Absint blev fremstillet som en dødelig gift ­af modstanderne. Den var nu ikke giftig – bare billig og usædvanlig hårdtslående.

Absint - den uskyldigt dømte dram

Den giftgrønne absint var populær blandt 1800-tallets svirebrødre og boheme-kunstnere. Men i 1910 blev drikken forbudt: Den gjorde folk sindssyge, lød begrundelsen. Drikken var dog ikke værre end alle mulige andre former for alkohol.

15. juni 2015 af Christoffer Gertz Bech

Absint blev forbudt efter mordsag

Da den 31-årige schweiziske landarbejder Jean Lanfray kom hjem om aftenen den 28. august 1905, havde han drukket hele dagen. Han skældte ud på konen, der svarede igen, og det endte med, at han tog sin riffel og skød hende i hovedet. Hun døde på stedet. Derefter skød Lanfray sine to døtre på fire og to år. Til sidst rettede han riflen mod sig selv og udløste aftrækkeren med en snor, men han ramte kun sin kæbe.

Da retssagen begyndte, blev Jean Lanfrays drikkevaner gennemgået nøje. Den dag mordene blev begået, havde han drukket flere liter vin og adskillige kopper snapserig kaffepunch. Og så havde han drukket to glas absint – drikken med det dårlige rygte. Mange mente, at den var farligere end andre former for alkohol, og de to glas kom til at dominere sagen. En psykiater erklærede, at drikken var skyld i Jean Lanfrays voldsomme temperament, og der blev indsamlet underskrifter med krav om at forbyde absint.

Absint-sagen kom til folkeafstemning i 1908, og et forbud blev vedtaget med et stort flertal. Forbuddet trådte i kraft den 7. oktober 1910. Jean Lanfray kom ikke til at opleve det; han havde hængt sig i sin celle.

Vin blev erstattet med absint

Den alkoholrige absint – helt op til 70 pct. – blev i begyndelsen fremstillet i nogle få landsbyer i det vestlige Schweiz. Smagsgiverne var en række urter samt anis, der gav lakridssmag, og malurt, som gjorde drikken bitter.

I 1805 begyndte en større produktion i den franske by Pontarlier, og fra da af blev drikken også udbredt i Frankrig. Landets soldater, der skulle til tropiske områder, fik absint med i deres rationer, da man mente, at den beskyttede mod tropesygdomme. De fik smag for den bittersøde drik og fortsatte med at nyde den, efter at de var vendt hjem.

I 1860'erne blev de franske vinmarker angrebet af vinlusen phylloxera. Det medførte en dramatisk nedgang i vinproduktionen, og efterspørgslen på andre typer alkohol steg. Absint blev udbredt i alle samfundslag, og i folkemunde blev tidspunktet mellem kl. 17 og 19 døbt “den grønne time” – det var dér, man nød et glas absint, når man var på vej hjem fra arbejde.

I de år, hvor absinten havde sin storhedstid, skete store omvæltninger inden for kunsten. Malere gjorde op med de gamle skønhedsidealer. Med grove penselstrøg – og ganske ofte under indflydelse af adskillige glas absint – portrætterede de nu samfundets skæve eksistenser, bl.a. absintdrikkere, der sad og stirrede tomt ud i luften.

Absint blev således selve symbolet på alkohols mindre heldige bivirkninger, og den grønne dram kom derfor i den franske afholdsbevægelses søgelys. Bevægelsen begyndte at skelne mellem en “naturlig” drik som vin og så absint, der ifølge afholdsfolkene kunne koste både forstand og helbred. De blev naturligvis bakket entusiastisk op af vinbønderne, der var kommet sig oven på phylloxera-katastrofen, men som kunne konstatere, at de havde fået konkurrence af absinten.

Denne besynderlige alliance fik også støtte fra sagkundskaben, blandt andet en af tidens førende forskere i rusmidler, dr. Valentin Magnan. Han mente, at absinten var farlig på grund af indholdet af malurt. Dyreforsøg tydede på, at malurtekstrakt kunne fremkalde epileptiske anfald, sandsynligvis på grund af stoffet thujon. Andre mente, at den giftgrønne drik også øgede risikoen for tuberkulose.

Absint må ikke kaldes absint

Selv om schweizerne havde forbudt absint i 1908, kunne de franske modstandere ikke gennemtrumfe et forbud. De fik dog hjælp af undtagelsestilstanden, der indtrådte ved udbruddet af 1. verdenskrig i 1914. Regeringen kunne nu omgå de sædvanlige procedurer, og indenrigsminister Louis Malvy greb chancen og forbød salget af absint.

Ikke alle lande fulgte trop, men absinten genvandt aldrig den popularitet, som den havde haft i Frankrig. Og omkring 1960 var produktionen stort set døet ud. I dag har synet på absint dog ændret sig radikalt. Det er ganske vist en uhyre stærk spiritus, men den er hverken mere eller mindre skadelig end andre former for alkohol. I 2005, hundrede år efter Lanfray-mordene, blev det schweiziske forbud da også ophævet. I Frankrig gælder forbuddet stadig, men i resten af EU er absinten lovlig, og i praksis kan franskmændene både fremstille og sælge drikken – de må bare ikke kalde den absint.

Absint-drikkere fik malurt i bægeret

Det var primært indholdet af malurt, der gav absint ry som en farlig drik. Urten indeholder ­nemlig stoffet ­thujon, som i høje doser kan fremkalde en slags epileptiske ­anfald. Derfor må spiritus i dag højst indeholde 35 mg thujon pr. liter. Ud fra ­gamle opskrifter regnede man sig på et tidspunkt frem til, at absint indeholdt over 200 mg pr. liter, og at absintmodstanderne derfor havde ret i deres påstand. For nylig målte forskere imidlertid det reelle indhold af thujon i absint, der er bevaret fra før forbuddet, og i prøver, man har fremstillet efter de gamle opskrifter. Det viste sig, at det meste af thujonen forsvinder under fremstillingen – og at den absint, man lavede i gamle dage, også ville være lovlig i dag.

Måske er du interesseret i...

Læs også