Gamblingens historie: Druk, snyd og ulykkelige skæbner

“En dollar samlet op på vejen giver dig større tilfredsstillelse end de 99, som du måtte arbejde for, og penge vundet på faro eller på aktier sniger sig ind i vores hjerter på samme måde”, tilstod den amerikanske forfatter Mark Twain, der gerne selv kastede sig over 1800-tallets populære kortspil faro og poker.

Men drømmen om den store jackpot blev sjældent opfyldt i en verden fuld af snyd og dårlige vinderchancer.

For Augustus, Marie-Antoinette og Twain var udfaldet næsten altid det samme: De tabte. Igen og igen. De var imidlertid ikke de første, der lod sig friste, og de blev langtfra de sidste.

Den tidligste sekssidede terning, som arkæologer har fundet, stammer fra omkring 3000 f.Kr. og er udgravet i nutidens Irak.

Terningerne var lavet af keramik, elfenben, eller træ, materialer, der gjorde kubens flader ens og dermed chancerne for at ramme de forskelllige udfald lige store.

Den fascinerende kube tiltrak siden romeres opmærksomhed, og lyden af den lille klods, der blev kastet, genlød på gader og pladser i Romerrigets byer.

Mændene var vilde med brætspil – og der skulle helst være mønter på spil, selvom det i princippet var ulovligt at spille om penge. Især ludus duodecim scriptorum, eller “spillet om 12 linjer”, var populært.

Her brugte romerne tre terninger til at rykke 15 brikker fremad på en stenplade, en idé, der senere var med til at inspirere brætspillet, vi nu kender som backgammon.

Fund af brætspil i badeanstalter, retsbygninger og sågar templer bevidner, at romernes dagligdag var spækket med gambling, og middel­havsfolket tøvede ikke med at snyde sig til gevinsten.

Fupmagerne lavede fx snydemønter til at spille navia aut caput, den romerske version af plat eller krone.

Ved at dele pengestykket i to og sætte et lille stykke jern ind, inden de igen smeltede mønten sammen, kunne snydepelsene få pengestykket til at lande på én bestemt side, så chancen ikke længere var fifty-fifty for, om skibsbilledet eller kejserportrættet vendte opad, når mønten landede.

Ved mødet med svindel af den slags ville den intetanende spiller være dømt til at tabe, allerede længe før mønten var kastet.

Her tilranede adelsfolk sig store profitter ved at forlange en del af spillernes indsatser. For det venetianske bystyre var den slags lyssky virksomhed uacceptabel, men svær at forhindre.

Kunne det skændige foretagende ikke stoppes, kunne bystaten dog lige så godt selv skrabe dukater ind på gamblingen, ræsonnerede magthaverne.

Venedig gik derfor all in og åbnede verdens første kasino – et sted, hvor borgerne havde lov til at spille mod en fast bank.

Fra første dag strømmede både italienere og turister til det legale fire etager høje spillehus, hvor gæsterne i to små velkomstrum kunne forsyne sig med kaffe, te, chokolade, vin, pølse, ost og frisk frugt.

Gæsternes appetit rettede sig dog først og fremmest mod kortspillet, og husets dealere, som var iført parykker og sorte kapper, stod altid parat til at skovle de besøgendes hårdt tjente penge til sig.

For at sikre en høj indtjening indførte kasinoet høje minimumsindsatser, som betød, at kasinospillerne som oftest var velhavende.

Præsentabelt tøj var et krav, og lokalerne emmede af mystik, fordi alle spillere på nær adelsfolk skulle bære masker, når de besøgte kasinoet.

“Det er i sandhed fornøjeligt at betragte så megen mærkelig tøjmode og forskellige måder at opføre sig på”, noterede den italienske eventyrer Giovanni Francesco Gemelli Careri sig efter at have aflagt flere besøg på Ridotto.

Men Careri så også bagsiden af medaljen, når hele formuer gik tabt.

“Jeg ser deres (spillernes, red.) fornøjelse blive ødelagt, når de taber”, skrev eventyreren, der – som mange andre – benyttede betegnelsen “Djævlens Hus” om det venetianske gamblingmekka.

Poeten og præsten Lorenzo da Ponte fik nok, da han så en kollega sælge sin kjortel for at skaffe flere penge til spil.

“Ikke mere gambling, ikke flere kvinder, ikke mere Venedig”, nedfældede poeten, inden han i afsky pakkede sin kuffert og flygtede fra syndens by.

Mange andre delte præstens mening om den umoralske gesjæft. Ridotto måtte lukkes for at “bevare fromheden, holde lydniveauet nede og moderere opførslen” i Venedig, erklærede et byrådsmedlem i 1774. Samme år lukkede verdens første kasino dørene efter 136 år.

Komponisten Johann Strauss tjente 2.000 franc, hver gang han gav koncert i Baden-Baden og Homburg.

Når Strauss pakkede dirigentstokken væk, blandede komponisten sig imidlertid med de andre gamblere under spillehallens guldbelagte lysekroner, og da han var færdig med sin koncertserie i de tyske kurbyer, havde den ­berømte komponist ikke bare spillet sin løn op, men også formøblet hele sin indtjening fra en turné i Amerika.

