Special effects skabte magi på det hvide lærred
Savlende monstre, gigantiske eksplosioner og kæmpeaber på kvindejagt. I begyndelsen af 1900-tallet opfandt fremsynede filmfolk de special effects, som gjorde det umulige muligt. Vi afslører de 6 hemmelige tricks, som Hollywoods historiske filmsucceser er bygget på.
“King Kong” fra 1933 var et overflødighedshorn udi disciplinen special effects.
Chroma key: Mary Poppins dansede i tegnefilm
Den 5. april 1965 kunne ingen være i tvivl om, hvem aftenens store vinder ved Hollywoods 37. Oscar-uddeling ville blive. Musicalen “Mary Poppins” var nomineret i hele 13 kategorier og var dermed Walt Disneys mest kritiker-roste film nogensinde.
“Jeg ved godt, at I amerikanere er kendt for jeres gæstfrihed, men dette er jo helt vanvittigt”, sagde hun fra scenen med stærk britisk accent akkompagneret af publikums høflige latter.
Skuespillerindens overraskelse bundede muligvis i, at hendes præstation nok var glimrende, men ikke engang kom op i nærheden af filmens special effects – som da også blev præmieret med en Oscar-statuette.
Alligevel virkede filmens hovedrolleindehaver, Julie Andrews, en anelse overrasket, da hun senere på aftenen modtog statuetten for årets bedste skuespillerinde.
I filmen flyver hovedpersonen Mary Poppins fx hen over London med en paraply i hånden, i en anden scene danser hun midt i en tegnefilm blandt animerede pingviner, og i en tredje sekvens går hun op ad en trappe bestående af sort røg. Alle klippene havde sat skuespillernes tålmodighed på prøve, eftersom det optiske bedrag skulle virke troværdigt sammen med mennesker.
“Animations-scenerne var ekstremt vanskelige, fordi jeg spillede over for karakterer, som ikke var der”, sagde en af skuespillerne senere. Arbejdet viste sig dog at være besværet værd. “Mary Poppins” er i dag den 3.-mest indtjenende musicalfilm nogensinde.
“Mary Poppins” fik fem Oscar-statuetter ved Hollywoods årlige uddeling i 1965.
Stop-Motion: King Kong smadrede New York
Det amerikanske filmselskab RKO var i begyndelsen af 1930'erne på randen af konkurs og havde desperat brug for en succes. Redningen blev King Kong – kæmpeaben, der forelsker sig i en smuk, ung kvinde og undervejs går amok i New York.
I filmen ser aben ud til at have samme størrelse som et højhus, men i virkeligheden målte monstret kun 46 cm i højden. Den helt store opgave for filmens tekniker Willis O'Brien var derfor at få King Kong til at virke naturtro. Til det formål byggede han en miniature-urskov fyldt med knudrede træer af ler og palmeblade af bronzeplader, som modellen kunne virke stor i forhold til. Ligesom New York blev bygget i en mini-version.
For at narre biografgængerne til at tro, at King Kong bevægede sig, brugte Willis O'Brien det såkaldte stop-motion-trick. Det var en særdeles tidskrævende teknik, som ikke blev gjort nemmere af instruktøren – en krakilsk perfektionist, der jævnligt krævede, at scenerne skulle skydes om igen. Optagelserne af miniature-scenerne varede derfor hele 55 uger. Dertil kom, at skuespillerne også skulle filmes, men de kunne nøjes med at blive kaldt ind i studiet med ugers mellemrum.
I marts 1933 fik “King Kong” endelig premiere. Den var fra begyndelsen en bragende succes og indtjente, hvad der svarer til næsten 200 mio. kroner. Filmens bagmænd kunne med rette være stolte, men ingen mere end Willis O'Brien.
Effekterne var nemlig så virkeligshedstro, at ét magasin skrev, at King Kong blev spillet af en mand i abekostume, mens et andet mente, at monstret var en robot. Willis O'Briens teknikker var så banebrydende, at de blev kopieret helt op til 1980'erne, hvor computerteknologien overtog.
