Library of Congress & First National
Børnestjerner

Hvem var den første barnestjerne?

I 1920'erne var Jackie Coogan verdens mest berømte barnestjerne og tjente millioner af dollars på sine film. Men da han omsider blev myndig, ventede en ubarmhjertig overraskelse.

Elsie Leslie var blot fire år, da hun i 1885 fik sin debut på de skrå brædder i New York – og dermed også tog sine første skridt ind i en tilværelse som historiens første barne-superstjerne.

Leslie viste sig nemlig at være i besiddelse af et ekstraordinært talent for skuespil, som fik selv hendes voksne kolleger til at misunde hende.

Trods sin alder optrådte hun i et utal af store teaterforestillinger og udviklede sig til en stjerne, som blev overdynget med fanbreve og gaver.

Da Leslie nåede teenagealderen, tog hun en pause fra livet som superstjerne, og selvom hun vendte tilbage som 18-årig, havde hun mistet sin gnist og nåede aldrig tidligere højder.

I stedet blev hendes plads som ung superstjerne overtaget af Jackie Coogan nogle år senere. Hvor Leslie tryllebandt publikum på teaterscenen, slog Coogan igennem på det hvide lærred.

Hans rolle som Charlie Chaplins følgesvend i filmen The Kid i 1921 katapulterede Coogan ind i et stjerne-liv, hvor hans ansigt blev sat på alt fra dukker, mønter og fløjter til peanut butter-glas.

VIDEO: Se Jackie Coogan i filmen The Kid

Video

Formuen blev ødslet bort

Da Coogan blev 21 år i 1935 og omsider kunne få adgang til sin opsparing, opdagede han, at hans mor og stedfar havde brugt næsten alle pengene på dyre pelse, smykker og biler.

Af hans formue på ca. 600 mio. nutidskroner var kun ca. 35 mio. kr. tilbage.

Coogan hev sin mor og stedfar i retten og endte med at få ca. halvdelen af de resterende penge.

Retssagen satte fokus på børnestjernernes manglende rettigheder i Hollywood og førte i 1939 til en ny lov – kaldet Coogan-loven – der slog fast, at de små stjerner har ret til skolegang, fritid og en fast opsparing.