Gulerødder i fiskesovs
Antikken var fuld af sunde forretter
Romerne nød et væld af gustatio, forretter, som i dag vil falde i de fleste menneskers smag.
Men om gulerødder stegt i en blanding af fiskesovs og vin hørte til i den kategori, er smags-triumviratet skeptisk overfor.
Forsigtigt nippede vi til retten.
Rige romere inviterede fornemme gæster på cena – et måltid der kunne begynde så tidligt som kl. 14, bestod af talrige retter og strakte sig til langt ud på aftenen.
Romerne var så glade for fiskesovs, at de sågar drak den – blandet med honning og vand.
Kålsalat til en våd aften
Kål gør mænd i stand til at tåle alkohol
Denne salat kender vi fra den romerske senator og historiker Cato den Ældre (234-149 f.Kr.).
Han lovpriste kål for at gøre en mand i stand til at tåle mere alkohol, før han bliver fuld.
Opskriften er ikke romersk, men stammer fra Grækenland, som romerne i århundreder beundrede og lærte af.
Friterede squash
Romerne elskede squash
I en sivebrønd under et af Pompejis lava-begravede toiletter har arkæologer fundet et stort antal ufordøjede frø fra squash.
De beviser romernes forkærlig for courgetter/squash.
Historikerne kender nedenstående opskrift fra fra en af antikkens største gourmeter, levemanden Marcus Gavius Apicius.
Den romerske overklasse afskyede stanken hvidløg. Kun slaver og soldater spiste derfor retter med hvidløg, for planten blev anset for at kunne øge deres styrke.
Romerske frikadeller af muslinger
Kødboller hed esicia i kejserens Rom
Den madglade romer Marcus Gavius Apicius kalder i sin kogebog fra omkring Kristi fødsel sine frikadeller af muslinger for esicia.
Han anbefalede også andre esicia fremstillet af hakket kød, men skulle det være ekstra fint, måtte kokken lede efter “muslinger uden skæg”.
Sardiner i fiskesovs
Sammenkogte retter var hverdagsmad
Romerne tilberedte ofte retter i små ovnfaste fade. Disse såkaldte patina udgjorde hverdagsmad for rige som fattige.
Alt fra hjernemassen fra diverse dyr til nødder serveredes som patina.
HISTORIES smags-triumvirat var på forhånd meget skeptisk over for sardinerne – med rette skulle det vise sig.
Den ældste opskrift på romersk brød findes i Cato den Ældres “De agri cultura” (Om landbrug) fra ca. 160 f.Kr.
Råvildt i brandvarm sovs
Selv små gnavere stod på menukortet
Romerne spiste al slags kød, fx nævner Petronius’ værk “Satyricon” fra ca. år 60, at en ret bestod af “syvsovere (en lille gnaver, red.) smagt til med honning og birkes”.
Men når der var fest, blev vildt foretrukket af Roms overklasse. Rådyr var det lettest tilgængelige for HISTORIES prøvesmagning.
Romerne drak vin til festmad. De gik lidenskabeligt op i dyrkning af druer og fremstillingen af fine årgangsvine.
Romerne elskede ekstravagante retter. I Petronius’s historie Satyricon (ca. år 60) åbnede værten en stegt gris med sin kniv “og fugle fløj ud af dens mave”.
Grov vegetarisk tisana
Legionærgryde blev spist af alle
Hverdagsmad var blottet for kød men rig på grøntsager.
Den grødagtige ret tisana var i sin luksusudgave fyldt med sunde grøntsager, mens legionærer på felttog i Romerrigets udkant typisk måtte klare sig uden de mange friske råvarer.
Romerne lå på sofaer og spiste med fingrene. De greb formentlig den mest fedtede mad med et stykke brød.
Libum ad libitum
Den romerske konditor havde ingen sukker
Romerne spiste typisk frugt til dessert, men selvom de ikke havde sukker, kunne søde kager også finde vej til deres tallerkener.
Kagen libum var en enkel og landlig dessert, som den traditionsbundne historiker og statsmand Cato varmt anbefalede.
Hverken romerske rigmænd eller deres koner gik i køkkenet. Mad blev tilberedt af slaver, og de dygtigste slavekokke blev handlet til høje priser.