Tre frække tyverier gav os kaffen

Mokka bevogtede sine kaffetræer

Kaffens historie begyndte med en østafrikansk træsort kaldet bun, hvis bær havde en opkvikkende virkning. De blev plukket af etiopierne, som havde for vane at spise dem – både rå og tørrede.

Krigerne fik små energibomber af knuste bær trillet i dyrefedt, og etiopierne lavede også vin af det gærede frugtkød. Det eneste, der ikke faldt dem ind, var at brygge varme drikke af bærrenes kerner, bønnerne. Den skik opstod først, da bun kom til Arabien.

Kaffetræet, som planten nu hedder, menes at have krydset Det Røde Hav engang mellem 575 og 850 e.Kr. Hvordan kan ingen sige med sikkerhed.

I begyndelsen gjorde araberne som etiopierne: De spiste kaffebær­rene, som blev tillagt helbredende virkning.

Det var først omkring år 1000, at kaffens for­fader opstod i form af et tyndt afkog af hele bær. Herfra udviklede drikken sig langsomt til det, nutidens mennesker vil genkende, og den fik sit navn. Ordet kaffe udspringer nemlig af det arabiske qahwa.

Kaffedrikning begyndte som en skik blandt muslimske lærde, inden vanen bredte sig til almindelige folk – ikke kun i byen Mokka, hvor kaffetræerne voksede, men i hele Arabien.

Den nåede til Mekka i 1400-tallet, og i 1554 åbnede to syriske handelsmænd et kaffehus i Konstantinopel. Begejstringen for kaffen kom til udtryk i en tekst, som ifølge genfortællingen var forfattet af profeten Muhammeds søn:

“Oh, kaffe. Du fører de tilbage, som er vandret bort fra kundskabens sti”, lød hyldesten. Kaffe gav altså visdom, og hele Mellemøsten tørstede efter at drikke sig klogere.

Det nød yemenitterne godt af, for de var eneleverandør og sikrede sig omhyggeligt, at ingen andre fik fat i kaffetræer. Men monopolet varede kun, til en driftig hollænder øjnede muligheden for at gøre en god forretning.

Hollænder sejlede kaffen til Indien

Ved 1600-tallets begyndelse var Holland en stormagt og godt på vej til at blive Europas førende handelsnation.

Det nystiftede Ostindiske Kompagni sendte flåder rundt om Afrika til Østen, hvorfra de vendte tilbage med eftertragtede varer. Det var én af disse ekspeditioner, der bragte den første af historiens tre store kaffetyve til Arabien i 1614.

Købmandssønnen Pieter van den Broecke var kun 29 år, men han færdedes hjemmevant i Det Indiske Ocean, for han havde sejlet for Det Ostindiske Kompagni i næsten 10 år.

Talent og foretagsomhed havde bragt ham til tops i selskabets hierarki, og han førte kommandoen over de hollandske skibe, der kastede anker ud for byen Aden den 17. august.

Van den Broecke kom for at fylde sine lastrum med Arabiens kosteligste skatte, men han rendte øjeblikkeligt ind i et alvorligt problem.

Aden og de omkringliggende havne hørte på den tid under Osmannerriget, og fremmede skulle have en tilladelse helt fra sultanen i Konstantinopel, før de måtte handle i hans fjerne provins.

Hollænderne måtte forlade Aden uden varer, men van den Broecke sejlede blot op ad kysten, til han nåede uden for osmannisk territorium.

Her lagde han til ved den lille havn Shishr, hvis fyrste blev begejstret ved udsigten til at slå en god handel af. Hollænderen kunne snart sejle derfra med et parti lokale varer, som han afsatte med profit på Java i det nuværende Indonesien.

I januar 1616 var van den Broecke tilbage efter mere, men vareudbuddet i Shishr viste sig for ringe, så han besluttede sig for at prøve lykken på ny i de osmanniske havne.

Denne gange sejlede han til Mokka, der var berømt for sit “sorte vand”, som europæerne kaldte arabernes kaffe.

Herfra fortsatte van den Broecke ind i landet med en hollandsk købmand, en hornblæser og to soldater for at opsøge den osmanniske sultans statholder, pashaen. Målet var at få lov til at fylde sine skibe med varer, selv om han stadig ikke havde skaffet sig en til­ladelse fra Konstantinopel.

