Spam – kogt svinekød på dåse – blev første gang sat til salg i 1937.
Den firkantede dåsemad blev skabt af fødevarefabrikanten Hormel i et forsøg på at sælge svineskuldre, som kunderne ellers ikke ville røre ved. Løsningen blev at koge kødet sammen med bl.a. skinke, kartoffelstivelse, salt og sukker og markedsføre det som et hurtigt måltid.
Husmødrene var skeptiske over for kød, som ikke krævede en plads i køleskabet, men da 2. verdenskrig brød ud, tog den amerikanske hær spam til sig og sendte over 100 mio. dåser til tropperne som et billigt måltid.
Spam fik også en plads i de hjælpepakker, som USA sendte til det krigshærgede Europa – og dermed blev spam en global fødevare.
Efter krigen forsøgte Hormel at markedsføre spam som en patriotisk fødevare, men dåsemaden fik i stedet ry som en næringssvag fattigmandsspise, som ofte blev latterliggjort i populærkulturen.
I 1990’erne gav det allestedsværende spam navn til uønsket elektronisk post.