Shutterstock/Wikimedia Commons

Hvorfor spiser englænderne fish and chips?

Fish and chips var oprindeligt en jødisk tradition, men udviklede sig med tiden til en decideret krigsnødvendighed for den britiske befolkning.

Den engelske tradition med at spise paneret fisk stegt i olie stammer sandsynligvis fra spanske jøder, der slog sig ned i landet i 1500-tallet.

De tog fiskeretten pescado frito med sig fra Andalu­sien, og englænderne blev glade for den panerede fisk.

Salget tog dog først fart i midten af 1800-tallet, da fiskeri med trawl øgede udbuddet af fisk på briternes middagsborde.

I 1848 kørte det første godstog fra havnebyen Grimsby på Nordsøkysten, og fremover kunne fiskernes fangst ubesværet fragtes til storbyerne.

Enorme stimer blev halet op af Nordsøen og solgt for småpenge til arbejderfamilierne.

Fish and chips højnede moralen under krigen

Den første kendte “Fish’n’Chips Shop” åbnede i London i 1860 og serverede friturestegt fisk med pommes frites – en ny fransk delikatesse.

Maden var billig og kunne serveres hurtigt, ofte indpakket i gamle aviser.

Fish’n’chips blev set som så vigtigt for befolkningens moral under 1. verdenskrig, at den britiske regering sørgede for, at rigelige forsyninger altid kom ind i landet, på trods af tyske ubådsangreb.