Shutterstock

Var Mozart glad for chokolade?

Konditoren Paul Fürst tænkte kun på markedsføringen, da han i 1890 valgte at navngive sine chokoladekugler efter den verdenskendte komponist.

Komponisten Wolfgang Amadeus Mozart, der døde i 1791, og de berømte chokoladekugler har kun navnet tilfælles­.

Historikerne ved en del om Mozarts spisevaner – især baseret på hans breve og her udgør chokolade og søde sager ikke en speciel stor del af Mozarts diæt.

Han var i stedet glad for meget tung mad, især leverfrikadeller med sauerkraut.

Han drak dog tit kakao, som kom til Europa i 1600-tallet og var en luksusdrik primært nydt af overklassen.

Da konditoren Paul Fürst i 1890 ankom til Mozarts fødeby, Salzburg, i Østrig, var det altså ikke, fordi han var blevet inspireret af Mozarts egne spisevaner.

Men han havde behov for at markedsføre sine nye håndlavede chokoladekugler fyldt med pistacie-marcipan og nougat.

Han opkaldte dem derfor efter komponisten.

1,3 mio. håndlavede mozartkugler om året

Kuglerne blev hurtigt populære både blandt østrigerne og turisterne og blev endda fremvist på verdensudstillingen i Paris i 1900.

Lige siden har Fürsts arvtagere fremstillet håndlavede mozartkugler.

I dag laver firmaets ansatte ikke færre end 1,3 mio. om året.

Fürst-familien har aldrig haft rettighederne til navnet Mozart, og en lang række kopi-chokolader bliver fremstillet under stort set samme navn i Østrig, Schweiz og Tyskland og i enorme mængder.

Det tyske firma Reber har fx en produktionskapacitet på 500.000 industrielt fremstillede mozartkugler om dagen.