Hvordan blev de første levende billeder taget?
Hvilket kamera kunne i 1800-tallet tage så mange billeder i minuttet, at fotograferne fik små filmsekvenser ud af dem?

24 kameraer filmede hest i galop
Hurtigskydende kameraer fandtes ikke, da fotografiets pionerer kastede sig over fremstillingen af levende billeder. Derfor måtte fotograferne tage fantasien i brug, når de ville skyde mange billeder i løbet af få sekunder.
Da Eadweard Muybridge i 1878 tog billeder af en hest i galop, stillede han 24 kameraer op ved siden af hinanden på en ridebane i Californien. Kameraerne fik han til at gå af ved at spænde tynde tråde ud over banen, og når hesten ramte dem, tog kameraet et billede. Projektet lykkedes, og Muybridge beviste som den første, at hestens fire ben slipper jorden, når de er inde under kroppen.
12 billeder på ét sekund
Franskmanden Etienne-Jules Marey var også fascineret af dyrs bevægelser, og i 1882 opfandt han det kronofotografiske gevær. Geværet skød 12 billeder på ét sekund, så Marey
kunne studere fugles vingeslag og atleters bevægelse under sport. Hans opfindelse inspirerede brødrene Lumiere, der i 1895 kunne præsentere deres kinematograf og få hele verden til at gå i biografen for at se rigtige film.