På trods af King Kongs fremtoning i filmen målte den kun 46 cm i højden i virkeligheden.
Sådan bevæger King Kong sig
King Kongs skelet bestod af stålelementer sat sammen med ståltråd, mens pelsen stammede fra en kanin. Derudover havde den gummi-“sener” for at give den en senet og abeagtig gangart.
Teknikerne bragte King Kong til live vha. det såkaldte stop-motion-trick, hvor scenerne indspilles ét billede ad gangen. Efter hvert skud blev skelettet bøjet en lille smule, så det så ud som om, at aben gik, når filmstrimlen blev afspillet med 24 billeder i sekundet.
King Kongs fødder kunne fæstnes til jorden, så den ikke væltede under optagelserne.
Miniaturemodeller: Ben-Hur kørte ræs i model-arena
I flere årtier efter premieren i 1925 var hemmeligheden bag kulisserne i “Ben-Hur” Hollywoods bedst bevarede.
Det, der forvirrede Hollywoods filmskabere, var stumfilmens klimaks, hvor Ben-Hur dræber sin romerske plageånd under et væddeløb i Circus Maximus: Til stor undren sad 150.000 tilskuere nemlig på lægterne. Og det kunne umuligt lade sig gøre at samle så mange statister til én filmscene, vidste filmfolk.
Da optagelserne begyndte i 1922, havde det da også med det samme stået klart for filmens bagmænd, at de umuligt kunne bygge en tro kopi af den romerske væddeløbsbane, som var tre gange større end Colosseum. Teknikeren Arnold Gilespie fandt derfor på en forholdsvis billig løsning: De nederste etager i Circus Maximus blev bygget i fuld størrelse, mens de øvre tribuner var en miniaturemodel fyldt med små figurer, som filmet fra den rette vinkel lignede den ægte vare.
Alligevel løb budgettet løbsk, og de ca. 300 mio. kroner, som “Ben-Hur” endte med at koste filmstudiet MGM, blev aldrig tjent ind igen. Det selvom amerikanerne strømmede til biograferne, og anmelderne roste filmen for dens “storslåede” scener.
Special effects kunne ikke redde hestene. De døde med alarmerende hastighed under optagelserne til “Ben-Hur”.
Glasmalerier: Dino-film tog fusen på New York Times
I juni 1922 kunne avisen New York Times afsløre, at dinosaurerne stadig levede i bedste velgående – og det kunne tilmed bevises med levende billeder.
Den sensationslystne journalist bag artiklen måtte dog snart erkende, at optagelserne stammede fra den endnu ikke udgivne film “The Lost World”, som Hollywood-troldmanden Willis O'Brien var ved at lave.
Filmen satte nye standarder på alle parametre, da den fik premiere i 1925: Den var den første i spillefilmslængde, og special effecterne var de bedst udførte nogensinde. “King Kong” fra 1933 var aldrig blevet en milepæl i filmhistorien, hvis ikke Willis O'Brien i “The Lost World” havde forfinet de tricks, som han gjorde så flittigt brug af i abefilmen. Han benyttede sig bl.a. af stop-motion og miniature-modeller. Et af filmens mere oversete trick var dog de forhistoriske landskaber.
I horisonten kunne biografgængerne fx skimte storslåede bjerge, som i virkeligheden bare var malerier på en lille glasplade. Kunstneren Ralph Hammeras stod bag glasmalerierne – en teknik, han fik patent på i 1925. Effekten sparede O'Brien for en masse penge, fordi han ikke behøvede at bygge en dyr scenografi.
Desværre er store dele af “The Lost World” siden gået tabt, men filmforskere kæmper for at samle stumperne.
De levende dinosaurer forledte en journalist til at tro, at dyrene stadig levede.
