Rigsdagsbranden sikrede nazisterne magten

Den 27. februar 1933 gik en af pedellerne sin sidste vagtrunde i Rigsdagen i Berlin. Klokken var 20.30, og alt var stille.

Den store bygning stod tom hen, fordi den nye rigskansler, Adolf Hitler, havde opløst det tyske parlament og udskrevet valg fire uger tidligere.

44 minutter senere modtog den nærmeste brandstation et alarmopkald: Rigsdagen brændte.

Da brandmændene ankom kort tid efter, havde ilden allerede godt fat. Den spredte sig hurtigt, og nye brande brød ud.

Straks efter slukningsarbejdets start eksploderede Rigsdagen i et inferno af flammer.

Brandmændene indså, at bygningens indre ikke stod til at redde. De måtte i stedet forhindre, at Rigsdagen brændte fuldstændigt ned, ved at forhindre ilden i at nå taget.

Under arbejdet stødte brandmændene på en mand midt i tyverne. I bar overkrop gik han forvirret rundt, mens han fortalte, at han hed Marinus van der Lubbe og havde påsat branden i protest mod nazisterne.

Han blev straks overladt til politiet, og brandmændene fortsatte det store slukningsarbejde.

Først omkring midnat var ilden slukket. Rigsdagens indre var totalt ødelagt.

Rigsdagsbranden hjalp nazisterne

Næste morgen udpegede nazisterne de tyske kommunister som brandens bagmænd. Hitler påstod, at branden var starten på et statskup, og fik præsident Paul von Hindenburg til at erklære undtagelsestilstand.

Magten lå derved hos rigskansler Hitler, som nu kunne vedtage love uden om parlamentet. Han forbød straks det tyske kommunistparti og fik 4000 kommunister anholdt for kupforsøg.

Samtidigt iværksatte nazistpartiet en massiv skræmmekampagne op til valget, der skulle afholdes en uge senere.

Planen lykkedes, og valget blev en succes for nazisterne. Hitler kvitterede straks for tyskernes tillid ved at forbyde alle andre politiske partier – og blev dermed på legal vis diktator.

Rigsdagen blev bombet

Siden 1849 havde det tyske rige haft et folkevalgt parlament. Det trådte sammen forskellige steder i Berlin, men i 1871 blev det besluttet, at parlamentet skulle have et fast sæde.

Året efter sendte 103 arkitekter deres forslag ind til en konkurrence, men vinderen fik ikke lov til at tage hul på sit værk – bl.a. på grund af uenigheder mellem kejser Wilhelm 1. og kansler Otto von Bismarck.

I 1882 blev endnu en konkurrence afholdt, og denne gang gik det bedre.

Den nye bygning blev ved indvielsen i 1894 udråbt til en arkitektonisk perle.

Efter branden i 1933 blev bygningen sat i stand og brugt til nazisternes propagandamøder.

I sidste del af 2. verdenskrig blev bygningen beskadiget af de allieredes bomber, og da russerne i 1945 angreb Berlin, var rigsdagsbygningen et af Den Røde Hærs primære mål.

Efter nazisternes kapitulation var bygningen derfor ikke meget mere end en ruin. Med delingen af Tyskland kom Rigsdagen til at ligge i Vestberlin – blot få meter fra Berlinmuren.

I 1949 flyttede Vesttyskland sit parlament til den nye hovedstad, Bonn, men i stedet for at rive Rigsdagen ned besluttede politikerne i 1956 at sætte den i stand. Den originale kuppel stod dog ikke til at redde.

Frem til 1990 blev Rigsdagen kun brugt til forskellige udstillinger og møder, men efter genforeningen af Tyskland blev det besluttet, at parlamentet skulle have sæde i Berlin igen.

I 1999 kunne Rigsdagen endelig tages i brug igen af det tyske parlament. Den nye bygning blev forsynet med en stor kuppel af stål og glas – som en hyldest til Rigsdagens originale kuppel fra 1894.

I dag står bygningen som symbolet på Tysklands genforening og besøges af tusindvis af turister hvert år.

Websites:
www.berlin.de