Snydepelse fuskede med maden
Giftige stoffer forbedrede smagen
Hvor: Romerriget
Hvornår: Antikken
I sin encyklopædi, “Naturalis historia”, skrev den romerske forfatter Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.): “Der er brugt så meget gift på at tvinge vinen til at passe til vores smag, og alligevel er vi forundrede over, at det ikke er godt for os”.
De giftige metoder, som Plinius omtaler, var mangeartede.
Producenten kunne fx putte jord, gips eller marmorstøv i for at forbedre vinens konsistens og give den en mere markant smag. Andre gange tilsattes honning og harpiks for at give den rette sødme.
Mange romere mente, at disse tilsætningsstoffer var krydderier, der blot gjorde vinen bedre.
I visse tilfælde handlede det imidlertid om decideret svindel: Visse skruppelløse producenter spædede fx vinen op med havvand i et forsøg på at salte vinen, så den kunne holde længere.
I antikken anså de fleste det for et stort plus, hvis vinen blev tilsat lidt bly.
Resultatet blev, at vinen kom til at smage særdeles dårligt – og de, som drak en havsaltet vin, fik ofte også dårlig mave.
Den største forurening af antikkens vine kom dog fra et produkt, som ingen vidste var farligt – bly. Plinius skrev, at bly var ufarligt, og han anbefalede at blande lidt i vintønder for at øge vinens holdbarhed.
Romerne mente desuden, at bly havde en udsøgt smag – en afbalanceret sødme, som forbedrede en hvilken som helst halvdårlig vin.
I dag ved vi, at bly er en gift, der ophobes i kroppen og kan føre til sterilitet, alvorlige sygdomme og i værste fald døden.
Safran er verdens dyreste krydderi.
Salg af falsk safran endte med dødsdom
Hvor: Europa
Hvornår: Middelalder
Købmand Jobst Findeker blev i 1444 ført ud på torvet i Nürnberg og brændt levende. Hans forbrydelse var forfalskning af safran.
Snyderi med netop safran har været et af de almindeligste svindelnumre i fødevarehistorien.
Årsagen hertil er, at safran til alle tider har været et ekstremt kostbart krydderi.
Fremstillingen er utrolig tids- og arbejdskrævende – for at producere et enkelt kilo tørret safran skal der plukkes og renses et sted mellem 100.000 og 150.000 eksemplarer af den særlige safrankrokus.
Eftersom prisen på safran altid har været høj, har mange forhandlere været fristet til at erstatte den ægte vare med billigere alternativer.
En almindelig løsning var at iblande tørret og findelt morgenfrue (plante) eller at dyppe ægte safran i honning for at øge vægten og narre køberen med en sødere smag.
Safran-snyd er også almindeligt i vore dage, men efterspørgslen på krydderiet er mindre end tidligere.
Ifølge et rygte blandede bagerne i 1800-tallets England knuste menneske-knogler i deres brød.
Rygte om indbagte knogler skræmte
Hvor: Storbritannien
Hvornår: 1757
Efter en dårlig hvedehøst i 1756 blev der mangel på brød af god kvalitet i England. Parlamentet besluttede derfor, at der skulle fremstilles et specielt nødbrød med store mængder klid i dejen.
Nødbrødet var imidlertid upopulært, for de lavere socialklasser ville have hvidt brød – ligesom overklassen. Og ordentligt hvidt brød krævede den bedste form for hvedemel.
For at kunne tilbyde det brød, som befolkningen efterspurgte, tyede mange bagere til et gammelt kneb.
De begyndte at blande metalsaltet alun, som blev anvendt til afblegning og garvning, i dejen, når de bagte brød.
Alun-behandlet brød blev nemlig hvidt og fint og så ud som den ægte vare. Men smagen var ikke den samme, og da bagerne blandede mere og mere i for at kunne fremstille større mængder hvidt brød, klagede kunderne.
Mange fik også maveproblemer, og der gik rygter om, at børn og ældre, som havde spist af snydebrødet, efterfølgende var døde under store smerter.
I efteråret 1757 udkom der en bog, der påstod, at en del bagere var gået så vidt som til at blande knuste menneskeknogler i dejen.
Rygtet førte til et stort hysteri i den britiske presse. En af historiens største madskandaler rullede, og som i flere senere sager blev rygter og fakta sammenblandet.
Postulatet om de knuste menneskeknogler viste sig at være fri fantasi, men de britiske bagere led under et dårligt rygte i mange år fremover.
Alun i brød blev forbudt, men praksissen fortsatte alligevel i mange år.
En brite kom til at bruge arsenik i stedet for gips, da han i 1858 ville erstatte sukkeret i sine karameller.
Karameller fik tilsat arsenik
Hvor: Storbritannien
Hvornår: 1858
At de kager og det slik, der blev solgt på de britiske markeder i 1800-tallet, tit var af en ringe kvalitet, var ingen hemmelighed.
Især ét produkt var farligt at indtage: De farvede karameller, som især tiltrak ørigets sliksultne børn.
Slikket indeholdt tit langt mindre sukker end påstået, da ægte sukker på den tid var et dyrt produkt.
I stedet spædede producenterne slikket op med forskellige substitutter som fx gips eller knust kalksten.
Forskellige lovforslag, der skulle forhindre svindlen, var blevet fremlagt, men det britiske parlament var ikke meget for at indstifte love, som kunne forstyrre det frie erhvervsliv.
Men i 1858 ramte “karamelforgiftningen i Bradford”, og politikerne kunne ikke længere undlade at handle.
