Guide: Normannernes verden

Paris: I 885 førte danske Sigfred 700 skibe og 30.000 krigere til Paris. Vikingerne regnede med, at blot synet af dem ville få pariserne til at overgive sig.

Men indbyggerne tog kampen op, og den hurtige erobring af Paris udeblev.

I løbet af de næste måneder stormede normannerne byen flere gange – og hver gang måtte vikingnerne sande, at de ikke kunne trænge igennem Paris' bymure.

Endelig valgte kong Karl den Tykke at betale normannerne 700 pund sølv og give dem lov til at drage på vinterophold i Burgund.

Pariserne blev forargede over kongens fejhed og nægtede vikingerne fri passage gennem Seinen. Belejrerne måtte derfor trække deres skibe over land for at slippe væk.

Saint Clair: I løbet af 900-tallet fik vikingerne opbygget et solidt forhold til de lokale stormænd i Nordfrankrig.

Kong Karl 3. så med mistro på de nye alliancer og indkaldte i 911 vikingehøvdingen Rollo til møde i byen Saint Clair.

Kongen tilbød, at Rollo kunne blive hertug af kystområdet mod nord – til gengæld skulle han være Karls vasal, lade sig døbe og forsvare Frankrig mod vikingerne.

Rollo slog straks til – og grundlagde dermed Normandiet.

Val-és-Dunes: Som tiptipoldebarn af Rollo blev Vilhelm Bastard hertug af Normandiet allerede som barn.

I 1046 fyldte han 20 år og var klar til at sætte sit præg på hertugdømmet.

Men Vilhelms fætter, Guy af Brionne, følte sig mere berettiget til hertugtitlen og havde samlet en flok normanniske adelmænd, som ville myrde Vilhelm og gøre Guy til hertug.

Vilhelm fik dog nys om planerne og bad den franske kong Henrik 1. om hjælp. Allieret med kongen drog den unge hertug i 1047 i kamp mod sin fætter.

De to rytterhære mødtes i dalstrøget Val-és-Dunes nær byen Caen. Guys hær var langt større end Vilhelms, men manglede disciplin og lederskab.

Allerede efter de indledende kampe gik oprørererne i panik og stak af i alle retninger med Vilhelms tropper i hælene.

Den unge hertug kæmpede så tappert, at kong Henrik slog ham til ridder efter slaget. Med sejren sikrede Vilhelm Bastard sig den enevældige magt i Normandiet – og vendte nu blikket mod England.

Hastings: Edvard Bekenderen – Englands konge og Vilhelm Bastards fætter – døde i 1066.

Den aldrende konge havde lovet Vilhelm sin trone, men i England lod stormændene Harald Godwinson krone. Vilhelm var så rasende, at han sendte 7000 krigere til England.

Den 14. oktober 1066 spændte de normanniske bueskyttere deres buer og indledte slaget ved Hastings.

Vilhelm angreb med dødsforagt, men englændernes modangreb var så voldsomt, at flere af hertugens allierede stak af.

Midt i kaosset faldt Vilhelm af sin hest, men sprang straks op igen og udbrød: “Se godt på mig! Jeg lever stadig, og ved Guds hjælp skal jeg snart blive sejrherre”.

Opildnet af Vilhelms mod drev normannerne de engelske fjender tilbage og nedkæmpede dem i løbet af ca. ti timers blodige kampe.

Tronraneren Harald Godwinson faldt på slagmarken for en normannisk pil – og Vilhelm var nu konge af England.

Westminster Abbey: Juledag i 1066 – ca. to måneder efter normannernes blodige sejr ved Hastings – blev Vilhelm kronet til ny konge af England. Cermonien fandt sted i apostlen Sankt Peters kirke, den senere Westminster Abbey, som var bygget af Edvard Bekenderen.

Kroningen skulle afspejle Englands forening med Normandiet og blev derfor ledet af både den engelske ærkebiskop og en fransk biskop.

Kirkespidserne spurgte de engelske stormænd og de normanniske krigere, om de bifaldt kroningen. Begge råbte positive svar – så højlydt, at vagterne udenfor troede, at Vilhelm – der nu havde fået tilnavnet “Erobreren” – var i fare.

For at få tilskuerne af vejen og komme deres herre til undsætning satte Vilhelms vagter ild til nogle nærliggende huse. Panik og kaos brød ud, mens de lokale løb forvirrede rundt og forsøgte at få bugt med flammerne.

“Mens ilden spredte sig hastigt, blev folk i kirken grebet af forvirring. Grupper løb ud – nogle for at bekæmpe flammerne, andre for at deltage i plyndringerne”, skrev en normannisk munk senere om begivenhederne omkring kirken.

