Asfalt og olie fanger lyset
En franskmand var den første, der havde held til at fastholde et motiv på et billede. De første
billeder var uhyre dårlige, men driftige opfindere udviklede hurtigt nye og bedre teknikker.
I begyndelsen af 1800-tallet arbejdede ildsjæle i Frankrig og England på at blive i stand til at tage det første foto. I århundreder havde man kendt til et “camera obscura”, hvor en linse projicerer et motiv op på en mørk bagvæg, men det kunne ikke fastholde billedet.
Udfordringen var at udvikle et lysfølsomt materiale, der kunne registrere et billede, uden at eksponeringen – den tid, lys lukkes ind i kameraet – skulle tage alt for lang tid. Desuden skulle billedet bagefter kunne betragtes i dagslys.
Franskmanden Joseph-Nicéphore Niépce og englænderen William Henry Fox Talbot udviklede uafhængigt af hinanden hver sin teknik.
Niépce var efter en række forsøg nået frem til en teknik, hvor han blandede pulveriseret asfalt, olie og andre stoffer til en lysfølsom væske.
Omkring 1825 tog han sit første billede. Med en eksponeringstid på otte timer var processen temmelig upraktisk, men Niépce fik overbevist andre om mulighederne – bl.a. forretningsmanden Louis-Jacques-Mandé Daguerre.
I England udviklede Fox Talbot samtidig en anden teknik: kalotypiet. Talbot benyttede sølvsalte som lysfølsomt stof.
Hans teknik havde den store fordel, at eksponeringstiden “kun” var en halv time, og at den gav et negativ – nøjagtig som den teknik, fotografer har benyttet helt frem til den digitale tidsalder.
Niépce døde i 1833, og Daguerre kæmpede videre. Efter mange forgæves forsøg stillede han en dag et par belyste, mislykkede billeder i sit kemikalieskab og gik på druk.
Senere så han til sin overraskelse, at billederne var meget flottere end før, og fandt ud af, at årsagen var kviksølvdampe fra et knækket termometer. Daguerreotypiet var opfundet. Snart dukkede atelierer op i alle større byer, og fabrikker fremstillede millioner af daguerreotypi-kameraer.
Den høje pris, manglende mulighed for at lave kopier af et billede og de sundhedsskadelige kviksølvdampe gjorde dog, at en videreudvikling af Fox Talbots proces langsomt overtog markedet.
Frankrig, 1826: Med et ombygget camera obscura tager Niépce et billede af udsigten fra sit vindue. Fotografiet er i dag det ældste eksisterende.
Kviksølv kaldte billedet frem
Daguerres proces var set med nutidens øjne lang og omstændelig, men blev hurtigt særdeles udbredt. Fotografen måtte først præparere de sølvbelagte fotoplader og derefter placere dem forsigtigt i kameraet.
Eksponeringstiden var flere minutter, og når billedet var taget, skulle det fremkaldes i farlige kviksølvdampe. Det færdige resultat var imidlertid glimrende, og snart skød fotoatelierer op mange steder i Europa og USA.
Mørkekammeret skulle med i felten
Daguerreotypiets dyre kobberplader var upraktiske, og i 1851 præsenterede Frederick Scott Archer “vådpladeteknikken” hvor den lysfølsomme væske skulle males på en glasplade umiddelbart før fotograferingen. Billederne skulle fremkaldes straks.
Genial opfinder døde fattig
I 1871 introducerede Richard Leach Maddox “tørre fotoplader”. Nu kunne fotografen enten klargøre pladen hjemmefra eller købe færdige plader og desuden vente med fremkaldelsen. Maddox fik aldrig taget patent på sin opfindelse og døde som en fattig mand.
Félix Nadar flyttede fotografiets grænser
Franskmanden Gaspard-Félix Tournachon åbnede i 1854 et portrætatelier i Paris og blev snart eftertragtet af byens berømtheder. Félix Nadar, som han kaldte sig, arbejdede ikke med malede baggrunde, men fremhævede sine modeller i enkle omgivelser og et smukt lys.
Samtidig udforskede han fotografiets grænser. Han fotograferede med kunstigt lys i Paris’ mørke katakomber og tog i 1858 verdens første luftfoto, da han steg til vejrs i en luftballon.
