkring ham, kan man næsten ikke undgå at blive lidt grebet af hans tro på pacifisme.
Hvis man tager de historiekritiske briller på, er der enkelte steder hvor actionscenerne kammer lidt over og leder tankerne i retningen af Rambo snarere end gruopvækkende realisme, men det er mindre problematikker i en ellers meget velfungerende historisk skildring.
Overordnet er Hacksaw Ridge en gribende, velspillet og teknisk imponerede film, der ligner starten på et nyt kapitel for den kontroversielle instruktør Mel Gibson. Det kan forhåbentlig komme både filmelskere og historienørder til gode.
“Hacksaw Ridge”. Instruktør: Mel Gibson. Manuskript: Andrew Knight, Robert Schenkkan. Medvirkende: Andrew Garfield, Sam Worthington, Teresa Palmer, Hugo Weaving, Vince Vaughn, mfl.