Homoseksuel TV-stjerne opdigtede falske hustruer

I fjernsynet afslørede Raymond Burr den ene løgn efter den anden – i den virkelige verden skjulte han sandheden om sig selv.

Raymond Burr, Perry Mason

Løgnen om de døde hustruer fortalte Raymond Burr bl.a. til Barbara Hale, der spillede Perry Masons moderlige sekretær.

© Cowles Communications, Inc.; photograph by Robert Vose/Wikimedia Commons

I knap to årtier fulgte TV-seere verden over med, når advokaten Perry Mason (1957-1966) og detektiven i kørestol Robert T. Ironside (1967-1975) sendte forbrydere i fængsel. Begge TV-roller blev spillet af skuespilleren Raymond Burr.

Burr fik i 1956 rollen som Perry Mason, efter at forfatteren til de populære Mason-krimier, Erle Stanley Gardner, havde set prøveoptagelserne med Burr.

“Det er Perry Mason!” udbrød forfatteren begejstret.

Hver TV-premiere blev fulgt af 30 mio. amerikanere, og den folkekære Burr modtog 3.000 fanbreve om ugen – primært fra kvinder.

Mange af brevene rummede ægteskabstilbud, for kvinderne havde i ugebladene læst om Burrs tragiske liv: At han levede alene efter at have mistet to hustruer og en søn.

Burr fortalte, at den første hustru, Annette Sutherland, omkom i et flystyrt under 2. verdenskrig. Deres 10-årige søn, Michael, døde af leukæmi.

I 1959 fortalte Burr, at han havde mistet sin anden hustru, Laura Andrina Morgan.

“Jeg giftede mig med en ung kvinde, fordi hun var døende af kræft. Hun ønskede inderligt at blive gift inden”, berettede han.

Raymond Burr, Ironside

Masser af smukke kvinder i TV-serien Ironside skulle aflive rygterne om, at Raymond Burr var homoseksuel.

© NBCUploaded/Wikimedia Commons

Homoseksualitet var ilde set

Virkeligheden var dog en ganske anden: Burr var homoseksuel, og af frygt for at miste sin karriere havde han opdigtet de afdøde hustruer for at skjule sin seksualitet.

Sandheden var tæt på at komme frem i 1960. Under optagelserne til Ironside bemærkede flere på settet, at Burr var i selskab med en yngre mand – selvom skuespilleren Robert Benevides ikke var med i serien.

Burr kvalte alle rygter ved at gøre Benevides til medproducer.

Med tiden blev homoseksualitet mere accepteret, og da Burr døde i 1993, gik stjernens formue til Benevides. Burrs desperate løgne var blevet afdækket.