Kongens store tale - realistisk billede af London i 1930'erne

Handling:

Kong George 6. er så slemt handicappet af sin stammen, at han ikke kan holde en afgørende tale til nationen på tærsklen til 2. verdenskrig. Han får hjælp af en uortodoks og kontroversiel talepædagog, Lionel Logue. Deres stormfulde timer udvikler sig efterhånden til et varmt venskab, og kongen overvinder triumferende sin stammen.

Er venskabet mellem kongen og Lionel Logue så varmt og tæt, som beskrevet i filmen?

Ja. Logues barnebarn tvivler ganske vist på, at Lionel var så frimodig, at han dristede sig til at bande over for kongen, men de to havde vitterligt et ganske særligt forhold, der med tiden udviklede sig til et nært venskab. Kongen demonstrerede sin anerkendelse af Logue ved personligt at adle ham med Royal Victorian Order.

Var Logues undervisning afgørende for kongens tale ved 2. verdenskrigs begyndelse?

Ikke i nær så presserende grad som filmen viser. I virkeligheden strakte undervisningen sig over en meget lang periode helt tilbage fra 1926, og folk begyndte at bemærke resultaterne af Logues undervisning allerede året efter. Men Logue forblev en vigtig støtte for George 6. og var altid ved kongens side, når han skulle tale til nationen under 2. verdenskrig.

Var Churchill virkelig en stor støtte for kongen?

Churchills rolle i filmen er meget kontroversiel og omdiskuteret. Filmmagerne indrømmer selv, at de lod denne historiske kæmpe få en fremtrædende plads i handlingen i stedet for i dag mere ukendte politikere. I virkeligheden var Churchill og kongen ikke venner. Og det er lodret forkert, når Churchill i filmen kæmper på Georges side under krisen i 1936, hvor kong Edward 8. blev presset til at abdicere, og George blev konge i stedet. Tværtimod støttede Churchill Edward 8. af hele sit hjerte, og George 6. havde så svært ved at tilgive ham, at han senere kun modvilligt udnævnte Churchill til premierminister.

Kæmpede kongen så indædt mod Nazityskland, som filmen viser?

Dette er det andet kontroversielle punkt i filmen. Kongen fremstilles som en regent, der var imod appeasement-politikken overfor Hitler, og som stod last og brast med Churchill i ønsket om at bekæmpe Tyskland. I virkeligheden var George 6. stærkt begejstret for aftalen i München i september 1938, hvor premierminister Neville Chamberlain accepterede Hitlers invasion af Tjekkoslovakiet for at undgå en storkrig. Da Chamberlain landede i London på vej hjem fra München, sendte kongen personligt bil og chauffør ud til lufthavnen, og lod premierministeren hylde af menneskemængderne fra Buckingham Palaces balkon – før Chamberlain havde forsvaret aftalen i Parlamentet. Filmen ignorerer dermed fuldstændig, at kongen set i nutidens lys stod på den forkerte side i debatten om, hvad de skulle gøre med den voksende trussel fra Nazityskland.