Flødebollen er ikke spor dansk

Ifølge en ny bog er flødebollen ikke nær så pæredansk, som mange tror. Forfatteren påstår, at både Skotland og USA er bedre bud på et oprindelsesland.

Bogen "Den Danske Chokoladehistorie" kaster en bombe i debatten om flødebollens herkomst.

Danmarks nye store chokoladebibel udkom 13. september 2016 på forlaget Wormianum, og ifølge værket har flødebollen ikke nogen speciel lang historie og kom til Danmark udefra.

Støvede arkiver afslørede hemmeligheden

Bogens forfatter – historiker og seniorforsker Annette Hoff fra Den Gamle By i Århus – undersøgte bl.a. støvede arkiver fra Danmarks ældste chokoladefabrik: Elvirasminde.

Hendes forskning viste, at virksomheden først solgte flødeboller fra 1905.

Fra 1912 og frem benyttede Elvirasminde med sikkerhed en ikke-dansk opskrift på flødeboller.

I stedet blev Negerkys, som flødebollen var kendt under, produceret efter amerikanske forskrifter.

Konditor snød sig selv

Ifølge Annette Hoff havde en dansk konditor, Emil Elikofer, opskriften med hjem fra USA i 1912.

Han valgte at dele sin nye viden med Elvirasminde.

Som tak modtog han et guldur og blev ansat som konditor på livstid, men sikrede sig ikke en andel af salget.

Elikofers nulevende familie beretter, at han resten af livet blev hånet af sin far, fordi han havde lavet så dårlig en handel.

Skotter fremstillede flødeboller i 1800-tallet

Men hvis flødebollen ikke blev opfundet i Danmark, hvor stammer den så fra? Ifølge Annette Hoff er Skotland et bedre bud.

Her kan flødebollen med sikkerhed spores til 1895, hvor den blev solgt under navnet Chocolate Mallow Biscuit – en skumfyldt tebolle, som stadig kan købes i butikkerne.