Teorierne om ophavet til den populære margherita-pizzas navn er flere. Den mest udbredte teori er, at pizzaen er opkaldt efter den italienske dronning Margherita af Savoyen (1851-1926).
Under et besøg i byen Napoli i juni 1889 skulle dronningen have været så træt af den fine franske mad, at hun bad byens bedste pizzabager, Raffaele Esposito, om at lave tre forskellige pizzaer til hende.
De to første pizzaer med hvidløg og ansjoser faldt ikke i Margheritas smag. Men den tredje – en pizza med tomatsauce, mozzarella, basilikum og olivenolie – var helt perfekt, mente dronningen.
Til ære for den royale blåstempling skulle Esposito have opkaldt sin pizza efter Margherita.
Teorien om den italienske dronning er dog omdiskuteret.
Pizzaer med lignende indhold blev efter alt at dømme også lavet i Napoli før det kongelige besøg. Og en kilde nævner en margherita-pizza allerede i 1866.
Om denne pizza er den samme slags som Espositos, er dog ikke klart.
En alternativ teori lyder, at pizzaen fik navn efter marguerit-blomsten, fordi pizzabagerne lagde mozzarella og basilikum i et blomster-mønster.