Inde i det dunkle kirkerum ænsede Vilhelm knap optøjerne. Ærkebiskoppen løftede kronen, satte den på normannerens hoved og førte ham til tronstolen.

England havde nu fået sin første normanniske konge. En konge, hvis efterfølgere skulle sætte sig på magten også i Skotland og Irland.

Salerno: En gruppe normannere rejste i år 999 gennem Italien efter en pilgrimsfærd til Jerusalem. En aften overnattede de hos fyrsten af Salerno, hvis by pludselig blev angrebet af sørøvere.

Normannerne gik til modangreb og drev røverne på flugt. Fyrsten var imponeret over sine gæsters kampgejst og tilbød dem arbejde som lejesoldater.

Pilgrimmene afslog, men spredte rygtet om de gode jobmuligheder i Syditalien. Og omkring år 1000 strømmede normanniske lykkejægere mod Syditalien, hvor små fyrstendømmer lå i evig strid med hinanden.

Normannerne drog i årtier i kamp på skiftende sider, afhængigt af hvor hyren var bedst.

I 1035 ankom tre brødre fra Hauteville i Normandiet. Også de kæmpede i årevis som lejesoldater, men opdagede med tiden, at de var stærke nok til at erobre de omkringliggende byer.

Og snart udgjorde normannerne en magtfaktor, der langsomt satte sig på større og større områder i Syditalien.

Palermo: I sidste halvdel af 1000-tallet etablerede normannerne sig i det sydlige Italien og søgte nu nye landområder.

Blikket blev rettet mod Sicilien, hvor araberne havde regeret i omkring et århundrede. Efter voldsomme sammenstød faldt Palermo i 1072, og Middelhavsøen var nu under normannisk styre.

Under kong Roger 2.s ledelse skabte normannerne i løbet af 1100-tallet et af de mest bemærkelsesværdige og velhavende riger i Europa.

Med sin placering midt i Middelhavet var Sicilien et virvar af religioner og kulturer. I stedet for at fordrive araberne indførte Roger religionsfrihed og gjorde Sicilien til et centrum for videnskab, filosofi og kunst.

Fx havde hans hof i Palermo muslimske embedsmænd til at holde rede på den centrale forvaltning.

Det mest revolutionerende ved Rogers styre var de kongelige fogeder, som fik stor indflydelse.

Kongen sørgede for, at hans mænd traf alle afgørelser og dominerede over øens småfyrster, som tidligere havde haft uindskrænket magt.

Sicilien fik dermed allerede i 1100-tallet en stærkt centraliseret administration, der blev et forbillede for alle kristne riger i Europa – og de senere moderne stater.

Antiokia: Store kristne hære drog i 1095-99 mod Jerusalem for at fordrive muslimerne fra Det Hellige Land.

Blandt krigsherrerne var normanniske Bohemond, som førte an i erobringen af den hellige by Antiokia i 1098.

Byen var svært befæstet med over 400 tårne og krævede over syv måneders bitter belejring, før den faldt.

Ifølge en beretning klatrede Bohemond og 50 normanniske riddere op ad en ubevogtet del af bymurene og holdt forsvarerne i skak, mens de åbnede byportene.

Kort efter den kristne sejr dukkede muslimske hjælpetropper dog op – og nu kom de kristne under belejring. Fjenden var overlegen, og håbet svandt langsomt.

Men så begyndte flere kristne pilgrimme at få åbenbaringer. Én så, at den lanse, som en soldat stak Jesus med, befandt sig i Antiokia.

Korsfarerne gravede straks rundt om i byen, og efter megen søgen fandt de en flig af en gammel lanse. Fundet vakte begejstring, korsfarerne fik ny kampgejst, og mod alle odds blev muslimerne drevet på flugt.

Fyrstedømmet Antiokia blev på kristne hænder frem til 1268, hvor sultan Baybars indtog byen.

Chateau Gaillard: Richard Løvehjerte – konge af England og hertug af Normandiet – kæmpede side om side med Filip 2. i det tredje korstog (1189-1193).

Men alliancen brast, da Richard vendte tilbage til Europa og opdagede, at den franske konge ville have fingrene i Normandiet.

De næste år kæmpede de tidligere frænder indædt mod hinanden.

Richard fik hovedsæde i borgen Château Gaillard, hvorfra han bl.a. kunne kontrollere sejladsen på Seinen. Men Richard stod ikke kampene igennem, og under en belejring blev han dræbt af en pil fra en armbrøst.

Hertugdømmet Normandiet blev overtaget af Richards bror, Johan uden Land, men fem år senere blev Château Gaillard erobret, og Normandiet kom på franske hænder.

Tabet af borgen markerede afslutningen på de normanniske hertugers historie, som var begyndt 300 år tidligere.