Miseren startede med, at sliksælgeren William Hardaker, der havde en bod i Bradford, købte karameller fra producenten Joseph Neal.
Ligesom så mange andre havde Joseph Neal erstattet en del af sukkeret i sit slik med gips, som han købte hos en apoteker. Men i stedet for gips fik han ved en fejltagelse udleveret en pose arsenik.
Karamellerne smagte dårligt og så sære ud, men det forhindrede ingenlunde Hardaker i at sælge dem på markedet i Bradford.
Over 200 personer blev syge af arsenikforgiftning, og mindst 20 af dem døde.
Skandalen fremtvang en skrappere regulering af apotekervirksomhed og af, hvilke tilsætningsstoffer der måtte bruges til produktion af fødevarer.
Mælken i New York var indtil 1860’erne blandet op med bl.a. vand og mel.
Bryggerier fremstillede næringsfattig mælk
Hvor: USA
Hvornår: 1858
Allerede i midten af 1800-tallet var komælk blevet lanceret i USA som den perfekte føde for spædbørn.
Mælken blev set som sund og nærende, og folk mente, den var en garant for, at børnene voksede sig store og stærke.
I virkeligheden var den mælk, der blev solgt i landets storbyer, tit decideret sundhedsfarlig. Sandheden kom frem under “the swill milk scandal”, der fandt sted i New York i 1858.
Her blev det afsløret, at det meste af den mælk, byens indbyggere havde kunnet købe i mange år, overhovedet ikke kom fra sunde landbrug.
Mælken kom i stedet fra køer, der var låst inde i mørke lagerlokaler nær byens bryggerier.
Køerne fik såkaldt swill at spise – restprodukter fra bryggerierne – og der var stort set ingen næring i den mælk, de gav.
Køernes ejere fuskede også ved først at spæde mælken op med vand for derpå at tilsætte mel, der gjorde den tyk.
De tilsatte også gulerodsjuice samt et gult farvestof for at narre forbrugernes smags- og synssans.
Mælk blev udpeget som årsagen til den udbredte underernæring hos New Yorks børn.
I samtiden blev det anslået, at 8.000 børn døde årligt pga. dårlig mælk, men tallet er nok overdrevet.
I begyndelsen af 1900-tallet puttede de amerikanske slagtere bl.a. snavs og savsmuld i pølserne.
Rotteafføring kom i pølsefyld
Hvor: USA
Hvornår: 1906
Den amerikanske forfatter Upton Sinclair fik i 1906 udgivet bogen “The Jungle”.
I bogen berettede Sinclair om, hvordan madfremstillingen gik for sig på de amerikanske slagterier.
Især gjorde han en dyd ud af at fortælle, hvad slagteriarbejderne blandede kødet op med.
Skildringen af pølsefremstillingen var i særdeleshed uappetitlig, idet det viste sig, at pølserne kunne indeholde stort set hvad som helst.
I mange tilfælde brugte slagterne kød, der allerede var begyndt at rådne. Efter at have tilsat farvestoffer og konserverende tilsætningsstoffer puttede slagterne det rådnende kød i pølseskind.
Sinclair berettede endvidere, at der ofte også blev blandet snavs og savsmuld i pølsefyldet – og i visse tilfælde sågar rottekød og rotteafføring.
Skandalen blev enorm i USA, og allerede samme år benyttede præsident Theodore Roosevelt sig af opstandelsen omkring Sinclairs bog til at gennemføre nye love, der skulle rydde op i den ulækre fødevareindustri.
Upton Sinclair betragtede imidlertid præsidentens nye love som tandløse og mente, at svindlen ville fortsætte.
Forfatteren fik ret. Nye skandaler fulgte i kølvandet på de nye love, og først efter flere senere lovstramninger fik de amerikanske politikere has på problemerne.
Chefer på et mejeri for retten i 2008. Straffen blev fra fem års fængsel til livstid. To andre blev henrettet.
Kemikalie dræbte kinesiske børn
Hvor: Kina
Hvornår: 2008
Mens Storbritannien og USA oplevede deres største madskandaler i 1800-tallet, har Kina i nyere tid overtaget pladsen som madsvindlens land nummer ét.
I Kina findes der i dag de perfekte vilkår for madsvindel – de seneste årtiers store folkeflytninger har ført til enorme samfundsmæssige forandringer.
Store mængder mad skal importeres til landets ekspanderende storbyer, og kontrollen af madvarerne er mangelfuld.
Omvæltningen har ført til utallige skandaler. I en sag blev det fx afsløret, at en producent havde indsamlet fedt fra storbyernes afløb og senere solgt det videre til forbrugerne som spiseligt fedt.
Mest berygtet er dog den enorme mælkesvindel, der blev afsløret i 2008.
Flere producenter af mælk, tørmælk og mælkeerstatning til spædbørn havde blandet det kvælstofholdige kemikalie melamin i deres produkter for at få det til at se ud, som om mælken var særlig proteinrig.
Hundredtusindvis af børn menes at have drukket de forgiftede produkter.
Mindst seks børn er døde – og formentlig mange flere.
Skandalen rystede myndighederne og blev et tydeligt bevis på, at regeringen langtfra kan garantere, at alle fødevarer, der sælges i landet, er sikre.
En stikprøveundersøgelse i 2003 antydede, at helt op mod en femtedel af alle madvarer, der blev solgt i Kina, ikke levede op til de officielle sundhedskrav.
