Snydepelse fuskede med maden

Hvor: Europa
Hvornår: Middelalder

Køb­mand Jobst Findeker blev i 1444 ført ud på torvet i Nürnberg og brændt levende. Hans forbrydelse var forfalskning af safran.

Snyderi med netop safran har været et af de almindeligste svindelnumre i fødevarehistorien.

Årsagen hertil er, at safran til alle tider har været et ekstremt kostbart krydderi.

Fremstillingen er utrolig tids- og arbejdskrævende – for at producere et enkelt kilo tørret safran skal der plukkes og renses et sted mellem 100.000 og 150.000 eksemplarer af den særlige safrankrokus.

Eftersom prisen på safran altid har været høj, har mange forhandlere været fristet til at erstatte den ægte vare med billigere alternativer.

En almindelig løsning var at iblande tørret og findelt morgenfrue (plante) eller at dyppe ægte safran i honning for at øge vægten og narre køberen med en sødere smag.

Safran-snyd er også almindeligt i vore dage, men efterspørgslen på krydderiet er mindre end tidligere.

Hvor: Storbritannien
Hvornår: 1757

Efter en dårlig hvedehøst i 1756 blev der mangel på brød af god kvalitet i England. Parlamentet besluttede derfor, at der skulle fremstilles et specielt nødbrød med store mængder klid i dejen.

Nødbrødet var imidlertid upopulært, for de lavere socialklasser ville have hvidt brød – ligesom overklassen. Og ordentligt hvidt brød krævede den bedste form for hvedemel.

For at kunne tilbyde det brød, som befolkningen efterspurgte, tyede mange bagere til et gammelt kneb.

De begyndte at blande metalsaltet alun, som blev anvendt til afblegning og garvning, i dejen, når de bagte brød.

Alun-behandlet brød blev nemlig hvidt og fint og så ud som den ægte vare. Men smagen var ikke den samme, og da bagerne blandede mere og mere i for at kunne fremstille større mængder hvidt brød, klagede kunderne.

Mange fik også maveproblemer, og der gik rygter om, at børn og ældre, som havde spist af snydebrødet, efterfølgende var døde under store smerter.

I efteråret 1757 udkom der en bog, der påstod, at en del bagere var gået så vidt som til at blande knuste menneskeknogler i dejen.

Rygtet førte til et stort hysteri i den britiske presse. En af historiens største madskandaler rullede, og som i flere senere sager blev rygter og fakta sammenblandet.

Postulatet om de knuste menneskeknogler viste sig at være fri fantasi, men de britiske bagere led under et dår­ligt rygte i mange år fremover.

Alun i brød blev forbudt, men praksissen fortsat­te alligevel i mange år.

Hvor: USA
Hvornår: 1858

Allerede i midten af 1800-tallet var komælk blevet lanceret i USA som den perfekte føde for spædbørn.

Mælken blev set som sund og nærende, og folk mente, den var en garant for, at børnene voksede sig store og stærke.

I virkeligheden var den mælk, der blev solgt i landets storbyer, tit decideret sundhedsfarlig. Sandheden kom frem under “the swill milk scandal”, der fandt sted i New York i 1858.

Her blev det afsløret, at det meste af den mælk, byens indbyggere havde kunnet købe i mange år, overhovedet ikke kom fra sunde landbrug.

Mælken kom i stedet fra køer, der var låst inde i mørke lagerlokaler nær byens bryggerier.

Køerne fik såkaldt swill at spise – restprodukter fra bryggerierne – og der var stort set ingen næring i den mælk, de gav.

Køernes ejere fuskede også ved først at spæde mælken op med vand for derpå at tilsætte mel, der gjorde den tyk.

De tilsatte også gulerodsjuice samt et gult farvestof for at narre forbrugernes smags- og synssans.

Mælk blev udpeget som årsagen til den udbredte underernæring hos New Yorks børn.

I samtiden blev det anslået, at 8.000 børn døde årligt pga. dårlig mælk, men tallet er nok overdrevet.

Hvor: USA
Hvornår: 1906

Den amerikanske forfatter Upton Sinclair fik i 1906 udgivet bogen “The Jungle”.

I bogen berettede Sinclair om, hvordan madfremstillingen gik for sig på de amerikanske slagterier.

Især gjorde han en dyd ud af at fortælle, hvad slagteriarbejderne blandede kødet op med.

Skildringen af pølsefremstillingen var i særdeleshed uappetitlig, idet det viste sig, at pølserne kunne indeholde stort set hvad som helst.

I mange tilfælde brugte slagterne kød, der allerede var begyndt at rådne. Efter at have tilsat farvestoffer og konserverende tilsætningsstoffer puttede slagterne det rådnende kød i pølseskind.

Sinclair berettede endvidere, at der ofte også blev blandet snavs og savsmuld i pølsefyldet – og i visse tilfælde sågar rottekød og rotteafføring.

Skandalen blev enorm i USA, og allerede samme år benyttede præsident Theodore Roosevelt sig af opstandelsen omkring Sinclairs bog til at gennemføre nye love, der skulle rydde op i den ulækre fødevareindustri.

Upton Sinclair betragtede imidlertid præsidentens nye love som tandløse og mente, at svindlen ville fortsætte.

Forfatteren fik ret. Nye skandaler fulgte i kølvandet på de nye love, og først efter flere senere lovstramninger fik de amerikanske politikere has på problemerne.