Den kolde vinter i 1864 havde tvunget de danske soldater til at trække sig tilbage.
Soldaterne måtte forlade den mægtige fæstningsvold Dannevirke, der siden 700-tallet havde beskyttet landet mod angreb fra syd.
Omgivet af åer og sumpede områder var Dannevirke blevet betragtet som uindtagelig. Men både moserne og åerne var frosset til, og den preussiske hær kunne gå uden om fæstningsvolden og angribe forsvarerne bagfra.
De danske soldater var derfor nu samlet bag de hastigt opførte skanser ved landsbyen Dybbøl. Her havde de danske soldater i to måneder desperat søgt dækning for det preussiske artilleri.
De kanoner, som det var lykkedes at redde fra Dannevirke, kunne ikke række så langt som det moderne preussiske artilleri. Så den angribende hær havde frit spil.
Langsomt, men sikkert blev fæstningsanlægget ved Dybbøl reduceret til jordbunker, grus og sønderskudte bjælkehuse. Samtidig gravede preusserne løbegrave og kom på den måde tæt ind på de danske skanser.
Kommandoråbet lød, og tusindvis af preussiske soldater myldrede frem. Overmagten var fuldstændig, og larmen frygtindgydende.
Tidligt om morgenen den 18. april indledte den preussiske hær et særligt voldsomt bombardement.
I løbet af fire timer blev 8000 granater skudt mod voldene. Derefter sænkede stilheden sig. For en kort stund.
Så lød kommandoråbene, og præcist klokken 10 stormede 10.000 preussiske soldater resterne af Dybbøl Banke.
Kun 2000 danskere forsvarede den yderste vold; den blev indtaget på blot 13 minutter. Preusserne kunne nu frit angribe de resterende 7000 danske soldater med kugler og bajonetter.
De danske kanoner var nyttesløse, og hele slaget overstået på få timer. Den første vold faldt på kun 13 minutter.
Kun et tappert modangreb fra den 8. brigade forhindrede det totale blodbad. Men allerede klokken 13.30 måtte den sidste modstand opgives.
Halvdelen af 8. brigade var faldet for at redde deres kammerater og havde ikke kunnet forhindre, at omkring 700 danske soldater lå døde foran Dybbøl Mølle.
Mere end 4000 var såret eller taget til fange. Nederlaget var totalt. Danske politikere måtte for altid opgive drømmen om, at Danmark igen kunne blive en stormagt.
Forsvar skulle være billigt
Dybbøl Banke var blevet opført i al hast i 1862 og 1863. I flere år havde det nemlig trukket op til krig på grund af Slesvig og Holstens tilhørsforhold.
Danmark ønskede, at de to hertugdømmer skulle forblive en del af Danmark, men de fleste tyske stater med Preussen i spidsen ville have, at områderne skulle være tyske.
For at kunne forsvare landet anlagde ingeniørtropper derfor 10 skanser i en bue i området øst for Dybbøl.
Både politikere og militærfolk anså Dannevirke længere mod syd for så uindtagelig, at fæstningsanlægget ved Dybbøl kun skulle opføres til nødsituationer. Skanserne skulle derfor opbygges så hurtigt og så billigt som muligt.
Jordvoldene blev kun nødtørftigt forstærket med sandsække, bjælker og spidst tilhuggede træstammer. Beton blev kun brugt til at støbe ammunitionskamre.
Bunkere og barakker blev i stedet opført af bjælker for at spare tid og penge.
Under bombardementet af Dybbøl blev det fatalt for de danske soldater: Bjælkevæggene ydede absolut ingen beskyttelse mod de effektive tyske kanoner.
Mølle blev nationalsymbol
Mølle blev nationalsymbol Den store Dybbøl Mølle fra 1744 lå midt i krigsskuepladsen. Møllen, der var landsbyens vartegn, overlevede selvsagt ikke det preussiske bombardement.
Men den sønderskudte bygning blev snart symbol på den danske tapperhed over for en frygtindgydende fjende. Bygningen blev derfor genopført kort efter krigen med støtte fra patriotisk indstillede danskere.
De preussiske soldater poserede foran den sønderskudte mølle i Dybbøl dagen efter slaget. Siden blev møllen genopbygget.
Møllen blev det håndgribelige udtryk for det mundheld, som danskerne tog til sig efter 1864: “Hvad udad tabes, må indad vindes.”
Nederlaget var et nationalt traume, men møllen malede videre; et symbol på, at Danmark eksisterede trods modgang og tabet af Slesvig og Holsten, 40 procent af landets territorium.
Da møllen nedbrændte i 1935, blev en tro kopi derfor opført året efter.