Desperate vinbønder forsøgte at udrydde lusen ved at sprøjte giftgas i jorden. 

© Mary Evans

Lus inficerede hele Europas vinproduktion

Da vinmarker i 1860'erne begyndte at visne én for én, spredte panikken sig. Intet så ud til at kunne bremse sygdommen. Først da millioner af vinstokke var døde, fandt biologer en kur, der stadig er i brug.

27. april 2017 af Anker Tiedemann

I sommeren 1863 blev vinstokkene i Joseph Antoine Bortys lille gårdhave bag hans hus i den lille sydfranske by Roquemaure syge. 

Bladene blev gule, kanterne blodrøde, og i august var de visne. Året efter var Bortys vinstokke døde. 

Og samtidig havde den ukendte sygdom bredt sig til vinmarkerne omkring Roquemaure i det fine vinområde langs Rhôneflodens bredder.

I løbet af få år blev mark efter mark med gamle vinstokke forvandlet til et vildnis af sorte grene uden blade – og uden druer. 

Katastrofen bredte sig til Spanien, Italien, Balkan – overalt i Europa, hvor der blev dyrket vin. Vinbønder, -avlere og -nydere gik i panik. Ingen anede, om katastrofen kunne afværges. I desperation rev nogle bønder de angrebne planter op og brændte dem.

Tusinder af vinbønder og deres familier måtte forlade deres jord. Mange emigrerede til Sydamerika for at begynde på en frisk, fordi de frygtede, at Europas traditionsrige vinproduktion ville uddø fuldstændig.

Katastrofens årsag stod hurtigt klar: Små lus angreb vinstokkene og sugede saft og kraft ud af rødderne. 

Videnskabsmændene døbte det ødelæggende insekt Phylloxera vastatrix, og monsieur Borty havde ganske uforvarende indført det fra Amerika.

I 1861 havde en amerikansk bekendt sendt ham nogle stiklinger fra sin vinmark i New York, for at Borty kunne smage de amerikanske druer. 

Borty plantede dem ud. Uvidende om de lus, der sad i stokkens rødder.

Damperen havde skylden

Vinstokke er en slægt af planter, der rummer mange arter af vin. 

Hver art kan producere flere forskellige druesorter, men de fleste blå og grønne druer, der i dag bruges i vinproduktion – cabernet sauvignon, merlot, chardonnay osv. – stammer fra den europæiske vinart, der hedder Vitis vinifera. 

De amerikanske arter af vin har i millioner af år levet sammen med vinlusen og tager ingen skade af insektet – men de fleste druer fra disse vinarter giver en langt ringere vin end den europæiske.

Bortys europæiske Vitis vinifera-planter var forsvarsløse over for den amerikanske vinlus' angreb, men at det netop var hos ham, katastrofen begyndte, var et tilfælde. 

Siden Leif den Lykkelige omkring år 1000 opdagede Amerika – Vinlandet – havde rejsende hjembragt vinstokke til Europa, uden at vinlusen var kommet med. 

De amerikanske planter, der var angrebet af lusen, døde under den ugelange sørejse og blev kastet over bord, før lusen satte sine ben på europæisk jord.

Da de store oceandampere begyndte at sejle i rutefart over Atlanten i 1800-tallet, faldt rejsetiden til blot 9-10 dage. 

Dermed kunne de angrebne vinstokke og deres lus overleve rejsen og nå helskindede frem til Bortys gårdhave. 

En anden ny opfindelse – jernbanen – sørgede for at sprede lusene over hele kontinentet.

Vin fra før vin­lusen – som fx denne Mouton-Rothschild 1869 – er ekstremt kostbar. 

© Polfoto/Corbis

Vinens rødder rådnede 

Videnskabsmænd mødtes på kongresser for at finde en kur mod lusen, og den franske regering udsatte en stor dusør til den, der kunne finde en metode til at udrydde skadedyret.

Vinlusen Phylloxera er så lille, at den knap kan ses under lup, Den formerer sig med alarmerende hast, og hver lus gennemlever en kompliceret livscyklus med 18 stadier. 

En af disse former lever i stort antal på stokkens rødder, og denne form tog livet af de europæiske vinstokke. 

Der, hvor lusene sugede saft, opstod der store svulster på rødderne, og når svulsterne rådnede om vinteren, døde hele rodsystemet.

Forslagene til, hvordan man kunne komme problemet til livs, strømmede ind: Mellem vinstokkene skulle man udplante ildelugtende planter, som ville skræmme lusene væk. 

Rødderne skulle vandes med hvidvin eller forskellige former for gift. Hære af skrubtudser skulle sendes ind i markerne og spise lusene. 

Andre mente, at den rette kur måtte være myrer, stære, kyllinger, snegle, sennep, damp, asparges, timian, persille, nikotin, terpentin, petroleum, dynamit, flæsk, magnetisme, vulkansk aske fra Pompeji, kødædende planter, hornorkestre med store trommer…

Forslagene blev sendt til universitetet i Montpellier i Sydfrankrig, hvor man gennemprøvede 1044 mere seriøse metoder i store forsøgsrækker uden lovende gennembrud. 

Det eneste, der havde en effekt, var at pumpe gasarten karbondisulfid (CS2) ned i jorden. 

Men dette middel var både eksplosivt, ildelugtende og særdeles giftigt for vinbønderne. 

Alle vinmarker skulle plantes om

Først på Phylloxera-kongressen i 1869 kom gennembruddet. Biologer foreslog, at man kunne pode stokke fra den europæiske vinart, Vitis vinifera, på rødder fra amerikanske vinarter, som jo var resistente over for luseangreb.

Der var to problemer med denne løsning. For det første ville vinbønderne nødigt rive de gamle vinstokke op, der havde leveret gode druer i generationer. 

For det andet ville det være en næsten uoverkommelig opgave at skaffe tilstrækkeligt mange podede planter til at genetablere de inficerede marker. 

I 1880 voksede omkring 11 milliarder vinstokke alene i Frankrig, og mange vinproducenter håbede, at der måtte være en kemisk genvej til at udrydde den forhadte lus.

Efterhånden erkendte vinbønderne imidlertid, at der ikke var anden udvej end at genplante deres marker med de nye, podede planter. 

I 1885 var 45.000 hektar af Frankrigs vinmarker beplantet med vin med rødder fra USA, og i det følgende 10-år blev enorme arealer i alle landets vindistrikter genplantet.

Bortys uheldige udplantning havde kostet Frankrig omkring 1,8 milliarder franc. Lusen havde fortæret ca. 2,5 millioner hektar vinmarker – et areal svarende til det halve af Danmarks. 

Frankrigs vinproduktion var faldet fra 8,5 milliarder liter i 1875 til blot 2,3 milliarder i 1889, og først i 1920 nåede landet op på samme produktion som før lusen.

Eksperter anslår, at 75-90 pct. af al Europas vin døde, og luseangrebet har sat varige spor. I dag står nærmest alle vinstokke i Europa – og resten af verden – på amerikanske rødder, og på hver eneste plante kan man se podestedet lige over jordens overflade.

Måske er du interesseret i...

Læs også