Gaspard-Félix Tournachon tog kunstnernavnet Nadar og blev berømt.
Bankmand ruller filmen sammen
De første kameraer kunne udelukkende betjenes af specialister. Det lavede amerikaneren George Eastman om, på da han opfandt en fleksibel film, der kunne rulles sammen inde i kameraet.
En ung mands ferieplaner kom til at ændre fotografiets historie: Som 24-årig blev bankassistenten George Eastman bidt af at fotografere, så før en rejse til
Den Dominikanske Republik købte han hele det store udstyr, som fotografering dengang krævede.
Inden afrejsen eksperimenterede han med tørpladeteknikken, så han kunne fotografere uden straks at skulle fremkalde sine billeder, og forsøgene var så gode, at den unge Eastman droppede rejsen og i stedet begyndte en produktion af færdige tørplader. Virksomheden gav han snart efter navnet Kodak.
Eastmans store bidrag til fotografiets udvikling kom, da det lykkedes ham at gøre fleksibel gelatinefilm lysfølsom.
Dermed blev det muligt at rulle film sammen og lægge den i kameraet, så det ikke længere var nødvendigt at skifte plade, hver eneste gang man havde taget et billede. Det var en kæmpemæssig revolution, men ikke Eastmans eneste opfindelse.
Siden udviklede han bl.a. biograffilm og røntgenfilm, og opfindelserne gjorde ham til en af USA’s rigeste mænd. Han forblev ugift, trak sig tilbage som 71-årig og skænkede enorme summer til kulturelle formål.
Da han mærkede alderen tynge, skrev han en kort hilsen til sine venner, hvorpå han skød sig. I brevet stod: “The work is done – why wait?”
Ivrige fotografer tog de nye teknikker til sig. Danske Jacob Riis var omkring 1888 en af de første til at tage reportagebilleder fra New Yorks slumkvarterer, og han oplyste sine billeder ved at hælde magnesiumpulver op i en bakke og antænde det, mens han tog billedet.
To gange kom Riis til at sætte ild til det lokale, hvor han fotograferede, med sit magnesium.
Efterhånden lærte mange at fremkalde deres film og bruntone dem, da det gav en bedre holdbarhed. I 1907 præsenterede de franske brødre Auguste og Louis Lumière som de første en anvendelig teknik til farvefotografering.
Processen kaldte de for “Autochrome”, men den slog kun an blandt de mest vedholdende og velhavende amatørfotografer. Problemet var, at billederne var kostbare at lave, besværlige at have med at gøre, og desuden kunne de ikke reproduceres.
Farvefotografering var i begyndelsen en kostbar og omstændig proces.
Ansel Adams var kameraets virtuos
Den storslåede natur omkring hjembyen Los Angeles i Californien fik Ansel Adams til at skifte karriere fra koncertpianist til fotograf.
Adams stræbte altid efter den ultimative billedkvalitet og udviklede nye teknikker i mørkekammeret for at få perfekte detaljer overalt i sine fotografier.
Hans naturbilleder regnes blandt de bedste, der nogensinde er taget, og ved siden af fotokarrieren var Adams meget engageret i naturbevarelse. Han kæmpede bl.a. for oprettelse af flere nationalparker i sit hjemland, som han kun yderst sjældent forlod.
Fotografierne fra USA's nationalparker – som her tinden Half Dome i Yosemite i Californien – regnes stadig for at være blandt de ultimative landskabsbilleder.
Kameraet kommer med i krig
En ny generation af små, pålidelige kameraer gjorde det muligt at fotografere i begivenhedernes centrum. En japaner efterlignede de europæiske producenter og kaldte sit kamera for Canon.
I mellemkrigsårene dukkede nye kamerakonstruktioner op, ingeniører forbedrede andre, og såvel objektiver som tilbehør blev stadigt bedre. Aviser og ugeblade brugte billeder af høj kvalitet, og fotointeressen var massiv.
Det mest epokegørende kamera var Leica. Professionelle fotografer var først skeptiske pga. det kompakte 35-mm filmformat, men ved 2. verdenskrigs udbrud var små kvalitetskameraer højt respekterede.
Sammen med konkurrenter som Rolleiflex og Contax dokumenterede Leica-kameraer krigens fronter.
