En dag, få måneder efter den egyptiske revolution i januar 2011, ankom mændene fra Cairo til den lille landsby el-Gubba.
Hvem de var, vil landsbyens indbyggere ikke sige, eller også ved de det faktisk ikke præcis. En siger, at de var ingeniører; en anden hævder, at nogle af dem kom fra ministeriet for oldtidsfund. De fleste landsbyboer omtaler dem blot som “mafiaen”.
“Der er en værdifuld skat begravet i bakken her i el-Gubba, og vi vil betale jer for at grave den ud for os”, sagde mafiaen til dem.
Landsbyboerne spidsede ører, men var ikke overraskede. El-Gubba ligger 1.000 km fra Cairo i det allersydligste Egypten nær provinshovedstaden Aswan. I denne del af landet ligger mange skatte fra svundne tider begravet i sandet. Tanken om, at den bakke, indbyggerne passerede hver dag, kunne rumme værdier, havde strejfet dem før.
“Vi vil gøre jer alle rige”, lovede mændene fra Cairo.
Ingen af landsbyboerne troede på løftet. Alligevel accepterede en del af dem tilbuddet om at arbejde for de fremmede – alene for at få brød på bordet.
Før de blodige demonstrationer mod Egyptens diktator, Hosni Mubarak, brød ud i januar 2011, levede mange af el-Gubbas indbyggere af turister. Urolighederne fik imidlertid udlændingene til at blive væk, og fra den ene dag til den anden blev her tomt og stille.
Derfor sagde mange lokale ja, da mafiaen tilbød dem hyre for at grave i den store bakke.
“De betalte os kun 30 kr. om dagen. Men som man siger: ‘En mand, der er ved at drukne, rækker ud efter selv et strå’”, forklarer Hassan, mens han sipper te på en lille café neden for den bakke, som de fremmede fra Cairo ønskede udgravet.
El-Gubbas gravrøvere hakkede sig vej ind i en stor bakke uden for byen, hvor de fandt en række hidtil ukendte oldtidsgrave.
Gravrøveri skulle gavne hele byen
Ligesom de andre gravrøvere fra byen vil Hassan ikke opgive sit fulde navn. Landsbyboerne tilhører den majoritet af Egyptens befolkning, som lever tæt på fattigdomsgrænsen.
At få brød på bordet er en daglig kamp, men til gengæld skal der ikke så meget mere til at gøre dem tilfredse. Det skulle da lige være at have råd til cigaretter.
“Det var bedre at arbejde for mafiaen end at lave ingenting og være uden smøger”, siger Arafa, en 40-årig mand, som før revolutionen levede af at føre turister rundt i ørkenen på sin kamel.
“Hvis vi fandt noget, ville det være godt for alle, selvom mafiaen helt sikkert ville være løbet med det meste”, siger Arafa, som med sin slanke, smidige krop og sit tålmodige blik har en vis lighed med den kamel, han tilbringer de fleste dage sammen med.
Da mændene nogle uger efter mafiaens besøg begyndte at svinge hakkerne ved bakkens fod, viste det sig hurtigt, at den vitterlig gemte på årtusinder gamle hemmeligheder.
Et hav af antikviteter under sandet
Lige siden oldtidens faraoer begyndte at begrave de døde i underjordiske gravmæler fyldt med glitrende skatte, har gravrøvere hærget i Egypten.
Fattige arbejdere, korrupte embedsmænd, romerske soldater, islamiske skattejægere, europæiske opdagelsesrejsende, grådige arkæologer og professionelle smuglerbander – alle har de forsøgt at få fingre i de begravede rigdomme. De er Egyptens guldgravere, og de har måske aldrig været så aktive, som de er lige nu.
“Det er umuligt at vide, præcis hvor mange oldsager der forsvinder i disse år, men det er flere end før. Efter revolutionen har mange haft en fornemmelse af, at folk nemmere kan slippe afsted med det.
Derfor er det ikke kun de professionelle bander, der graver, men også helt almindelige borgere”, siger den egyptiske arkæolog Monica Hanna.
Hun har ved hjælp af bl.a. satellitbilleder dokumenteret, at antallet af illegale udgravninger i området omkring Dashur, hvor to af Egyptens ældste pyramider – Knækpyramiden og Den Røde Pyramide – ligger, er tredoblet siden revolutionen.
Afsløringen fik Egyptens hær til at rykke ind for at beskytte området. Men de fleste gravrøverier finder sted uden at blive opdaget. Og det samme gør sig gældende ved andre, langt mindre kendte gravområder.
