BDS2006/Wikipedia
Oscaruddelingen foregår hvert år i Dolby Theatre

Hvem er Oscar-statuetten opkaldt efter?

Flere har gennem tiden hævdet, at de har navngivet filmprisen Oscar. Det har været skyld i en del spekulationer om navnets oprindelse.

Oscar-statuetten fik officielt sit velkendte navn i 1939, men oprindelsen til navnet er særdeles omdiskuteret. Den mest udbredte teori er, at den lille guldstatuette blev navngivet af Margaret Herrick i 1931.

Hun var bibliotekar – og senere direktør – hos organisationen Academy of Motion Picture Arts and Sciences, som uddeler den fine filmpris, og skulle have udbrudt under the Academy Awards, at den skaldede statuette mindede om hendes onkel Oscar, da hun så den for første gang.

Efterfølgende skulle det spøjse navn have spredt sig til hendes kolleger og resten af organisationen.

Stadig tvivl om oprindelsen til betegnelsen "Oscar"

Om Herrick navngav Oscar, er ikke dokumenteret, men sikkert er det, at navnet for første gang optrådte på skrift i avisen New York Daily News i forbindelse med prisuddelingen af the Academy Awards i 1934.

Her skrev journalisten Sidney Skolsky, at skuespillerinden Katharine Hepburn “ikke var til stede for at modtage sin Oscar”.

Næsten 40 år senere – i 1975 – skrev Skolsky i sin selvbiografi, at han fandt på navnet Oscar natten efter prisfesten for at gøre op med Hollywood-elitens selvoptagethed og selvfedme.

Skolsky ville sætte de snobbede filmfolk på plads ved at give statuetten et jordnært og jovialt navn.

Valget faldt på Oscar, som Skolsky huskede fra en teaterforestilling, hvor skuespillerne gjorde grin med en komisk figur ved samme navn.

Kritikere af Skolsky bemærker dog, at Walt Disney under sin takketale ved prisuddelingen i 1934 – altså samme aften, hvor journalisten skulle have opfundet navnet – angiveligt skulle have kaldt statuetten Oscar ved the Academy Awards.

Ergo må navnet efter alt at dømme have været kendt før 1934.

Oscar-vindere med deres Oscars

Fire Oscar-musketerer.

© Shutterstock

Fakta om The Oscars

Hvad hed Oscaren oprindeligt, før den fik sit nuværende navn?

Academy Award of Merit.

Hvad er Oscar-statuetten lavet af?

Oscar-statuetten har siden 2016 været udført i bronze belagt med 24 karats guld. Før det var den i mange år udført i forgyldt britannium (en legering af tin, antimon og kobber) på en sort metalbund.

Hvilken film har fået flest Oscars igennem tiderne?

Tre film har modtaget 11 Oscars:

  • Ben Hur (1959)
  • Titanic (1997)
  • Ringenes herre: Kongen vender tilbage (2003)

Hvilke skuespiller har modtaget flest Oscars?

Katharine Hepburn med 4 vundne Oscars og 12 nomineringer.

Hvilken skuespiller er blevet nomineret flest gange til en Oscar?

Meryl Streep med 21 nomineringer og 3 vundne Oscars.

Hvilken filmarbejder har modtaget flest Oscars nogensinde?

Walt Disney er den person, der har vundet flest Academy Awards fordelt over flere forskellige kategorier. Han har vundet 22 Oscars og er blevet nomineret 59 gange. I perioden 1942 til 1963 var han hvert eneste år nomineret til mindst én Oscar.