Thomas Edison jagede filmfolk til Hollywood
Opfinderen Thomas Edison var ved at kvæle filmindustrien allerede ved fødslen, fordi han krævede afgifter af alle, der ville optage film. Kun ved at gemme sig i den californiske landsby Hollywood kunne filmfolkene undslippe hans patentrytteri.
Edison grundlagde verdens første filmstudie, Black Maria, i 1893 i New Jersey. Og han så ikke med milde øjne på konkurrenter: Nye selskaber blev truet til at dreje nøglen om.
“Denne søvnige by omgivet af appelsinlunde i Los Angeles' nordlige udkant vil sikkert snart blive en del mere livlig, hvis man skal dømme efter den interesse, filmfolk udviser for den.”
Sådan skrev en californisk avis i 1909. Den omtalte søvnige Los Angeles-forstad hed Hollywood og var på det tidspunkt et lille religiøst landbrugssamfund, men det skulle snart ændre sig.
Få år senere havde byen overtaget New Yorks position som centrum for den unge amerikanske filmindustri.
Filmen fik liv og sjæl
I begyndelsen af det tyvende århundrede var den amerikanske filmindustri i rivende udvikling. I løbet af ganske få år havde film udviklet sig fra at bestå af korte klip af under et minuts varighed til at oprulle lange fortællinger på helt op til ti minutter, nogle gange længere.
De nye “langfilm” fortryllede publikum med højspændte dramaer og skuespillere i spektakulære kostumer, og de blev fremvist i de tusindvis af biografer, der skød op over hele USA.
De første westerns rullede over lærredet, gerne efterfulgt af en tegnefilm eller en gyser, som med hidtil usete special effects fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på publikum.
Hvad publikum ikke vidste, var, at der bag kulisserne udspillede sig et virkeligt drama med skræmmekampagner og dødstrusler.
Filmfolk i krig med sig selv
Teknologien til både optagelse og fremvisning var primitiv set med nutidens øjne. Men de tidlige filmfolk havde brugt formuer på at opfinde den. Og de ville gerne tjene penge på deres udviklingsarbejde.
Opfinderen Thomas Alva Edison var den største pioner på området. Hans firma i Menlo Park, New Jersey, var ikke bare et udviklingslaboratorium.
Det var også et filmselskab, som producerede næsten 1200 film i løbet af de 24 år, det eksisterede.
I 1908 overtalte Edison alle store filmselskaber og USA's største filmdistributør til at gå sammen om at beskytte deres patenterede opfindelser. I fællesskab oprettede de The Motion Picture Patents Company (MPPC).
Selskabet indgik en aftale med Eastman Kodak, landets største producent af råfilm, om kun at sælge film til MPPC's medlemmer – en alliance, der reelt koncentrerede al magt hos ni filmselskaber.
De krævede høje afgifter af filmdistributører og biografer for retten til at vise film lavet af filmselskaberne i MPPC. De forbød uafhængige producenter at bruge kameraer, som de havde patent på.
Og mindre distributører, som samarbejdede med uafhængige filmskabere, blev forbudt at forhandle MPPC's film.
Monopolet skabte naturligt nok stor utilfredshed. Ikke mindst var mange biografejere vrede over at skulle betale høje afgifter, samtidig med at de ikke måtte vise film produceret af andre end medlemmerne af det magtfulde MPPC.
De, som forsøgte at gøre oprør, fik meget hurtigt en kontant reprimande. Det skete bl.a. for biografdirektøren William Fox.
Han fortalte under en senere retssag, at han havde fået følgende besked af Percival Waters, en af cheferne i MPPC's underselskab General Film Company, da han nægtede at sælge sine biografer:
“Husk, at vi er et stort hjul og du er bare et lille stykke træflis på dets vej. Du tror vel ikke, at jeg, som leder af mit firma, vil køre i grøften for at undgå dig? Jeg er forpligtet til at køre over dig hver dag hver gang, og resultatet vil blive, at det tunge hjul hurtigt vil mase træflisen til splinter.”
Måbende tilskuere så i 1896 Edisons “Vitascope” projicere film op på et lærred.
De små gjorde oprør
Fox stod fast og solgte ikke. I stedet grundlagde han Fox Film Company i protest mod MPPC. Men mange andre tog truslerne mere alvorligt.
J.M. Ensor, en mindre filmdistributør i Denver, fik af en MPPC-chef at vide, at det var farlige kræfter, han var oppe imod:
“Hør, Ensor, jeg ... er en farlig mand. Jeg kommer med et tilbud en gang. Hvis det ikke bliver accepteret, er jeg ikke ansvarlig for følgerne.”
