Flirteri gennem historien: Ridderkvad og hemmelige vifte-koder
Flirteri har til alle tider været en ædel kunst. God hygiejne og et kærlighedsdigt eller to var et sikkert scoretrick i det gamle Rom, og i middelalderen kunne omrejsende trubadurer synge sig til sex.
Korte ben bør kvinden skjule ved at ligge ned eller bære lange gevandter, når hun mødes med sin udkårne. Sådan lyder et godt råd fra det gamle Rom.
Oldtidens Rom: Generte kunne finde hjælp i datingmanualer
Generthed over for det modsatte køn behøvede ikke at være en hindring for flirtelystne romere.
Usikre mænd og kvinder kunne nemlig få hjælp fra Ars amatoria, Elskovskunsten, en dating- og flirtemanual skrevet af forfatteren og digteren Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.).
God personlig hygiejne, korte negle og ingen hår i næsen var et must for den, der ville flirte, anførte Ovid, der også betroede sine læsere, at teatret var det bedste sted at møde interessante singler.
Mænd kunne med fordel recitere digte for den udkårne, mens begge køn ville imponere med sang og musik, lød et andet tip.
Ovid begrænsede ikke sine råd til singler. Han beskrev blandt andet, hvordan en mand ved et selskab kunne gøre kur til en gift kvinde, uden at hendes ægtemand opdagede, hvad der foregik.
Håret var vigtigt for kurmageriet. En klædelig frisure var vigtig for begge køn, og kvinden kunne opnå stor effekt ved at kaste med lokkerne.
Middelalderen: Riddere sang for frustrerede slotsfruer
Adelens kvinder var alene på slottet i årevis, mens mændene drog i krig eller på korstog.
Fraværet gav rig lejlighed til at flirte. Målet for flirten var ofte riddere eller omrejsende trubadurer, der digtede til og sang smægtende kvad og ballader for slottets frue.
Flirten kunne føre til sex, men gjorde det ikke altid.
For adelskvinden var legen fortrinsvis en måde at få afløb for erotiske og romantiske længsler i en verden, hvor økonomi og politik frem for følelser og seksuel tiltrækning lå til grund for ægteskabet.
Slotsfruer deltog særdeles aktivt i flirten.
1800-tallet: Vifter sørgede for diskret flirteri
Europæiske overklassekvinder skulle opføre sig ærbare, når de færdedes offentligt, og flirt måtte derfor foregå diskret.
Til det formål var viften nyttig, og med tiden opstod et kodesprog baseret på dens bevægelser.
Lod en kvinde viftens håndtag røre munden, betød det fx “kys mig”. Berøring af venstre kind derimod var en afvisning.
For at undgå misforståelser forsynede nogle viftemagere deres produkt med en udførlig vejledning.
Vifterne var lavet af fine materialer som fx silke, fjer og perlemor.
Nogle vifter var forsynet med udførlige vejledninger.