Lyset fra stjernehimlen af gaslamper glimter fra loftet i Moulin Rouges store sal. Orkestret istemmer en vild galop, og champagnen bobler i gæsternes glas.
På scenen hvirvler cancan-danserne rundt under høje hyl. En danserinde, der går under navnet La Goulue (den grådige), springer frem mod de forreste publikummer og løfter benet i et koket spark, der slår den høje hat af en mandlig tilskuer. Flokken omkring ham griber selv deres hatte og kaster dem op i luften af ren begejstring.

Fine herrer ofrede gerne hatten for et glimt af danserens blondeundertøj.
La Goulue slår en vejrmølle og forsvinder for et øjeblik i et brus af blondeskørter. Til slut bukker hun sig forover med ryggen mod publikum, så kjolen glider hen over hendes nakke og blotter silkemamelukkerne. Mændenes øjne står på stilke, og da de får øje på det lille hjerte, hun har hæftet på sin bagdel, bryder de ud i jubel.
Året er 1890, og Paris' frække forlystelsessted Moulin Rouge fejrer sin halve års fødselsdag. Cancan-dansen er stedets trækplaster, som får byens fine herrer til at strømme til for at se smukke kvinder løfte op i skørterne og give frit udsyn til ben og undertøj.
Den sensuelle showdans var videreudviklingen af de vilde og umoralske dansetrin, som var opstået tilfældigt i Paris' arbejderkvarterer 60 år tidligere.
Byens fattige havde brug for at slå sig løs og tilbragte derfor aftenerne i tarvelige dansehaller. Her nød mænd og kvinder hinandens selskab – både på dansegulvet og i salenes mørke kroge.
Studenter forførte arbejderpiger
I 1830, længe før Moulin Rouge åbnede dørene, var Frankrigs diktatoriske konge Karl 10. blevet væltet. Men den gamle konge var blot blevet erstattet af en ny. Oprørstrangen ulmede stadig i byens fattigste kvarterer.
I dansehaller og forlystelseshaver slap de fattige hæmningerne. Her herskede de vilde rytmer og løssluppenheden.
Historikere mener, at de første cancan-trin blev trådt på dansegulvet i forlystelseshaven Grand Chaumiére i forstaden Montparnasse, syd for Paris. Her skyllede arbejderne dagens slid ned med vin, og borgerskabets studenter flokkedes under trækronerne oplyst af kæder med svajende lamper.

Borgerskabets sønner besøgte arbejdernes dansehaller for at lægge an på pigerne.
De unge mænd kom for at “lære livets lektioner”, som avisen Journal pour Rire skrev, og byens fattige piger og prostituerede kaldet grisettes sværmede om de velhavende studenter.
I de borgerlige, franske hjem snørede kvinderne korsettet stramt ind og knappede kjolen op i halsen – ligesom i England, hvor tidens victorianske moral dikterede kyskhed og dydighed.
Unge piger blev opdraget til at lukke øjnene, når de skiftede undertøj, for ikke at se deres eget køn. De måtte gætte sig til “livets lektioner.”
Dansen blev kaldt ramasjang
Overklassen dansede les lanciers, hvor kropskontakt var bandlyst, men i haven Grande Chaumière kunne mænd og kvinder frit give los. Fra havens tribune spillede musikere op med polka.
De faste rytmer inspirerede gæsterne – især mændene – til at spjætte med benene i høje spark, og sådan blev cancanen til. Dansen fik mange kælenavne og var bl.a. kendt som chahut, der betyder larm eller ramasjang.
Mandlige stjerner dansede i dametøj
Til maskeballer i forlystelsesstedet Paris Opéra i 1860'erne var aftenens højdepunkt, når dansetruppen Quadrille des Clodoches indtog dansegulvet. Den bestod af fire mænd, der dansede cancan udklædt som skotte i kilt, som brandmand og to i store kjoler ligesom de kvindelige stjerner.
Truppen fik så stor succes, at de kom på cancan-programmet i Londons forlystelsessteder. I den senere cancan i 1880’erne og 1890’erne fik mænd en langt mindre fremtrædende rolle på dansegulvet og optrådte kun som bi-dansere i kvadriller omgivet af tre kvinder pr. mand.
De løftede skørter var muligvis inspireret af spansk flamenco, eller også opstod de, fordi kvinderne simpelthen måtte hive op i kjolen for at få plads til benene, når de forsøgte sig med høje benløft.
Ifølge en gæst på Grande Chaumière var cancan lig med nydelse og kærlighed. I en bog om dansen skrev han: “Mens musikken spiller, træder studenten ind i sin position; venstre fod frem og hånden i siden, bøjet tilbage og armen om sin pige. Hun holder venstre hånd på hans skulder og klynger sig til ham som en plante om et palmetræ”.
Talenter fik gratis entré
De vilde trin spredte sig i løbet af 1830’erne og 1840’erne til byens andre dansehaver og til etablerede scener som Paris Opéra. Til ballerne slap nogle gæster for at betale entré – hvis de mestrede cancan så fremragende, at dansestedernes ejere anså dem som publikumsmagneter.
En af dem var danseren Chicard. En mand, som brillerede med dristige spring fra orkestrets galleri ned på dansegulvet. En anden var kvinden kaldet Pavillon. Udover dansen var hun blevet berømt for at blæse horn og drikke absint, så mændene måtte stå af.
Al opmærksomhed blev rettet mod dansegulvet, når parret med kunstnernavnene Dronningen af Pomaré og Brididi indtog dansegulvet. Han svingede ustyrligt med armene, som var de vindmøllevinger, mens hendes mange orientalske smykker funklede og klirrede, når hun svang sig rundt.
Tidens største stjerne var danserinden, der optrådte under navnet Céleste Mogador. Hun var datter af en prostitueret og stak af hjemmefra, men endte selv på et bordel. Den unge pige havde talent for at danse, og snart steg hun i graderne og kunne brødføde sig selv som danserinde og luksusprostitueret.
Céleste Mogador opfandt den såkaldte quadrille naturaliste; en formation af flere par, der sammen dansede cancan.
Kvinder ejede ikke undertøj
Når en kvinde i cancanens første år sparkede højt i luften, kunne dansepartneren få et glimt af hendes nøgne underliv – hvilket ikke gjorde dansen mindre populær.
En arbejderkvinde bar sjældent underbukser, og hvis hun endelig ejede et par mamelukker, bestod de af to separate bukseben, der blev samlet i livet, men skilte mellem benene.

