For middelalderens europæere var mulighederne for at tilfredsstille den søde tand begrænsede.
I århundreder var honning den eneste kilde til sukker i større mængder, og biavl var derfor et udbredt erhverv.
Bier blev holdt i så godt som alle hjørner af Europa, og prisen på honning var så lav, at den gyldne masse blev brugt af både rig og fattig.
Honning blev især brugt i køkkenet til at lave bl.a. desserter, syltetøj og søde drikke.
Da de muslimske maurere erobrede Spanien, fik Europas bier selskab af sukkerrør.
Middelalderens bier var robuste og kunne levere honning i alle egne af Europa.
I Mellemøsten havde araberne i århundreder udviklet og forfinet forskellige metoder til at dyrke det tropiske sukkerrør, som kræver masser af sol og vand året rundt.
I 800- og 900-tallet etablerede maurerne plantager på Sicilien og i Spanien, hvor europæerne for første gang smagte på sukker.
I 1100-tallet erobrede kristne korsriddere Det Hellige Land og gav europæerne egen adgang til sukkerrør.
Sukker var dog uhyre besværligt at dyrke og så kostbart, at kun de mest velhavende kunne nyde det.
“Det hvide guld” blev først økonomisk tilgængeligt for jævne europæere i 1500-tallet, da enorme plantager blev grundlagt i den nye verden, hvor sorte slaver blev tvunget til at udføre det slidsomme arbejde.