Solen bager over den støvede byggeplads, hvor 1800 arbejdere pukler i middagsheden. I et skyggefuldt telt med udsigt til byggepladsen står Frankrigs 24-årige konge Frans 1. og ser på den hektiske aktivitet.
Det er sommeren 1519, og i teltet sammen med Frans 1. står hans tre bygmestre. De er nervøse. Kongen er irriteret, og stemningen spændt. Byggeriet af hans nye jagtslot, Chambord, går ikke efter planen, og derfor er Frans 1. kommet med sit følge på flere tusind mand for at overvåge byggeriet.
Problemet er, at tegningerne til det nye slot er nærmest umulige at forstå. De er tegnet af Frans 1.s chefarkitekt, Leonardo da Vinci, der er død et par måneder tidligere, og nu er det de tre bygmestres opgave at tolke geniets halvfærdige optegnelser. At ingen af håndværkerne kan læse, gør ikke sagen lettere, og rastløst skridter kongen frem og tilbage i det store telt, mens han skiftevis håner og skælder ud.
Det er ikke tilfældigt, at Frans 1. har valgt at opføre sit nye jagtslot netop her i Loire-dalen. Området er kendt for sit smukke, frodige landskab, idylliske vingårde og milde klima, og lige siden Loires største by, Tours, blev Frankrigs hovedstad, er landets elite begyndt at strømme mod området. I hælene på de rige og magtfulde fulgte flokke af lærde, musikere og kunstnere, og i 1519 summer den tidligere så idylliske dal af liv og byggelarm. Historierne om det gode liv med fester, luksus og overflod florerer blandt alle Europas spidser.
Frankrigs konge plyndrer Italien
Drivkraften bag Loires opblomstring var ubetinget Frans 1. – Frankrigs største byggekonge. Efter at være kommet til magten i 1515 havde han brugt fire år på at bekrige italienske bystater.
Udbyttet fra krigene var moderat, men gav kongen smag for den luksus og overflod, som prægede renæssancens Italien. Med sig hjem bragte han tidens dygtigste kunstnere, håndværkere og arkitekter, der startede et sandt fransk byggeboom.
Da Frans indledte opførelsen af Chateau de Chambord, var den 24-årige konge på højden af sin magt. Han styrede en af tidens stærkeste nationer, han var lærd, feteret og magtfuld og nærede et brændende ønske om at vise verden den rigdom og luksus, som kongen af Frankrig besad.
Til formålet ryddede han et område på 52,5 km2 i landets rigeste og smukkeste region, Loire. Samtidig hyrede han tidens absolutte stjernearkitekt Leonardo da Vinci, der blev fragtet fra Italien til kongens hof for at tegne et slot af hidtil uset skønhed.
Slottets tårne skulle lede tankerne hen på det smukke Konstantinopel, og med sine 440 værelser og 365 ildsteder – et for hver dag i året – skulle al tvivl om, hvem der var renæssancens mægtigste hersker, manes i jorden.
Skatmester bygger sig til succes
Chambord skød op blandt hundreder af andre byggepladser. Ingen ønskede at bo uden for Loire, der blev datidens whiskybælte, hvor kongens familie, adelige og rigmænd af borgerlig oprindelse simpelthen måtte eje et slot.
En af disse nyrige sønner af borgerskabet var Thomas Bohier, som havde tjent sin formue som kammerherre og ansvarlig for skatteopkrævning for Karl 8. Bohier var desuden blevet adlet af kongen, og da han begyndte opførelsen af sit kommende slot Chenonceau, satte skatmesteren ord på den drøm almindelige borgerlige havde:
“Hvis det lykkes mig at bygge Chenonceau, vil jeg blive husket”.
Slottet stod færdigt seks år senere i 1521, men Thomas Bohier fik ikke megen glæde af sit slot. Skatmesteren døde under et felttog i Italien i 1524.
Alle vil være franske
I løbet af 50 år skød omkring 300 slotte op langs Loire-dalens floder, og diplomater og adelsmænd fra hele Europa strømmede til for at suge manerer til sig – og ikke mindst for at kunne fortælle, at de havde besøgt Loire.
Den engelske krønikeskriver Edward Hall beskriver, hvordan en gruppe af unge engelske adelsmænd efter et besøg hos det franske hof blev: “franske i deres måde at spise og drikke på. De havde fransk tøj på, og selv deres laster og pralerier var franske, og de grinede af alt engelsk”. Samtidig blev det nærmest obligatorisk at kunne tale fransk ved det engelske hof – engelsktalende blev regnet for primitive barbarer.
Også repræsentanterne for en anden af renæssancens supermagter – Det Tysk-romerske Rige – var behørigt imponerede. Den habsburgske diplomat Hubert Thomas beskrev i sine erindringer en middag i Loire: “Jeg har set biskopper, kardinaler og paver spise og har aldrig oplevet et bord så lærd som hos kongen af Frankrig”.
Statsbankerot afslutter storhedstid
Frans 1. nåede aldrig at se Chambord stå færdigt. Kongen døde af et hjerteslag i 1547, og der skulle gå yderligere 12 år, inden jagtslottet tronede ved Loire. Da var nedturen for området allerede begyndt. Frankrig var gået bankerot pga. svimlende udgifter til krige og hoffet. Samtidig hærgede borgerkrige mellem katolikker og protestanter.
I løbet af de næste 40 år døde omkring 3 millioner franskmænd af krig, sygdom og sult. Da magten samtidig var flyttet fra Tours tilbage til Paris, tilbragte kongerne og landets magtelite mindre og mindre tid i Loire, og det gode liv og slotsbyggeriet ebbede langsomt ud. Efter den franske revolution i 1789 flygtede de adelige, og slottene fik lov at forfalde. I 100 år stod de tomme, indtil nyrige opkøbte de gamle ejendomme i slutningen af 1800-tallet og reddede dem.
De fleste fungerer i dag som museer eller hoteller og har åbnet dørene for offentligheden. Hele Loire-dalen er en del af UNESCO's verdenskulturarv, og millioner af turister besøger hvert år de smukke slotte for at gå i de gamle kongers fodspor og opleve den luksus og rigdom, som for en kort periode var synonym med Loire.