Romerne lavede suppe af kamelfødder
De romerske middagsselskaber var en ren opvisning i eksotiske og fantasifulde madretter. Menuerne bød bl.a. på testikler, livmodere, trædepuder og en stinkende sauce af rådne fisk.
Det romerske køkken var ikke for sarte sjæle – eller maver. Når Roms rige overklasse inviterede til store ædegilder, rummede det eksotiske menukort alt fra søpindsvin, vædder-testikler, elefantbøffer og griselivmodere til muræner – en glubsk, slangelignende fisk, som ofte blev fodret med døde slaver.
Ved særlige anledninger yndede romerne at sætte tænderne i en lille, lækker hasselmus vendt i valmuefrø og stegt i honning. Dyret blev fanget i det fri og derefter fedet op med agern og nødder i en lerkrukke.
Her blev den lille mus somme tider så tyk og rund, at kokken måtte smadre krukken, når han skulle tilberede gnaveren. For at dække over eventuel bizar bismag overhældte de romerske middagsgæster mange af deres retter med den populære garum – en stinkende sauce lavet af rådne fisk.
Romernes mad-orgier handlede ofte ikke om smag, men om at imponere gæsterne med aparte retter. Og på det punkt kunne ingen hamle op med kejser Heliogabalus (203-222 e.Kr.).
Strudsehjerne og nattergale-tunger hørte til på hans faste menu, men kejserens favorit var dog kamel-trædepuder. De blev kogt i en let suppe og serveret med eddike, og kejseren ville kun acceptere unge kamelers fødder, som skulle være særlig velsmagende.
Vikingerne spiste korn og småsten
Oftest stod vikingernes menu på grød og tandpine. Den daglige grød var nemlig lavet af grovmalet korn fyldt med småsten fra de store kværnsten, som kornet blev malet imellem. De små sten ødelagde tænderne og gav mange vikinger en konstant tandpine.
Til fester blev drikkehorn og dyrekølle fundet frem – ellers stod menuen på grød.
Selve grøden spiste hele middagsselskabet af samme skål med én ske, som gik på omgang. Oftest blev maden spist i et tilrøget rum, fordi madlavningen foregik på et åbent ildsted midt på gulvet i det rum, vikingerne boede, spiste og sov i.
Til bryllupper og sejrsfester blev grøden skiftet ud med dyrekølle, mens drikkehorn blev fyldt med øl eller mjød.
Aztekerne fortærede hundekød
De mexicanske aztekere satte tænderne i nærmest alt, der kunne kravle eller gå – måske endda også de mennesker, som de ofrede til guderne.
Aztekernes munde myldrede. Indianerne spiste myrer, græshopper, vandtæge-æg, frøer og orme, når menuen da ikke stod på slanger, væsler, mus og bæltedyr. Desuden opfattede aztekerne hundekød som en særlig delikatesse.
Bæltedyr var en af de største delikatesser i aztekernes køkken.
Maden blev skyllet ned med kakao eller en alkoholisk drik lavet af kaktussaft. Fuldskab var dog strengt forbudt. Berusede aztekere blev i første omgang offentligt ydmyget ved fx at blive barberet skaldet. Gentagen fuldskab kunne straffes med henrettelse.
De mexikanske indianere var berygtede for menneske-ofringer, men historikerne er uenige om, hvorvidt menneskekød indgik i kosten. Én teori lyder, at menneskekød forsynede aztekerne med livsvigtigt protein.
Menneske-ofringer var udbredte blandt aztekerne – om kødet blev spist, er usikkert.
En anden er, at kannibalisme blot var en del af ofringscermonierne, men at kødet aldrig udgjorde en væsentlig del af kosten. I al fald fedede aztekerne de mennesker, der skulle ofres, godt op – nogle gange i op til et helt år inden selve cermonien.
Egypterne elskede løg
Egypterne elskede mad. Derfor var fødevarer blandt de vigtigste gravgaver, når antikkens egyptere begravede deres døde slægtninge. Især løg havde stor religiøs betydning, fordi plantens mange lag og dens runde form repræsenterede evigt liv.
Løg var en af egypternes vigtigste fødevarer og blev også tit ofret til de egyptiske guder.
Egypterne var også overbevist om, at løgets skarpe lugt ville hjælpe de døde med at ånde igen, og faraonernes mumier blev undertiden begravet med løg i øjenhulerne.
Også til daglig var planten yderst vigtig for egypterne. Eksempelvis spiste de arbejdere, som byggede pyramiderne, store mængder løg hver eneste dag.
Mongolerne drak hesteblod
“De drikker blodet fra deres heste. De åbner en blodåre og lader blodet sprøjte ind i deres munde. På den måde kan de ride i ti dage uden at spise et eneste måltid”. Sådan skrev den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo om de mongolske krigere, han mødte for 700 år siden.
Frisk blod gav mongolerne næring til de lange rideture.
Når menuen ikke stod på blod, var mongolerne til gæret mælk. De gemte mælken fra kameler og heste i en hestemave, som de hængte op i deres telt. Hver gang nogen gik forbi mavesækken, slog de til den.
På den måde gærede mælken efterhånden og blev til en let alkoholisk, osteagtig drikkeyoghurt, som alle drak – selv børnene.