Forhandlingerne blev en succes, og tilbage i Mokka kunne van den Broecke gå i gang med at købe ind på Mokkas marked.

I marts stod hollænderne til søs med en ladning kaffe – og hvad pashaen ikke vidste, var, at de også havde skaffet sig stiklinger fra kaffetræer. De blev plantet i Indien, og dermed var Mokkas monopol brudt.

Kuppet fik dog først betydning mange år senere, for kaffe var en helt ny og ikke videre eftertragtet vare i Europa.

Det var først fra midten af 1600-tallet, at forbruget tog fart, og selv på den tid var bønnerne fra de indiske plantager så ringe, at hollænderne i stedet købte det meste af deres kaffe i Mokka.

Da var Pieter van den Broecke allerede borte, for han døde i 1640 efter mange års tjeneste for Ostindisk Kompagni. Resultatet af hans kaffetyveri blev ikke synligt før 1720'erne, hvor hollænderne endelig begyndte at producere flere bønner selv, end de købte i Mokka.

Omkring den tid slog endnu en ransmand til og bragte den nu eftertragtede kaffe til helt andre verdensdele.

Søofficer gik på rov i Paris

Det næste kup fandt sted i Europa – og offeret var hans majestæt, den franske konge. Amsterdams borgmester besøgte den mægtige Ludvig 14. i 1714, og han forærede sin vært et ungt kaffetræ fra sin hjembys botaniske have. Det viste sig at være et uklogt valg.

Gaven fik en plads i den tilsvarende parisiske have, hvor et væksthus blev opført til at beskytte den sarte plante. Her stod den stadig, da en fransk søofficer vendte hjem på orlov fra Frankrigs vestindiske øer i 1723.

Gabriel-Mathieu de Clieu på 41 år havde regnet ud, at kaffetræer ville have perfekte betingelser på Martinique, hvor han gjorde tjeneste.

Derfor bad han kongen om tilladelse til at bringe stiklinger fra den royale plante med sig, når han vendte tilbage til Fransk Vestindien.

Hoffets svar var et blankt nej, men ligesom hollænderen van den Broecke lod Clieu sig ikke bremse af afslag. Han lagde planer, og imens nød han de parisiske adelskvinders selskab.

Hvordan det alligevel lykkedes for Clieu at få sin kaffeplante, er blevet genfortalt i flere versioner.

Ifølge én fik han fat i to stiklinger gennem kongens læge, professor Chirac, der forstod, hvilken velstand Frankrig kunne opnå som kaffeproducent. Hans patriotiske sindelag blev hjulpet på vej af ydelser fra en ung kvinde, som Clieu betalte.

En alternativ version af historien fortæller, at officeren selv tog affære og klatrede over muren til botanisk have en nat uden måneskin. Han nåede uset frem til væksthuset, hvor han skar en stikling af den kongelige kaffetræ.

Få dage senere stod Clieu til søs ombord på den franske korvet Dromedaire for at bringe sin skat med til Martinique.

Pirater truede kaffens rejse

Under sejladsen over Atlanterhavet opbevarede den franske officer sin stikling i et glasskab, som blev sat i solen i et par timer hver dag, inden han bragte det ned i det skærmende mørke under dæk. Men han fik meget andet end lys at bekymre sig om undervejs.

På den første del af rejsen angreb nordafrikanske pirater skibet, og kun præcise salver fra Dromedaires 24 kanoner fik dem til at opgive. Senere på rejsen afværgede han én af sine med­rejsendes forsøg på at ødelægge den dyrebare stikling.

“Det er ubeskriveligt, hvor vanskeligt jeg havde ved at frelse min sårbare plante fra en mand, der forsøgte at ødelægge stiklingen af jalousi over den glæde, jeg snart ville opnå”, skrev Clieu senere i et brev. Angrebet blev afværget, men nye ulykker meldte sig i form af en svindende mængde drikkevand ombord.

“Manglen på vand var så stor, at jeg i over en måned måtte dele den beskedne ration, jeg blev tildelt, med min kaffeplante”‚ mindedes Clieu.

Trods alle strabadserne overlevede stiklingen, og den blev plantet i officerens have på Martinique. Her tog det tre år, før det unge træ kunne levere sin første kaffehøst, og indtil da var Clieus nerver hele tiden på højkant.