De første mamelukker bestod af to par løse ben, som kun sad sammen ved livet.
Undertøj blev pikant
I løbet af 1800-tallet forvandlede undertøj sig fra praktisk beklædning til en særlig del af garderoben, der skulle smykke kvindens krop.
Korsetter, blonder og hofteholdere blev til symboler på sex. “En kvinde må bruge mindst 1/5 af sin indkomst på undertøj for at bevare ægteskabet”, formanede en modebevidst fru Pritchard i en bog i 1902.
Først i 1850’erne blev undertøj mere udbredt – men det gjorde ikke dansen mindre pikant. I samme årti gjorde krinolinen nemlig sit indtog i modebilledet.
Stativet fik kvindernes kjoler til at ligne kirkeklokker, og når skørterne kom i svingninger på dansegulvet, blev udsynet til kroppen bedre end nogensinde før.
Cancan-stjernen Nini ville gerne vise sig frem og gik en aften på hænder hele vejen over dansegulvet, så ingen var i tvivl om, at hun havde undladt trusserne.
En politimand blandt publikum kunne have arresteret hende for usømmelig opførsel, men udbrød i stedet begejstret: “Åh gud, sikke smukke lår!”. Og sådan fik den frivole danserinde sit tilnavn la-Belle-en-Cuisse, Nini med de smukke lår.
Nattelivet fristede
Fra 1860'erne var cancan ikke længere forbeholdt de unge og arbejderklassen. Borgerskabets mænd strømmede til dansehaverne for at forlyste sig med de lokkende danserinder. Dansen havde også bredt sig til London og andre storbyer.
Victoriatidens strenge moral prækede stadig, at al kropslighed var vejen til fordærv. Men mens dydigheden regerede i ægteskabet, fik de fine herrer afløb for deres lyster i dansehallerne.
Myter pirrede de nysgerrige
Høje spark og sensuelle undertoner gjorde cancan til danseklassens frække pige. Men dansen var også omgærdet af mystik og undren – hvor kom den fra?
I 1880'erne fik cancan sin allerstørste stjerne: Louise Weber, kaldet La Goulue. En betaget tilskuer beskrev hendes dans som fortryllende:
“Lige fra begyndelsen gløder hendes kinder som fuldmodne ferskner, og det vilde hår hvirvler omkring som silketråde. Ingen regler, ingen rækkefølge, bare en fuldkommen sans for rytmerne og den unægtelige munterhed”.
Louise Weber var datter af en vaskekone og havde dagligt haft overklassens fornemme lingeri mellem hænderne. Da hun blev gammel nok til at snige sig ud om aftenen, dristede hun sig til at låne kundernes blondebesatte underskørter til at danse i.
Kvarteret på bakken Montmartre uden for Paris havde ændret sig fra en landlig flække til et sandt forlystelsesparadis med den ene beværtning efter den anden.
Her åbnede Moulin Rouge i 1889, men dansehallen var blot én blandt mange.
De største stjerner blev rige
La Goulue var ikke kendt som den kønneste dansepige, men hendes udstråling kunne lyse hele salen op. På dansegulvet var hendes faste partner en mandlig danser med kunstnernavnet Valentin den Knogleløse.

