Hvor længe mennesker har blandet drinks, fortaber sig i historiens tåger, men de første skriftlige referencer til cocktails stammer fra årene omkring 1800.
Bl.a. lagde den amerikanske avis The Balance, and Columbian Repository i 1806 spalter til et brev fra en nysgerrig læser, som ville vide, hvad en cocktail mon var.
“En cocktail er en stimulerende alkoholisk drik, som består af en hvilken som helst spiritus, sukker, vand og bitter”, svarede redaktøren.
Forbudstiden fik cocktailene til at flyde
Op igennem 1800-tallet blev cocktails mere populære, og sidst i århundredet kunne tørstige sjæle fx købe bøger med opskrifter på forskellige cocktails.
Det store folkelige gennembrud for de kulørte drinks kom i midlertid først under forbudstiden i USA. Fra 1920 til 1933 var al fremstilling og salg af alkohol forbudt, og som en konsekvens begyndte amerikanerne at lave deres egen spiritus.
Det meste var af højst tvivlsom kvalitet og ofte så godt som udrikkeligt. Derfor begyndte mange at blande frugtjuice, honning, fløde og andre smagsforstærkere i alkoholen for at skjule den dårlige smag af hjemmebrændt.
Især søde cocktails blev populære, fordi de var hurtigere at drikke – en klar fordel i de mange illegale drikkebuler i USA, som konstant var i fare for at blive stormet af politibetjente.
Andenrangsheste gav navn til cocktails
Ophavet til ordet cocktail er uklart. Én teori er, at det stammer fra hesteavl, hvor heste, der ikke var fuldblods, ofte fik klippet halen. Disse andenrangsheste blev kaldt cocktails.
Samme benævnelse skulle senere være brugt om blandede drinks, der blev betragtet som fortyndet, ikke-fuldblodsalkohol.