Hollywoods første superstjerne

Debut som syvårig

Hun var født i Toronto i Canada i 1892 og fik navnet Gladys M. Smith. Faren, som arbejdede på en dampbåd, omkom i en arbejdsulykke, da hun var blot fem år gammel.

For at bidrage til familiens forsørgelse forsøgte Gladys sig med skuespillet allerede som syvårig.

I århundredets første år rejste hun rundt i USA sammen med moren og de to yngre søskende for at optræde på små teatre. Lønnen var ussel, og familien fattig.

I 1907 lykkedes det hende dog at få en mindre rolle i en forestilling på Broadway. Her tog producenten sig den frihed at give hende kunstnernavnet Mary Pickford.

New York var drømmenes by, men drømme mætter ikke. Fattigdom tvang Pickford til at søge ind i den filmindustri, hun egentlig foragtede.

Det var før de lange spillefilm, og de kunstneriske visioner i det nye medie var nærmest ikke-eksisterende.

Hård lønforhandling

Den instruktør, som tog imod Pickford på Biograph Company i New York, var ingen ringere end D.W. Griffith. Han var ganske vist ung og ukendt på det tidspunkt, men nok også den mest talentfulde filmskaber i USA.

Hver især skulle Griffith og Pickford snart for­andre den amerikanske filmindustri (Griffith især med den banebrydende, men dybt racistiske succesfilm En nations fødsel).

Interviewet blev alt andet end vellykket. Griffith fnyste ad Pickfords lønkrav og sagde, at hun ikke kunne få mere end fem dollars om ugen.

Han bad hende også lave en prøvefilm, hvilket sluttede med, at han skældte hende ud for at have spildt selskabets dyre filmruller.

Inden dagen var omme, deltog hun også som statist i en scene, og da hun var på vej ud ad døren, spurgte Griffith, om hun mon ville med ham ud at spise.

Chokeret over det friske forslag takkede hun nej, men benyttede alligevel anledningen til at forhandle sig frem til en fordobling af ugelønnen.

Ligesom de andre skuespillere ved Biograph måtte Mary Pickford veksle mellem hoved- og statistroller. Det var et hårdt arbejde, og inden året var gået, havde Pickford allerede medvirket i ikke mindre end 51 kortfilm.

Flyttede til Hollywood

I januar 1910 fulgte hun med Griffith til Los Angeles. I samme periode pakkede flere filmselskaber sammen og flyttede vestpå.

Klimaet lokkede naturligvis, men det var også en anledning til at flygte fra de patentstridigheder, som var opstået mellem selskaberne og opfinderen Thomas Edisons firma, der leverede kamerateknikken.

D.W. Griffiths film In Old California fra 1910 var den første, der blev ind­spillet i Hollywood, en søvnig forstad til Los Angeles omgivet af vingårde og citrusmarker.

Langt senere udtalte Mary Pickford: “Jeg har set Hollywood fødes, og jeg har set det dø”. Hun havde med sikkerhed ret i det første.

Fik mange fans

På denne tid markedsførtes filmene aldrig med skuespillernes navne, eftersom selskabet frygtede, at succesrige artister ville kræve mere i betaling.

Men Mary Pickford fik snart mange fans, som genkendte hendes gyldne lokker og venlige øjne. Rygtet om “The Biograph Girl” spredtes blandt biografgængere.

Snart blev hun en af de første store filmstjerner i USA, og hendes navn stod skrevet med store bogstaver på plakaterne.

Biografgængerne elskede hende, hun tryllebandt publikum, og præcis som selskabet havde frygtet, kunne hun kræve en højere løn. I 1913 blev hun verdens højest betalte skuespiller med en ugeløn på 500 dollars.

Tre år senere skrev Pickford en eksorbitant kontrakt, som garanterede hende 10.000 dollars om ugen. Inden årtiet var omme, skrev den amerikanske presse, at hun ikke blot var verdens kendteste skuespillerinde – de kaldte hende også den berømteste kvinde i verdenshistorien.

I dag huskes hun mest for de roller, hun spillede som uskyldig lillepige i 12- og 13-årsalderen, men de er ikke repræsentative for hendes brede repertoire.

I modsætning til mange andre stumfilmstjerner, som benyttede sig af svulstig og overspillet gestikulation fra teatrets verden, var hendes skuespil kendetegnet af tilbageholdenhed og en mesterlig evne til at berøre publikum med sit nærvær.

I den forstand var hun stilskabende for kommende generationer af hollywood­stjerner. Men Pickford var ikke bare et stort talent foran kameraet. Hun producerede også mange af de film, hun selv optrådte i.

I 1916 blev hun den første filmstjerne i USA, som grundlagde sit eget produktionsselskab.

Tre år senere var hun også med til at starte det uafhængige filmselskab sammen med Charlie Chaplin, D.W. Griffith og hendes senere mand, Douglas Fairbanks. Mary Pickford blev USA’s første kvindelige filmmogul.

Bryllupsrejse i København

I 1920 begærede hun skilsmisse fra sin første mand, Owen Moore, og giftede sig straks med Douglas Fairbanks. Deres bryllupsrejse gik til København. Det blev et kendisægteskab af kaliber, men var næppe lykkeligt.

Allerede efter et par år gled de hver til sit. De blev skilt i 1936, og Mary Pickford giftede sig senere med en anden filmstjerne, Buddy Rogers.

Til slut begyndte Pickfords stjerne at dale. Hun var blevet for gammel til at spille de teenagepiger, som publikum elskede hende for, men værre var det, at filmindustrien var på vej ind i en ny æra: Tonefilmens.

Ville brænde alt

I begyndelsen hånede hun blot den nye teknologi. “At lave film med lyd er som at give Venus fra Milo læbestift på”, sagde hun. Men langsomt indså også hun, at stumfilmens dage var talte.

Med nogen modvilje medvirkede hun i 1929 i sin første tonefilm, Koketten.

Efter et par flop indspillede hun fire år senere sin sidste filmrolle. Da havde hun medvirket i over 190 film. Mary Pickford trak sig tilbage fra rampelyset. Sporadisk producerede hun film frem til 1950, men kæmpede samtidig med et svært alkoholmisbrug.

Hun var altid selvkritisk og hadede mange af sine film. En tid overvejede hun egenhændigt at brænde hele sin produktion, men venner overtalte hende til at lade være.

Alligevel er flere af hendes film dog på mystisk vis gået tabt.

Måske bidrog hendes selvkritiske attitude, hendes lillepigefremtoning og stumfilmens død til, at hun ikke rigtig fik den anerkendelse, hun fortjente, i Hollywoods historie.

I 1976 tildeltes Mary Pickford en hæders-Oscar for sin indsats, men da var hun for syg til at del­tage. Tre år senere døde hun – 87 år gammel.