Cancan-stjernen La Goulue poserede gerne nøgen for fotografen.
Hans lemmer syntes at være gjort af gummi, og med sin hat og en stor cigar i munden udførte han piruetter og krumspring. Parret var byens mest berømte dansere, og fra at være en ludfattig datter af en vaskekone blev La Goulue – ligesom en række andre cancan-stjerner – pludselig en velbetalt danser med en økonomisk frihed, kun de færreste kvinder nød.
I takt med at stadig flere publikummer strømmede til Montmartres balstyriske danseballer, blev cancanen mere og mere iscenesat med kvadrille-dans – tre kvinder og en mand per kvadrille – og et hierarki mellem danserne.
De frække trin udviklede sig fra pardans til show

Port d’armes
Hænder holder benet højt
Pigen tager fat om sin ene ankel, strækker benet lodret op i luften og holder positionen.

Rond de jambe
Skørteløft giver udsigt til lårene
Pigen hiver med begge hænder op i skørterne, løfter det ene knæ og lader underbenet rotere i cirkler, så publikum kan se hendes lår.

Viften
Jane Avril forførte med sit signaturtrin
Danseren læner sig frem eller tilbage og strækker det ene ben lodret i vejret. Stjernen Jane Avril var kendt for dette trin.
Danserne optrådte både på en scene og på dansegulvet blandt publikum. En anden cancanstjerne fik det privilegium at optræde med sin helt egen improviserede solodans uden hensyn til resten af truppen på Moulin Rouge: den legendariske Jane Avril.
Hun forførte salen i et virvar af kostbare blonder og kulørte silkeskørter med en omkreds på op til 12 meter. I sit signatur-trin kaldet viften bøjede Jane Avril sig bagover, indtil skuldrene rørte ved gulvet, og samtidg strakte hun sit ene ben lodret op i luften.
Cancan fandt sin endelige form
Moulin Rouges succes som cancan-scene var overvældende – men kort. Allerede i 1892 forlod den karismatiske direktør Zidler teatret, og tre år efter vinkede La Goulue farvel i håbet om at skabe sit eget show.
Den stolte stjerne investerede alle sine penge i en scene, hvor hun kunne optræde med sin nye dille; mavedans.
Cancan-shows under møllen med de lysende vinger tiltrak stadig publikum, men som en del af et blandet repertoire, der også bød på fx tyrolermusik og boksekampe.
Dansen med de høje benløft flyttede i begyndelsen af 1900-tallet til nye scener som Bal Tabarin, og her blev den iscenesat i den form, der kommer tættest på cancan, som den bliver udført i dag: danserinder klædt i strutskørter, lange sorte silkestrømper og fjerpryd på hovedet, som danser en nøje tilrettelagt koreografi på en scene.

Toulouse-Lautrec befandt sig bedst på barer, bordeller og i dansesalen på Moulin Rouge.
Fordrukken kunstner forevigede dansen
Toulouse-Lautrec med de korte ben malede ivrigt danserindernes lange ben og gjorde både sig selv og Moulin Rouge berømt.
Takket være maleren Henri de Toulouse-Lautrec (1864–1901) kan historikere i dag få et glimt ind i Paris' forlystelsessteder, som de så ud sidst i 1800-tallet.
Moulin Rouges ledelse hyrede ham til at lave plakater, men kunstneren malede også danserne uden for scenen; på barer og restauranter. Toulouse-Lautrecs favoritmodel var stjernen Jane Avril, der kom til at pryde mange værker.
Kunstneren stammede fra en aristokratisk familie i Sydfrankrig, men forældrene blev tidligt skilt, og Toulouse-Lautrec flyttede med sin mor til Paris. Som 13-årig brækkede han begge lårben.
En genetisk sygdom forhindrede benene i at hele ordentligt, og han stoppede med at vokse. Som voksen humpede han afsted med en veludvokset overkrop og et par meget korte ben.
Pga. hans handikap og andre kvaler tyede han til flasken. Eller rettere sagt cocktailglasset. Toulouse-Lautrecs favorit-drink bestod af en blanding af absint og cognac. Kunstneren døde som 36-årig af syfilis og alkoholisme.