Fastelavnsboller og fastelavn er et levn fra Skandinaviens katolske fortid. Inden reformationen i 1536 havde alle Europas katolikker pligt til at faste i 40 dage op til påsken.
Under fasten måtte de ikke spise fx kød og hvedebrød for at gøre bod for deres synder.
Søde hvedeboller og fed mad
Inden fastens begyndelse sørgede de troende for at ruste sig til magre tider ved at drikke og mæske sig i masser af fed mad.
En af de mest populære spiser var søde hvedeboller. Bollerne blev serveret på den såkaldt hvide tirsdag, hvor folk drak og spiste festmad.
Fastelavnsboller var dengang tørre og hårde og skulle blødes op i varm mælk, inden de kunne spises.
Fastelavnsbollen var et sidste festmåltid, inden den lange faste, hvor katolikker kun måtte spise grød og vælling.
Ifølge “Kogebog for smaa Husholdninger” fra 1837 var bollerne fremstillet af hvedemel, rosiner, appelsinskal og kardemomme.
Moderne fastelavnsboller af wienerbrødsdej er noget yngre – de stammer fra begyndelsen af 1900-tallet.
Tøndeslagning blev efter alt at dømme bragt til Danmark af hollandske bønder i 1500-tallet.
Fastelavn var ikke for børn
Hvor fastelavn i dag er børnenes fest, var højtiden indtil for ca. 100 år siden en voksenfest med alkohol og vilde udskejelser. Nogle steder red karlene fra gård til gård for at drikke spiritus, inden de fordrukne mænd slog katten af tønden fra hesteryg. Andre steder løb forklædte voksne rundt i gaderne og skræmte hinanden.