Mens de professionelle bander ofte ved, hvor de skal finde skattene, forsøger mange jævne egyptere at grave på må og få. Nogle hyrer religiøse sheiker til at spørge de højere magter, hvor skattene gemmer sig.
Andre nøjes med at håbe og graver under deres huse, med det resultat at huse i flere tilfælde er styrtet sammen. Historier om folk, der har fundet en skat og er kommet ud af den udbredte fattigdom, er mange.
“Hvor end du graver i Egypten, finder du noget”, lyder en talemåde.
Det grønne bælte langs Nilen har været beboet i mere end seks årtusinder i et klima, som er optimalt for bevaring af oldgamle sager.
Selv i ministeriet for oldtidsfund i Cairo siger embedsmændene, at Egyptens sand gemmer “et hav af antikviteter”, og at det måske kun er 30 pct., som er udgravet. Skattene ligger under folks huse, under markerne eller under nutidige gravpladser – kristne som muslimske. Fristelsen til at grave efter guld er derfor stor.
Under urolighederne i 2011 blev Cairos Egyptiske Museum plyndret. Flere mumier blev ødelagt, og 54 uvurderlige oldtidsgenstande stjålet. Mange af genstandene er siden blevet fundet igen, bl.a. en enestående statuette af Tutankhamon, der under røveriet fik en arm og et ben brækket af.
Politiet flygtede fra el-Gubba
Oprøret mod Egyptens diktator, Hosni Mubarak, i 2011 nåede også til el-Gubba. Da politiet tæskede en mand fra landsbyen til døde, væltede årevis af frustration over det brutale sikkerhedsapparat frem.
Landsbyboerne stormede den lokale politistation, sendte betjentene på flugt, stjal alt af værdi og ødelagde resten.
Siden har byen ikke haft politi. Den smadrede politistation står tilbage som et monument over oprøret. Intet politi og masser af arbejdsløse mænd.
Det var den perfekte situation for de kriminelle antikvitetssmuglere, der kom til el-Gubba fra Cairo. I løbet af et par uger gravede byens mænd sig dybt ind i bakken, indtil de ramte noget hårdt.
“Vi gravede næsten 10 m ned, før vi fandt en væg med inskriptioner og derefter en åbning. Indgangen var lukket til med sten, så vi vidste, at nogen havde været her før. Formentlig romerne”, fortæller kamelguiden Arafa, mens han viser rundt på den store bakke iklædt en hvid kjortel, der flagrer let i brisen fra den nærliggende Nil.
“Vi slæbte stenene væk og gik ind. På væggene så vi de flotteste malerier, og rummene var fulde af kranier og knogler. Vi ledte og ledte efter noget af værdi, men der var intet. Romerne havde taget det hele”, fortæller Arafa.
Landsbyens lave lerhuse kravler halvvejs op ad bakken, som kun akkurat er højere end minareten på byens moské.
På bagsiden af bakken, hvor Arafa og de andre mænd sled for at finde frem til gravene, ser det ud, som om et gigantisk rovdyr har taget en bid. Meterdybe huller er gravet ind i bakken, og nederst i hvert af dem er mandshøje indgange, der fører endnu dybere ind.
Indgangene er nu blokeret af døre med jerngitre og hængelåse, som myndighederne har sat op.
Men gennem gitteret kan man tydeligt få fornemmelsen af, hvad Arafa og de andre gravrøvere så, da de i lygternes skær brød ind i gravene. På et vægrelief ses en mand med et løveskind over skulderen.
Han ofrer til en farao, der sidder med en blomst i hånden. Det er denne mand, en adelsmand ved navn Banfar, som blev begravet her for over 3.000 år siden.
Spredt i sandet rundt om graven ligger utallige stumper af knogler og kranier. Nogen har samlet en del af stumperne sammen i en stor papirspose, som nu står efterladt foran graven.
I alt ni grave fandt gravrøverne fra el-Gubba under bakken, flere af dem med velbevarede relieffer og vægmalerier. Men i ingen af gravene fandt el-Gubbas gravrøvere noget, som kunne gøre hverken mafiaen eller dem selv rige.
“Vi fandt kun nogle små statuetter af værdiløst materiale. Alt andet var blevet røvet for længst. Men jeg tror, at der er mere endnu, som vi ikke har fundet. Måske er der længere nede under jorden kamre, hvor ingen har været før, og som gemmer på store rigdomme”, siger gravrøveren Hassan.
Antikviteter fundet i toiletkumme
Gravrøvernes måske største trussel er en 32-årig, åbenmundet arkæolog.
Mens myndighedernes indsats imod ulovlige udgravninger i bedste fald kan karakteriseres som halvhjertet, har Monica Hanna gjort det til sin livsmission at afsløre, hvordan Egyptens enestående kulturarv forsvinder ud af landet.
