Med et areal på blot 6,5 km2 syner Gibraltar ikke af meget på landkortet. Landtangen ud for den spanske sydkyst består tilmed af en massiv sandstensklippe, som gør dyrkning af jorden umulig og færdsel besværlig.
Men klippens beliggenhed ved strædet, der adskiller Afrika og Europa, har gennem historien gjort Gibraltar særdeles eftertragtet.
Den, som besidder Gibraltar, kontrollerer nemlig passagen mellem Atlanterhavet og Middelhavet – en uvurderlig strategisk fordel for enhver europæisk stat med stormagtsdrømme.
For oldtidens grækere udgjorde klippen og bjerget Jabel Musa på den anden side af strædet tilsammen Herakles’ Søjler. Den bomstærke sagnhelt skabte søjlerne ved at presse de to klipper fra hinanden, fortæller sagnet.
I 711 skrev området sig ind i historien, da den muslimske hærfører Tariq ibn Ziyad med klippen som springbræt erobrede Spanien. Hærføreren gav navn til området, som herefter blev kaldt Jabal Tariq, Tariqs Bjerg, en betegnelse, der siden blev forvansket til Gibraltar.
Undertallig styrke holdt stand
Spanierne generobrede Gibraltar i 1462 og var i århundrederne efter Europas mest magtfulde nation. Landet fik imidlertid snart konkurrence fra Storbritannien.
I 1704 udnyttede briterne de kaotiske forhold under den såkaldte spanske arvefølgekrig til at lade landets stærke flåde indtage klippen.
Besiddelsen blev bekræftet ved en fredstraktat underskrevet i den hollandske by Utrecht i 1713.
Traktaten fastslog, at briterne “til evig tid skulle besidde og benytte byen, slottet og befæstningerne uden nogen som helst undtagelser eller forhindringer”.
Papiret forhindrede ikke Spanien i at forsøge at generobre den eftertragtede klippe. I 1779 belejrede Spanien Gibraltar. De spanske styrker var med deres 40.000 mand og 246 kanoner briternes 5.500 mand og 96 kanoner store hær langt overlegen.
Men forsvarerne holdt stand. For at knække de stædige briter indledte spanierne i 1782 et kraftigt bombardement fra søsiden.
Gibraltar huser i dag omkring 34.000 indbyggere.
Briterne svarede igen: Under belejringen havde de gravet et net af tunneller igennem klippen, så de kunne få kanoner frem til stillinger i højderne.
Nu beskød briterne fjendens skibe fra en højde, hvor de spanske kanoner ikke kunne nå, og mange af de spanske skibe gik op i flammer – på trods af at søfolkene forinden havde fyldt skibenes skrog med vådt sand og kork for at forhindre brand. Spanierne opgav belejringen året efter, og Gibraltar forblev britisk.
Franco ville have Gibraltar
Tunnellerne blev løbende udvidet, så anlægget i 1940’erne kunne rumme Gibraltars 16.000 mand store garnison.
Her havde general Eisenhower sit hovedkvarter, mens han anførte den allierede invasion i Afrika i 1942.
I årene efter 2. verdenskrig rev mange britiske kolonier sig løs fra moderlandet. Spaniens diktator, Francisco Franco, håbede, at Gibraltar ville følge eksemplet og blive spansk.
Han tog fejl; ved en folkeafstemning i 1967 stemte 12.138 for og 44 imod, at området skulle forblive britisk. Tiden som strategisk støttepunkt er dog forbi.
Gibraltar lever i dag af især bankvæsen og turisme. Hvert år kommer her 10 mio. gæster.