Også kendte forfattere følte sig draget af Baden-Badens kortspil og rouletter. 10 år før russeren Lev Tolstoj færdiggjorde sin verdensberømte roman Krig og fred, lod forfatteren sig hypnotisere af roulettens roterende hjul. Tolstoj satsede hele sin opsparing – og tabte alt.

Tolstojs kollega Fjodor Dostojevskij gik det ikke meget bedre. Forfatteren havde netop udgivet sit store mesterværk Forbrydelse og straf og romanen Spilleren, da han i sommeren 1867 slog sig ned i Baden-Baden.

Når Dostojevskij ikke skrev, spillede han, og de tre første dage sad han i held – 100 franc blev til 4.000. Gevinsten gav forfatteren mod på mere.

“Ud over at jeg selv vandt, så jeg hver dag, hvordan andre gamblere vandt fra 20.000 til 30.000 franc. (Taberne hører man aldrig om). Hvorfor skulle de andre klare sig bedre end jeg?” skrev forfatteren senere om de berusende dage på kasinoet.

Naturligvis skete det, som ikke måtte ske. “Jeg gamblede igen – og tabte. Ikke bare hvad jeg havde vundet, men alle mine penge ned til den sidste øre. Jeg blev sygeligt eksalteret og tabte konstant”, skrev Dostojevskij senere.

Forfatterens pengetab var intet særtilfælde blandt spillerne; kun kurbyernes kasinoejere kunne tage bad i penge.

Byturene var en dyr fornøjelse. Penge fra de solgte afgrøder røg i lommerne på professionelle gamblere, der levede af at tørre de urutinerede jorddyrkere.

Ofte var snyd i form af mærkede kort og fup under kortgivningen en del af proffernes repertoire.

Storgamblerne rejste fra by til by for at ribbe nye ofre, og saloonejerne lod dem gøre det, så længe de afleverede en nærmere aftalt procentdel af aftenens gevinst på bardisken.

Også på flodbådene i Amerika stjal svindlere penge fra tusinder af spillegale mennesker. George Devol skrev i bogen “40 år som gambler på Mississippi”, hvordan han i midten af 1800-tallet med en makker fuppede sig til tusinder af dollars på dampbådene ved at sætte et bord op med “trekorts-monte”.

Rejsende rigmænd blev fristet, da de så, hvor nemt det var at udpege et ud af tre kort, der ville give dem gevinst. Når det blev deres tur – og ikke Devols makkers – var oddsene dog lig nul.

Den fingernemme Devol kunne nemlig udskifte vinderkortet uden at blive opdaget. Andre gange brød Devol simpelthen ind i fremmedes kahytter og mærkede deres medbragte kort.

På den måde var svindleren klar til at ruinere gamblerne, når de senere på aftenen mødte hinanden ved flodbådens spillebord.

Langt størstedelen af al gambling i det vilde vesten foregik i kvægbyerne eller i de såkaldte boomtowns, hvor enten fund af guld eller jernbanebyggeri fik byerne til at vokse eksplosivt. Enlige mænd var i overtal, og det gjorde, at gambling snart overskyggede alt andet.

“Hvor mænd er samlet og lever ubekvemt, hvor der ingen familiebånd eller social kontrol er, ingen kirker, ingen religion, ser man gambling og fordærv i alle forfærdelige afskygninger”, lød det fra en besøgende i minebyen Aurora, Nevada, som blomstrede i 1860’erne.

Tusinder af lykkeriddere ødslede guldfund og lønninger væk på gambling, så de ikke engang havde penge til rejsen hjem.

Med så meget på spil i et samfund, hvor seksløberne i forvejen sad løst, endte kortspillene ofte blodigt.

Vold vidste revolvermanden “Wild Bill” Hickok alt om. Pistolmanden var altid at finde bag en pokerhånd, og sad han ikke i held, brugte han ofte sit revolverløb til at true sig til puljen.

I august 1876 fik Hickok dog sin egen medicin at smage.

En aften i spillebyen Deadwood afdankede Hickok sin modstander Jack McCall og lånte ham penge til morgenmad. Ydmygelsen var for meget for McCall, som næste aften sneg sig ind på Hickok, der som sædvanlig sad bænket ved pokerbordet.

“Dit svin! Tag den!” skreg McCall bagfra og sendte en kugle i nakken på “Wild Bill”, som faldt død om.

På hånden sad Hickok med to sorte esser og to sorte ottere. Fremover fik lige præcis den pokerhånd navnet “dead man’s hand” – “død mands hånd”.

Fra 1950’erne har kasinoerne desuden lavet historiske temaer over det vilde vesten og Romerriget, hvor de første pokerhænder og terninger var kastet. I dag jagter alverdens borgere stadig den store jackpot, og mere end 40 millioner mennesker besøger årligt verdens gambling-hovedstad, Las Vegas, som også går under det mindre flatterende navn “Syndens By”.

Vegas holder stadig fast i idéen om, at alle kan vinde den store gevinst. Og det er naturligvis muligt at vinde – blot er det stadig langt mere sandsynligt at tabe.

Det erkendte François Blanc da også, da han postede millioner af franc i at lokke spillere til sit Monte Carlo Casino i 1860’erne.

Med reference til sit efternavn, som betyder “hvid” på fransk, havde han et motto, der entydigt slog fast, hvem der er kasinoets største vinder, når roulettens hjul snurrer.

“Nogle gange vinder rød, nogle gange vinder sort. Men Blanc vinder altid”.