Make-up: Frankenstein var et sminkemirakel
Hvis du har et svagt hjerte og dårligt tåler chok og intens spænding, bør du IKKE se denne film”. Universal Studios havde inden premieren i 1931 taget dets forholdsregler og advarede svagelige sjæle mod at se “Frankenstein”.
For at sikre sig yderligere sørgede filmselskabet også for ambulancer til premieren, gratis nervemedicin og sygeplejersker i lobbyen. Alligevel måtte flere kvinder give fortabt, da Frankensteins monster første gang tonede frem på det hvide lærred: De besvimede på stribe. Alt mindre havde da også været utilfredsstillende, sminkørernes minutiøse arbejde taget i betragtning. Under filmoptagelserne sad hovedrolleindehaveren Boris Karloff nemlig i seks timer hver dag for at få påført makeup – og yderligere halvanden time, når den skulle af.
Bag laget af makeup stod sminkøren Jack Pierce. Han havde researchet i seks måneder op til optagelserne og bl.a. læst bøger om anatomi, medicin og kirurgi. Eftersom Mary Shelleys klassiske roman om Frankenstein ikke giver detaljerede beskrivelser af monstret, måtte han ud fra lægebøgerne konstruere et troværdigt udseende. Fx er snittet i monstrets kranium taget direkte fra en kirurgibog. Ligesom hans fingerspidser er malet mørke, fordi Jack Pierce havde læst, at blodet i et døende menneske vil søge mod kroppens yderpunkter.
For at give monstret en skrævende og akavet gang blev skuespilleren Boris Karloffs højde øget til 2,3 m med massive plateau-sko, og hans ben fæstnet til jernstivere, så de ikke kunne bøjes. Det viste sig senere at have været direkte sundhedsskadeligt for Karloff, som siden måtte igennem tre rygoperationer, han aldrig rigtig kom sig efter. Også boltene i monstrets hals efterlod sig varige spor på skuespilleren. Sminkørerne fastgjorde dem nemlig så grundigt, at Karloff havde synlige ar mange år efter.
Karloffs lidelser gav dog resultater. Ikke bare fik den tidligere meget oversete skuespiller sit endelige gennembrud, men filmen gik også sin sejrsgang i hele verden. 15 mio. biografgængere så filmen, og Universal Studios tjente, hvad der svarer til over én mia. kroner i dag. Det var næsten 50 gange mere end det beløb, filmselskabet havde investeret i sin tid.
Seks timer tog det at forvandle skuespilleren Boris Karloff til Frankensteins monster.
Eksplosioner: Nazister spolerede premieren på antikrigsfilm
Da to krigsveteraner under premieren på “Intet nyt fra Vestfronten” pludselig fløj op fra sæderne og råbte, at de ville bringe de sårede ud af farezonen, havde instruktøren Lewis Milestone nået sit mål: Han havde skabt en episk antikrigsfilm med livagtige effekter – en holdning, anmelderne var enige i:
“Realismen når sit højdepunkt i denne film. Filmen fik mig til at ryste af skræk. Krigen kom tilbage til mig, som var det 1918 igen”, skrev en anmelder fx i den engelske avis Sunday Times.
Lewis Milestone havde da også gjort alt for at skabe en krigsfilm, der var så tro mod virkeligheden som muligt. Han studerede fx billeder fra 1. verdenskrig intensivt, og bombekraterne i “ingenmandsland” skabte han vha. dynamit. Så realistisk var filmen, at nogle scener blev brugt i nyhedsudsendelser.
Den positive modtagelse, filmen fik i hjemlandet USA, blev i øvrigt ikke gentaget ved den tyske premiere i december 1930. Nazisterne mente, at filmen var tysk-fjendtlig, og fremvisningen i Berlin endte i kaos. Under råbet “jødefilm” kastede nazistiske bøller med stinkbomber og slap mus løs i salen. Presset fra nazistpartiet fik kort efter regeringen til at forbyde filmen i landet.
For at skabe illusionen af et bombardement bragte en pyrotekniker en nedgravet bombe til sprængning i rette øjeblik.