Som arkæolog gør hun omtrent det værste, man kan gøre, hvis man ønsker en arkæologikarriere i Egypten:
Hun kritiserer de myndigheder, som giver arkæologer som hende selv penge, tilladelser og adgang til at udgrave fortiden. Men opmuntret af revolutionens ånd og et brændende ønske om at gøre en forskel har hun og to kvindelige kolleger accepteret at betale prisen og glæder sig i stedet over de små sejre, de nu og da vinder.
For selvom tre idealistiske kvinder ikke kan stoppe velorganiserede kriminelle netværk, så har de igen og igen vist sig i stand til at lave så meget støj i medierne med deres afsløringer, at myndighederne har været tvunget til at styrke indsatsen mod udplyndringen af Egyptens fortid.
“Vi har fået mange egypteres øjne op for, hvor galt det står til. Det er første og vigtigste skridt mod forandring. Samtidig ved vi, at mange i de lavere dele af embedsmandshierarkiet er utrolig glade for vores indsats. Det er bl.a. fra dem, vi får mange af vores informationer”, fortæller Monica Hanna.
Det største problem er ifølge hende, at myndighederne kun bekymrer sig om de berømte seværdigheder, som tiltrækker alle turisterne. Resten af Egyptens arkæologiske områder beskyttes kun i mindre grad, hvis overhovedet.
“Ministeriet har faktisk 14.000 vagter på lønningslisten, men hvad hjælper det, når mange af dem er utrænede og dårligt bevæbnede?”
Blandt de ødelagte skatte er en 4.500 år gammel statue af et egyptisk ægtepar.
Ifølge Monica Hanna er en del af vagterne, hvis løn i forvejen er ringe, endda nødt til at bruge egne penge på at købe ammunition til deres våben.
“Hvad skal de stille op over for topprofessionelle bander med terrængående køretøjer, metaldetektorer og maskingeværer, som assisteres af lokale eller udenlandske arkæologieksperter?”
De stjålne antikviteter bliver smuglet til Europa, USA og de olierige Golflande, hvor genstandene sælges til private samlere eller sættes til salg på auktioner. Myndighederne forsøger at bremse udsmuglingen, men indrømmer, at de er oppe imod nogle ekstremt stærke, professionelle kriminelle.
“De finder hele tiden nye veje og metoder, og det er svært for os at følge med”, siger Iman el-Raouf, der leder Egyptens indsats mod smuglerierne.
I 2014 beslaglagde myndighederne 2.700 oldtidsgenstande i 150 forskellige sager. Iman el-Raouf fortæller, at de fx har fundet antikviteter gemt i en sending toiletkummer fra en keramikvirksomhed.
I en anden sag var en faraomaske klæbet fast til indersiden af en Tutankhamon-souvenir. Ministeriets største problem er dog landets grænser.
“Egypten har tusindvis af kilometer ørken som grænse til Libyen og Sudan. Den er umulig at kontrollere”, erkender Iman el-Raouf.
Landets beskyttere er selv røvere
Da en politipatrulje i 2012 opdagede den ulovlige udgravning i el-Gubba, fik det ingen konsekvenser, andet end at myndighederne kom og lukkede indgangene til gravene med jerndøre.
Sådan har de stået siden, mens sandet langsomt er vendt tilbage til bakketoppen og halvt har begravet nogle af indgangene.
Monica Hanna siger, at regimet har øget indsatsen for at bremse gravrøverne, men at det stadig langtfra er tilstrækkeligt til at gøre en forskel. I el-Gubba har man hverken megen tiltro til eller frygt for myndighederne.
“Egyptens beskyttere er selv en flok røvere”, lyder det i landsbyen.
De, der laver lovene og skal sørge for, at de bliver overholdt, stjæler selv, så hvorfor skulle borgerne holde sig tilbage? Folk ser, hvor mange penge der bruges på museer og templer, mens landsbyens indbyggere ikke kan få noget fra staten uden at betale bestikkelse.
“Det er kun turismen, staten interesserer sig for. Den forkæler de døde faraoer, men vi, som er i live, er de ligeglade med”, siger Ali, en ung mand, der tidligere ernærede sig som turistguide.
Landsbyboerne ved godt, at det principielt er forkert, at egypterne sælger ud af landets kulturarv. Men den udbredte opfattelse er, at undergrunden er så rig, at et par røverier eller tre ikke gør den store forskel.
“Helt frem til dommedag vil der stadig være skatte under sandet i Egypten. Vi løber aldrig tør”, mener Hassan.