De første, simple spejlreflekskameraer kom på markedet i denne periode, men slog ikke an. Farvefilmen vandt derimod frem, og kameraproducenterne fremstillede også nye objektiver med en hidtil uhørt skarphed, der samtidig kunne tage billeder i meget svagt lys.
Imens de fleste fotografers øjne hvilede på udviklingen i Europa og USA, voksede Japans fotoindustri støt. I Tokyo byggede Goro Yoshida i 1933 en kopi af et Leica og kaldte det Kwanon efter den buddhistiske barmhjertighedsgudinde.
Kameraet kom på markedet i 1935 under det forenklede navn Canon, men objektiverne kunne Goro Yoshida ikke selv producere. Dem fik han fremstillet på en lille fabrik et andet sted i byen, hos Nikon, der ikke selv producerede kameraer.
De to fabrikker blev siden indædte konkurrenter, og samtidig dukkede flere andre japanske kameramærker op. Japanerne byggede smarte, billige kameraer i god kvalitet og kom siden til at dominere verdensmarkedet.
NORMANDIET, 1944: Under kraftig beskydning løber Capa sammen med soldaterne fra 16. infanteriregiment ind mod Omaha Beach på D-dag.
Bourke-White fik Stalin til at smile
Margaret Bourke-White havde sikker sans for at være på rette sted på rette tid og en stærk fornemmelse for billedkomposition.
Hun var den første vestlige fotograf, der fik lov til at fotografere i Sovjetunionen, hvor hun fik Stalin til at smile. Hun blev den første kvindelige fotograf på ugebladet Life Magazine og under 2. verdenskrig den første kvindelige krigskorrespondent, der fik lov til at arbejde i kampzoner.
Hendes arbejde var af så høj kunstnerisk kvalitet, at mange af hendes billeder i dag findes på museer, som fx Museum of Modern Art i New York.
Fotografiet af den smilende diktator var i Life Magazine den 29. marts 1943.
Automatik gør alle til fotografer
Hæderkronede europæiske fabrikker konstruerede formidable kameraer, men kunne ikke vinde kampen mod japanske lommekameraer, der lod uvidende amatører tage glimrende fotografier.
Efter 2. verdenskrig lå også kameraindustrien i ruiner. Leica kom imidlertid hurtigt på benene og udsendte kameraer i en klasse, som japanerne ikke kunne konkurrere med.
De asiatiske producenter kastede sig i stedet over at videreudvikle spejlreflekskameraet, og i 1957 kom Pentax SP, som var det første brugervenlige kamera af denne type. I 1959 præsenterede Voigtländer det første zoomobjektiv og i 1964 det første kamera med indbygget elektronisk flash.
Svenske Hasselblad begyndte i 1948 produktionen af deres kameraer, der i over 50 år var rygraden i de fleste professionelle fotografers udrustning, men japanernes fremragende og prisfornuftige kameraer pressede de fleste andre europæiske producenter.
Amerikanske Kodak havde stor succes med det letbetjente lommekamera Instamatic fra 1963, og i 1970’erne begyndte elektronik at erstatte mekanik i japanske kameraer.
Automatiske funktioner gjorde det efterhånden muligt for amatører at tage udmærkede billeder – kun 150 år efter Niépces første grumsede foto.
MÅNEN, 1971: Astronauten James B. Irwin gør honnør ved det amerikanske flag foran det 4000 m høje bjerg Hadley Delta på Månens støvede overflade.
Nilsson viste livet blive til
Som dreng blev svenskeren Lennart Nilsson bidt af at fotografere. Han lavede reportage fra ind- og udland, men fotograferede også insekter i et mikroskop.
Efterhånden gjorde han medicin til sit speciale, og i 1965 udgav han bogen “Et barn bliver til” med billeder af fosterets udvikling fra undfangelse til fødsel.
De smukke billeder viste et univers, ingen før havde set, og bogen er en af historiens bedst sælgende billedbøger. Nilsson hvilede ikke på laurbærrene. I en alder af 81 år lykkedes ham i 2003 som den første at tage et billede af SARS-virusset.
Fotografiet af et otte dage gammelt foster i livmoderen vakte enorm beundring.