Ensor solgte sit firma under markedsværdien samme eftermiddag.
Statister var hemmelige agenter
William Fox var ikke den eneste, der kæmpede imod MPPC's monopol. Allerede i februar 1909 var en uafhængig filmindustri ved at etablere sig.
Mange var ligesom William Fox biografejere, som ville lave deres egne film, så de ikke behøvede at betale afgifter for at vise de store selskabers produktioner.
De importerede råfilm og udstyr fra Europa eller brugte patenteret udstyr uden at have tilladelse.
En film varede typisk ikke mere end ti til femten minutter og kunne være på en enkelt filmrulle. Og da kortfilmene som regel kun tog en uge at optage, var de nye filmskabere hurtigt i gang.
MPPC kvitterede ved at hyre agenter til at aflægge uanmeldte besøg i de uafhængiges filmstudier. Deres opgave var at beslaglægge ulovligt udstyr, men de holdt sig ikke altid til det.
Ofte overtog de kontrollen med stedet, sendte folk væk og ødelagde film, kulisser og optageudstyr.
En anden taktik var hemmeligt at infiltrere de uafhængiges studier. Agenterne lod kameraer forsvinde og råfilm ødelægge under fremkaldelsen.
I et tilfælde havde et lille filmselskab hyret tyve statister til en enkelt scene, hvilket var usædvanlig mange dengang. Men under optagelserne brød et slagsmål pludselig ud.
Fem skuespillere måtte en tur på hospitalet. Det viste sig efterfølgende, at ni statister var gangstere, sendt for at ødelægge den dyre scene.
Søvnig forstad blev ny filmby
Med den trussel hængende over hovedet besluttede mange af de uafhængige filmskabere at søge langt væk fra New York.
Det sydlige Californien var ideelt af flere grunde. Jorden var billig, og vejret var næsten altid godt, så man kunne filme udendørs det meste af året.
Landskabet var varieret og dannede en fin baggrund til mange typer film. Og så lå byen så tilpas langt fra New York, at MPPC’s agenter ikke kom rendende hele tiden.
Skulle de alligevel komme, var Mexico behageligt tæt på. Her kunne man gemme sig, om galt skulle være.
Filminstruktøren Allan Dwan, der arbejdede for et af de uafhængige filmselskaber i Californien, valgte dog at tage kampen op, da han en dag blev opsøgt af en af MPPC's muskelsvulmende agenter.
Agenten fortalte Dwan, at han skulle stoppe sine filmoptagelser nu. “Ellers …” For at understrege alvoren kastede han en blikdåse op i luften og skød efter den. Det imponerede nu ikke instruktøren, for han ramte ikke.
Dwan greb efter sin egen pistol, skød – og ramte. Så fik han lov til at forsætte sine filmoptagelser. “For denne ene gangs skyld ...”
De uafhængige vandt krigen
Samtidig med at MPPC og de uafhængige filmselskaber bekrigede hinanden i studierne og biografsalene, rasede et enormt juridisk slagsmål.
MPPC sagsøgte filmselskaber, instruktører og biografer for at bryde deres patentrettigheder, og de uafhængige svarede igen ved at anmelde MPPC for at have skabt et ulovligt monopol.
I 1911 vandt de uafhængige selskaber en vigtig moralsk sejr, da Eastman Kodak afbrød sit samarbejde med MPPC.
Firmaet var bange, dels for at miste markedsandele til udenlandske producenter af råfilm, dels for at MPPC skulle tabe i retten og blive tvangsopløst.
På det tidspunkt var de uafhængige filmskabere også godt på vej til at udkonkurrere de gamle selskaber.
Mange gode instruktører og skuespillere havde forladt deres gamle arbejdsgivere og var flyttet til Hollywood for at arbejde for de nye selskaber. Og de uafhængige havde fået et godt tag i publikum, blandt andet gennem aggressiv markedsføring.
Kampen var derfor allerede tabt for MPPC, da retten i 1915 erklærede monopolet ulovligt. Mange af de selskaber, der havde udgjort MPPC, led økonomisk og lukkede i årene efter.
Thomas Edisons eget filmselskab, Edison Motion Pictures, klarede heller ikke skærene. Han forsøgte ellers både at opbygge sin egen stab af stjerneskuespillere og at udvikle bedre teknologi for at holde liv i selskabet.
Men i marts 1918 gav han op og solgte det. Han holdt sig herefter ude af filmproduktion.