The Rock – Klippen. Bare navnet kunne få enhver lovlydig – og især knap så lovlydig – amerikaner til at gyse.
Som et stort og stenet fort rejste fængslet med det rå tilnavn sig på en enorm sandstensformation midt i San Francisco-bugten, to km fra fastlandet.
Fængslet var forbeholdt landets farligste kriminelle og var USA’s mest flugtsikre institution. Herfra burde ingen fanger kunne slippe ud i utide – i hvert fald ikke med livet i behold.
Alcatraz ligger på en kun 511 m lang og 180 m bred ø ud for San Francisco, der første gang blev beskrevet af den spanske opdagelsesrejsende Juan Manuel de Ayala, som udforskede stedet i 1775.
Den opdagelsesrejsende navngav øen La Isla de los Alcatraces, “Pelikanernes Ø”. Forskellige lokale ejede øen indtil 1846, hvor John C. Frémont, en californisk senator, købte den på vegne af den amerikanske stat for 5.000 dollars.
Gangstere fyldte fængslerne
Staten byggede et fort på øen med det formål at bevogte indsejlingen til San Francisco. Under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne husede fortet krigsfanger fra Sydstaterne, men affyrede aldrig sine kanoner mod fjenden.
Alkoholforbud og økonomisk krise fik i 1930’erne kriminaliteten til at eksplodere. USA manglede fængselsceller og vel at mærke af den flugtsikre slags.
Gangsterne var nemlig velorganiserede og hjalp gerne hinanden med at flygte.
Alcatraz var ideel til formålet. Øen lå ikke alene langt fra land, men kolde havstrømme gjorde det nærmest umuligt at svømme over bugten. Den 11. august 1934 ankom de første fanger til statsfængslet Alcatraz.
Gangstere som Mickey Cohen, George “Machine Gun Kelly” Barnes og selveste Al Capone var blandt de forbrydere, der i en kortere eller længere periode kaldte fængslet deres hjem.
Alcatraz blev kendt som USA’s mest brutale fængsel, og de indsatte ville gøre næsten alt for at undslippe rædslerne. Fem begik selvmord, men ingen formåede at flygte. Sådan lyder den officielle historie i hvert fald.
Få overblik over fængselsøen:
Alcatraz i tal
- En ø på 9 hektar
- Svarer til 18 fodboldbaner
- Ligger i San Francisco Bay, 1950 m fra land
Vandtårn var vartegn
Alcatraz har ikke egen vandforsyning, så de indsatte måtte klare sig med opsamlet regnvand og ferskvand transporteret til øen på pramme. Vand til fx vaskeriet blev opbevaret i et stort vandtårn på øens nordvestlige del.
Mens andre fængsler kun tillod kolde bade, blev fangerne på Alcatraz tvunget til at stille sig under den varme bruser to gange om ugen.
På den måde kunne de ikke vænne sig til havets kulde forud for et eventuelt flugtforsøg.
Stilhed herskede i spisesalen
Hver morgen kl. 6.55 kaldte en fløjte det første hold fanger til morgenmad i fængslets store spisesal, hvor også frokosten og middagen blev serveret.
Samtale under måltidet var strengt forbudt, og rummet var udstyret med tåregaspatroner, som vagterne kunne udløse i tilfælde af oprør.
Gæster kan besøge spisesalen og køkkenet, hvor kokkene dagligt lavede mad til de ca. 250 indsatte.
Fængselsceller var bittesmå bure
Cellerne var små – blot 2,7 m lange og 1,5 m brede. Foruden en seng og et skrivebord indeholdt det lille rum et toilet og en håndvask.
Døren bestod af tremmer, så vagterne altid kunne holde øje med de indsatte. Af sikkerhedshensyn vendte ingen celler ud mod en ydermur.
Her boede Fuglemanden
Robert Stroud (1890-1963) var dobbeltmorder og alfons. Han var også selvlært ornitolog og forfatter til flere værker om fugle. Interessen gav ham tilnavnet “The Birdman”, Fuglemanden.
Stroud var fængslet fra 1940 til 1959, bl.a. i D-blokken, som var forbeholdt de hårdeste kriminelle.
Vagterne havde familien med
Et monumentalt lejlighedskompleks med det nøgterne navn “Bygning 64” husede i fængslets storhedstid mange af øens fængselsvagter og deres familier.
Huset, som er opført i 1905, indeholder nu udstillingsrum og en boghandel med værker om øens og fængslets historie samt beretninger skrevet af tidligere fanger.
Flugtflåde var lavet af regnfrakker
I juni 1962 gravede tre fanger, Frank Morris og brødrene John og Clarence Anglin, sig ud fra deres celler. De forlod derefter Alcatraz på en hjemmelavet flåde fremstillet af gamle regnfrakker.
Fangerne druknede formentlig, men ligene blev aldrig fundet, og i de følgende år gik rygterne om, at de undvegne var set på fastlandet. Sagen er stadig uopklaret, og mændenes skæbne ukendt.
Uanset om de tre fanger slap væk eller ej, var Alcatraz’ succesrate imponerende. Men omkostningerne var høje. Driftsprisen var i 1950’erne 10 dollars om dagen pr. fange, mens andre fængsler kunne holdes i gang for en tredjedel.
Blandt de fordyrende elementer var fængslets beliggenhed. Saltvandet tærede på bygningerne, og da en dyr reparation i 1963 var uundgåelig, lukkede staten øen og lod fangerne overføre til andre fængsler.
Alcatraz blev i 1973 omdannet til museum, og National Park Service bekoster nu vedligeholdelsen.
Turbåde fra San Francisco anløber hvert år Alcatraz med mere end 1 mio. turister – som alle helt frivilligt lader sig landsætte på den stenhårde fængselsø.