“Jeg frygtede konstant, at den skulle blive taget fra mig”, har han forklaret. “Til sidst måtte jeg omkranse den med tjørnebuske og lade den bevogte, indtil den groede ud”.

Clieus tyvegods fik en stor betydning – ikke bare for gerningsmandens egen pengepung, men for hele Frankrigs økonomi. 50 år efter ankomsten var den ene plante blevet til 19 mio. kaffetræer alene på Martinique.

Stiklinger blev bragt til Saint Domingue – nutidens Haiti – i 1734, og kolonien begyndte at levere tonsvis af kaffe. I 1788 kom halvdelen af verdens samlede produktion herfra.

Clieu selv gik det også strålende. Han tjente penge på sin kaffe og høstede ordener og
forfremmelser, inden han rejste hjem for at nyde sit otium i Frankrig. Ved hans død i Paris i 1774 havde endnu et tyveri udbredt kaffen i Sydamerika.

Kærligheden vandt

Vittige historikere har kaldt den portugisiske oberst Francisco de Melo Palheta for kaffens James Bond. Han forenede snuhed og glamourøse eventyr for at udføre den hemmelige mission, han blev pålagt i 1727.

Officielt var han kongelig udsending og skulle forhandle grænsedragning mellem Fransk Guyana og den allerede dengange vidststrakte portugiske koloni Brasilien. Melo Palhetas rigtige opgave gik ud på at stjæle kaffetræer, der skulle plantes i brasiliansk jord, så portugiserne kunne få andel i kaffemarkedet.

Alle forsøg på at bortføre en stikling direkte fra plantagerne måtte opgives, for planterne var under streng bevogtning. Den franske guvernør var udmærket klar over, at fremmede begærede koloniens værdifulde træer.

I stedet søgte Melo Palheta efter en person, der kunne hjælpe ham indefra, og det lykkedes takket være hans evner som kvindebedårer, der kun var blevet større med alderen – i 1727 var han 57 år gammel.

Portugiserens villige hjælper var guvernørens egen hustru, den yndige Marie d'Orvilliers, der tabte sit hjerte til hans modne charme. Hun var parat til at forråde både sin mand og sit fædreland af kærlighed og skaffede ham de stiklinger, han higede efter.

Ifølge en muligvis fantasifuld genfortælling fandt selve overdragelsen sted ved den ceremoni, guvernøren afholdt for at fejre forhandlingernes vellykkede afslutning.

Som afskedsgave overrakte madame d'Orvilliers en storslået buket til Melo Palheta, og inde mellem blomsterne havde hun skjult stiklinger fra kaffetræet.

Portugiserens succesfulde mission lagde grunden til det, der skulle blive verdens største kaffeimperium. Han nåede ikke selv at opleve det før sin død i 1750, men i 1800-tallet blev kaffe Brasiliens vigtigste eksportvare.

Verdens kaffeleverandør opstår

Brasilianerne løsrev sig fra Portugal i 1822, og lige fra begyndelsen gik de efter at tjene på kaffedyrkning. Enorme skovområder blev fældet, og de ryddede arealer blev overladt til kaffebønder, der også fik en hjælpende hånd fra moder natur.

Svampearten Hemileia vastatrix bredte sig i Asien og Afrika i 1860'erne, hvor den påførte kaffetræerne en sygdom, der fik navnet “kafferust”. Tegnet på angreb var nemlig rustrøde pletter, der udviklede sig til hele plamager på bladene, inden planten døde.

Med faldende konkurrence fra andre sider kunne Brasiliens kaffeplantager erobre en stor del af verdensmarkedet, og det var med god grund, at Brasiliens rigsvåben fik grene fra kaffetræet som en del af sin udsmykning.

Planten havde til gengæld mistet sin status som en eftertragtet og værdifuld skat, for nu havde alle den. Europæerne underlagde sig store dele af verden, og overalt, hvor klima og jordbund tillod det, plantede de kaffetræer.

I de første år af 1900-tallet plantede tyske kolonister kaffe på Kilimanjaro-bjergets skråninger i det nuværende Tanzania. Dermed var kaffen vendt hjem til Østafrika efter en over 1.000 år lang rejse, hvor den havde været gennem arabiske, hollandske, franske og portugisiske hænder.