Panikken i Athen spredte sig i takt med, at horisonten blev fyldt af venetianske sejl. Året var 1687. Den kristne liga med Venedig i spidsen var klar til angreb mod det osmannisk kontrollerede Athen.
Osmannerne opsatte i al hast et hovedkvarter på den gamle fæstningsklippe Akropolis midt i byen. Kanonerne blev stillet op mellem de antikke bygninger, og Athenes gamle tempel, Parthenon, fyldt op med krudt og kugler.
I september gik venetianerne i land under dække af et voldsomt bombardement fra flåden. Soldaterne søgte op i Philopappus-bakkerne bag byen, hvorfra de fyrede løs mod Akropolis med deres morterer. Den 26. september indtraf katastrofen. En mortérgranat ramte gennem taget på Parthenon og antændte lageret af krudt.
Under den kolossale eksplosion kollapsede tagkonstruktionen samt flere af sydsidens 10,5 m høje marmorsøjler. Hele templets indre blev raseret. Fuldtræfferen afgjorde stridighederne. Uden krudt var osmannerne nødt til at trække sig væk fra Akropolis og forlade Athen.
Da venetianerne angreb, var Parthenon-templet forholdsvis uberørt af de senest forgangne 2100 år. Bygningen stod færdig omkring år 438 f.Kr., hvor athenerne indviede deres nye statue af krigsgudinden Athene. Kultstatuen af guld og elfenben skulle bo standsmæssigt – og det kom den til. I et overdådigt udsmykket, næsten 70 m langt og over 30 m bredt tempel af marmor.
I næsten 1000 år var Parthenon både tempel for Athens skytsgudinde Athene og skatkammer for den rige by. Da bystatens storhedstid var slut, og de nye herskere, romerne, officielt blev kristne i år 380, blev Parthenon indviet til kirke.
Byens nye magthavere fik tilføjet en apsis, en halvcirkelformet tilbygning, og ødelagt de statuer, som ikke kunne gå for at være kristne helgener og martyrer. Sådan gik på ny ca. 1000 år, indtil osmannerne erobrede Athen i 1456.
Nu blev Parthenon lavet om til moské. Osmannerne tilføjede blot en minaret og udskiftede de kristne udsmykninger med muslimske. Ellers stod templet som i antikken. Indtil angrebet i 1687.
Officielt beklagede Venedigs øverstbefalende Morosini skaden på Parthenon: “Hvor det smertede hans excellence at ødelægge det smukke tempel”, som én af hans generaler skrev.
Selv glemte Morosini tilsyneladende smerten og beskrev det afgørende skud som “en heldig træffer”. Han fik desuden travlt med at beordre templets statuer ført til Venedig. Bare et halvt år senere genindtog osmannerne Athen.
Her sad de frem til Grækenlands selvstændighed i 1832 og kunne derfor sælge ud af kunstgenstandene på Akropolis. Franske og engelske samlere var begejstrede købere, ikke mindst den britiske lord Elgin, som i begyndelsen af 1800-tallet hjemførte halvdelen af de tilbageværende statuer og relieffer fra Parthenon. Templet var nu for alvor en øde ruin.